Læsetid: 4 min.

Erindring i vid og bid

Arne Haugen Sørensen besidder et stort, koloristisk verbalregister. Hans livserindringer er en realistisk kunstnermyte
5. maj 2007

Landskabet bag mig er titlen på maleren Arne Haugen Sørensens mangefarvede livserindringer, leveret som det hedder 'i løs vægt' - i erkendelse af produktionsmetoden, men de vejer nu ganske godt til. Han besidder et stort, koloristisk verbalregister, en detaljeret erindrings- og iagttagelsesevne, der arbejder anskuelige situationer frem. Ligesom i beskrivelsen af sin kunstneriske metode begynder han impulsivt i materialet, farven, strøget, synsbilledet, der sætter en vækst i gang. Eller et skud fra hoften. Så myldrer det pludselig af hændelser, personer, lokaliteter, og en mere tøvende refleksion sætter ind, efterhånden i en forsøgsvis fortolkning og tydning. Bogens komposition er da resultatet af en rokering og placering af enkeltsituationer, ordnet i en nogenlunde regulær kronologi, stimuleret af et omfattende illustrationsmateriale fra det private billedarkiv. Markante personopgør sættes i perspektiv af tilsvarende selvopgør.

Overordnet er bogen en realistisk kunstnermyte. En billedstærk fortælling om vejen fra proletariatets dyb med den stædige og brutale bearbejdning af den sociale ringmur, hvor kunsten er hullet ud til det frirum, han endelig tilkæmper sig. Og det rum er malerisk i enhver henseende. Dér skal der males for enhver pris, og det har alle at rette sig efter. Prisen er høj, det endelige sejrssted er skønt: et pragtfuldt atelier på en bjergtop i Andalusien. Landskabet bag kan overskues, det indre landskab afmales.

Opbrud

Det er et liv i stadige opbrud, først fra familien, en mor der alene må slås for udkommet, en ondskabsfuld svensk morfar. En nærmest fraværende far. En episode symboltolkes morsomt. Han skal passe den sprælske lillebror, den senere billedhugger Jørgen, der ligger på et firkantet tæppe i græsset. Kampen for at tøjle kræfterne inden for en given ramme peger fremad mod blændrammen. FDF lærte ham rædslen for døden og den evige pine, en skræk han først fik kontrol over senere i billederne med religiøse motiver. En anden markant flugt skete fra seksualiteten i skikkelse af en yndig bagerjomfru, der ville alt. Det vendte dog snart til sikre erobringer, der åbenhjertigt fortælles på række og geled og børneavl med tre forskellige kvinder, hengivent portrætteret.

Forskellige lærepladser fra 14-års alderen førte ingen steder hen, men et tilfældigt kursus i kunstmaling blev afgørende. Og Paris blev målet. Med svenske Siv på autostop og uden penge lykkedes det ham at hutle sig gennem år og dage og opsuge kunstneriske teknikker og kontakter. Han fik bl.a. en loppetjans i Toul hos Nato-styrkerne med rådighed over et grafisk værksted og masser af materialer. Hjemturen foretog han med Lois, en amerikansk obersts hustru, som han stak af med, dobbelt så gammel og klog var hun og gav ham syv fede år til at indhente hele dannelseskulturen med.

Han holdt sig på en vis afstand af 'pariserskolen', født autodidakt og outsider. Generelt afstikker han til stadihed sin egen kurs med både venlig og besk kritik af kunstmiljøer og gallerister. Nem synes han ikke at have været, men med stor evne til venskab og fællesskab på en egen kompromisløs måde, på afstand af spekulative, venstreintellektuelle kunstnere, under mistanke om at være 'reaktionær', mens han opbygger sine egne myter og en motivverden af bl.a. de aggressive billeder af damer, der bider og bliver bidt, måske barndomsreminiscenser om udsatte kvinder, der har katastrofen lurende bag hjørnet, siger han. Eller i det hele taget i landskabet bag ham - under stadig opsporing.

Jeg imponeres over, hvor mange gange man kan begynde forfra, gå videre, erobre Paris, derefter Spanien, Paris igen, Rom, Odsherred, Rørvig, med Andalusien som stadigt udvidelsesområde. Og sted efter sted er der et skur at udvide, en bygning at istandsætte, en landejendom at ombygge, med atelieret som helligsted, mere og mere som rum for nadverbilleder, korsfæstelser, opstandelser, når det ikke gælder arbejde on location i den ene jyske kirke efter den anden med glasruder og altertavler.

Nyt blod

Familielivets lykke og ulykker har sin selvfølgelige plads, integreret i livsværket, så det ikke kun er anekdotisk stof. Et barn bliver døbt i Dalbyneder kirke, som han besøger sammen med vennen Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, med hvem det senere kommer til et slemt brud. Og her lægges arbejdsprocessen blot i en oplysende dag for dag-optegnelse. Et andet mere afsluttende dokument er et langt svarbrev til den hektiske kunsthistoriker Leo Tandrup. Over for Hein Heinsen forsvarer han sin brug af bibelske motiver og hele kirkekunsten som en nutidig mulighed for at udtrykke stadig gældende arketyper, et fælles sprog, der ligger klar til brug, mener han. Han har i hvert fald afgørende fornyet genren i de gamle bedehuse og hældt nyt blod i kunstnermemoirernes store kar.

Blandt de motiv-digte, Arne Haugen Sørensen til slut anfører som vejledende for sit liv, er Hans Magnus Enzenbergers "Forsvar for ulvene mod lammene" med bl.a. linjerne: "Hvad forlanger I af sjakalen,/at den går ud af sit gode skind, af ulven? Skal/den trække tænderne ud på sig selv?" Der er en erindringsbog med både vid og bid og synlige tænder i billeder og sprog.

Arne Haugen Sørensen: Landskabet bag mig. Erindringer i løs vægt. 224 s. 299 kr. Thaning & Appel. ISBN 978-87-413-6492-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu