Læsetid: 4 min.

Ernst & Lyset

14. februar 1997

HVEM POKKER er de? Forundringen var stor i filmkredse og på bladredaktionerne ved meddelelsen om, at to danskere, Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensen, har opnået den sjældne og gyldne ære at få deres nye kortfilm, Ernst & Lyset, nomineret til en ægte, amerikansk Oscar. Få havde hørt om dem og endnu færre havde set den pågældende film. Hvordan var det dog gået til? Hvor kunne man se filmen? Og hvem er de?
Nationen blev taget på sengen i en grad, som ikke er set, siden den herhjemme totalt ukendte sanglærkedansker Whigfield dukkede op som fast inventar på MTV, eller siden den mindst lige så danske sangduo Laid Back fik et hjemmelavet hit direkte ind på den amerikanske hitliste. Vejen til international berømmelse går åbenbart nogle gange uden om de etablerede systemer, de sædvanlige kanaler.
Tomas og Thomas fik i første omgang en dag i medierne ud af nomineringen, og det fremgik, at de ikke har fået offentlig støtte til deres 12 minutter korte kortfilm, men tværtimod fik flere afslag på støtteanmodninger. Filmen er lavet con amore for sølle 600.000 kr. på produktionsselskabet M&M Productions, da ingen andre ville.
Det naturlige spørgsmål, der melder sig midt i den nationale roligan-glæde er: Hvorfor i alverden har det ellers så fintmaskede net af filminstitutioner, som ellers er opmærksom på ethvert tilløb til talent og mere til, ikke kunnet opfange disse to ansøgere? Er det den gamle historie, at profeter ikke er agtede i deres eget hjemland? Institutionerne har jo ellers fejret triumfer i de senere år med Oscars, Gyldne Palmer og andre hæderpriser for snart den ene, snart den anden danske film - og har dermed til fulde bevist deres eksistensberettigelse. Man skal så langt tilbage som til Niels Malmros' første, århusianske film for ca. et kvart århundrede siden for at finde lignende diskutable afgørelser eller - vil nogen mene - deciderede fejlafslag på filmansøgninger. Malmros måtte selv producere sine første film, førend talentet blev for tydeligt.

EN AF DEM, der har set kortfilmen Ernst & Lyset, og som ikke viser røde øren frem i dagens anledning, er Statens Filmcentrals programredaktør - eller konsulent - Karolina Ledin. Til Morgenavisen Jyllands-Posten (13.2.) siger hun, at det er en fin og veldrejet film, men at hun ikke vil tage den ind i filmcentralens distribution. "En Oscar-nominering giver ikke automatisk adgang til vores distribution, så jeg påtænker ikke at revurdere filmen", erklærer hun frejdigt.
Statens Filmcentrals distribution er et vigtigt sted at være for en kortfilm. Herfra sendes film blandt andet ud til landets skoler og andre læreanstalter. SFC kan støtte film på to måder: Enten ved at gå direkte ind med et beløb i produktionen eller ved at købe den færdige film. Det sidste er betydeligt mindre risikabelt end det første: Man ved, hvad man får for pengene.
Ingen af delene har filmcentralen altså ønsket.
Dansk Novellefilm, der drives for midler fra Danmarks Radio og TV2, fik en ansøgning om produktionsstøtte fra de to unge filmfolk, men gav afslag.
Efter at have set den færdige film udtaler Dansk Novellefilms direktør, Ole John (Inf. 13.2.), sig imidlertid i lutter positive vendinger: "...Ernst & Lyset er fint lavet, godt fortalt og indeholder alle de elementer, en kortfilm giver mulighed for: den er hurtigt inde i historiens univers, og den har en god pointe. Og selv om det er en humoristisk film, så har den den dobbelthed i sig, jeg tror, appellerer til et bredere publikum".

DET ER forståeligt og tilgiveligt, at filminstitutionerne ikke støtter to ubeskrevne blade, som præsenterer en ide eller et manuskript. For selv om ideen er god, fremgår det ikke af papir og snak, om ansøgerne nu også er i stand til at realisere manuskriptet på overbevisende sæt, gøre det til filmkunst. Det almindelige vil være, at man først viser sine evner i filmskolefilm eller f. eks. i de billige produktioner fra Det Danske Filmværksted. Eller at filmens emne frembyder "en god historie" eller et vigtigt område, hvis der er tale om dokumentarfilm.
Alligevel bør Dansk Novellefilm, belært af denne nye erfaring, revidere sin praksis og opfattelse, at novellefilm helst skal være på 30 minutter og dermed passe ind i de fleste tv-stationers programplanlægning. 12 minutter har også ret, og direktøren var jo glad for den færdige film. Statens Filmcentral bør også tage ved lære. Nok er det vigtigt, at filmkonsulenterne har autonomi, deres absolutte ret til at vurdere de tilbudte manuskripter og film og vende tommelen op eller ned. Konsulent Karolina Ledin har også ret til at mene, at en Oscar-nominering ikke automatisk giver adgang til centralens distribution. Oscar-prisuddelingen regnes for mere kommercielt orienteret end mange andre filmiske priskonkurrencer.

IKKE DESTO mindre er der noget, der halter. Dansk kortfilm, som har stolte traditioner, og som har høstet en række fornemme internationale filmpriser gennem årene, har ikke set skyggen af en Oscar-nominering, siden Jørgen Roos opnåede at blive nomineret i 1961 med En by ved navn København. Ernst & Lyset har udover en historiske Oscar-ære opnået at komme med i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Clermont-Ferrand, hvor - iflg. Jyllands-Posten - ingen af filmcentralens egne bidrag blev fundet værdige.
Når nu både novellefilmdirektøren og filmcentralens egen konsulent utvetydigt udtaler, at det er en fin og udmærket kortfilm, Tomas og Thomas har skabt, virker det mildt sagt forbløffende, at Statens Filmcentral ikke har bare en lillebitte plads til Ernst & Lyset i sit katalog. At nægte at revurdere filmen - det er simpelthen for stejlt.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her