Læsetid: 9 min.

Escape Town

Når Danmark burde være lukket, skinner solen i Kapstaden. Her følger en vifte af gode råd
28. april 2007

Brightwater er en lille lodge med Bed & Breakfast, og begge ting er storartede. Brightwater ligger i Hout Bay, en underskøn, bjergsmykket vig med bred sandstrand, havn samt gode spisesteder; en slags sydafrikansk sidestykke til Skovshoved. Blot 20 minutters kørsel fra Cape Town.

Brightwater er det billigste guesthouse i byen, 400 kroner koster et af de fire værelser, og det er Erika og Gerard, der driver stedet. At bo her er som at få nye forældre. De udspørger én både morgen og aften, om hvor man har været henne, eller hvor man skal hen, og årsagen er ikke alene snakkelyst, men først og fremmest, at de elsker at give gode råd. Desuden er vi gæster utvivlsomt den bedste underholdning, de har.

Især Erika går til den om morgenen. Her til morgen var der tre tyske ægtepar, der sad ved hver sit bord, ypperlige repræsentanter for det nye jetset af efterlønnere. Jeg er morgenstille, og det var de tre mænd også, eller også var de bare trætte, for det var de tre kvinder og Erika, der snakkede hen over vores hoveder. Jeg gemte mig bag avisen, den ene mand sad og iagttog den andens kone, mens den anden mand var optaget af at studere sine lange tånegle, der stak ud af sandalerne, og den tredje stirrede tomt ud i lokalet, muligvis paralyseret af den heftige snak eller overvældet af alle de nips, der møder ens blik, uanset hvor man ser hen i den lille spisesal. Eller også samlede han blot kræfter til at tale med sin hustru resten af dagen.

'Fascinerende afrikanske stater'

De fire kvinder talte hele tiden, uafladeligt, og overdøvede meditationsmusikken, der flyder gennem lokalet. Men man får meget at vide om de vigtigste seværdigheder, hvis man lytter efter. Om det rette tidspunkt at bestige Taffelbjerget, dette besynderlige bjerg, der ser ud, som om Vorherre har svunget et sværd hen over det og kappet toppen af, for derpå at kaste en himmelsk hvid dug hen over det, så det ser ud, som om dugens sider hele tiden svømmer ned over bordets rand. Og det er denne dug, disse skyer, der er sagen, for, som Erika siger, er det "ganske umuligt at planlægge noget her in der Kapstadt (hun taler nemlig også tysk), for man ved aldrig med vejret. Derfor liebe Frau Schönmann må man tage hen til bjerget og se op på det, og hvis der er skyfrit, gælder det om sofort at tage svævebanen op, mens man kan nyde den smukke udsigt."

Herefter ændres emnet til Das Kap der Guten Hoffnung, hvor Erika afbryder Frau Holle (hun og manden kommer i øvrigt fra Düsseldorf, og de havde en omstigning i Frankfurt, før de kunne sætte sig i maskinen hertil - en af de mange interessante detaljer, der underholdes med over morgenkaffen) med en leksikalsk oplysning, nemlig at man jo ikke må tro, hvad mange ulykkeligvis gør på grund af den dårlige geografiundervisning, der efterhånden bliver mere og mere fremherskende i skolerne, at det er ved dette kap, at Atlanterhavets bølger tørner sammen med dem fra det Indiske Hav. Nein, det sker længere mod sydøst, ungefähr 150 kilometers kørsel er der til stedet, som er Afrikas sydligste og hedder Kap Agulhas.

Det mest forbløffende ordskifte skete ved morgenbordet forleden, da Erika ikke længere tillod, at jeg var asocial og sad og læste avis, når vi alle skulle være som en stor familie. Hun gik muntert i gang med at interviewe mig, om hvor jeg havde spist om aftenen, hvad jeg agtede at foretage mig i dagens løb, og om jeg havde besøgt andre lande end Danmark og Sydafrika. Well, sagde jeg - vi taler nemlig engelsk sammen - jeg har da besøgt en del andre lande her på kontinentet, eksempelvis nærliggende stater som Botswana og Angola, foruden- Her afbrød Erika med en herlig, perlende latter: "Oh yes, aren't they fascinating - the African states?" Jeg sad målløs. Erika opfattede ikke sig selv som boende i et afrikansk land, næh, hun boede i et europæisk land. Afrika, det var noget vildt og fjernt og eksotisk, nej fascinerende, som hun selv sagde.

Service i top

Og sandt er det, hvad Erika siger. Byen på næsset her ligner mest en moderne by ved Middelhavet. Her er utroligt få sorte. Lige fra begyndelsen blev Cape Town anlagt som en by for hvide og farvede, og selv om det er over 12 år siden, apartheid blev forbudt, er der ikke mange stærkt solbrændte mennesker at få øje på.

Man ser dem fortrinsvis i de dårligste job, som kassedamer, tjenestepiger og som tjenere på restauranterne, men vel at mærke i en bestemt funktion. Man får som regel anvist plads, får spisekort og afgiver ordre til en hvid tjener, mens det er en sort, der kommer og tager tallerkner og bestik af bordet, når man har spist. Indgroede vaner er øjensynligt svære at ryste af sig. Nu vi er ved restauranterne, så venter vidunderlige bøffer på at blive spist. Langs rivieraen i Cape Town er der en restaurant, der hedder Theo, og her får man valuta for pengene. Ved siden af baren troner et køleskab af glas, så man kan nyde synet af de mange udskæringer, der hænger og mørner eller ligger i marinade. Man bruger næsten altid en marinade, for bøfferne i sig selv smager ikke af så meget, men strukturen fejler ikke noget. At sidde og spise en gigantisk bøf til 50 kroner, mens solen går ned i Atlanten, må man ikke gå glip af. Heller ikke at tage et glas af den kraftige, krydrede rødvin til, der fremstilles i det kurvede landskab omkring byen.

Man bør en dag praje en taxi (6,50 kr. pr. km er taksten) og køre ud til en lille bugt tæt på, Camps Bay, og spise på Codfather. Man skal huske at bestille bord, for der er andre, der også har fundet ud af, at det er et uforligneligt godt sted. Tjeneren ledsager én hen til noget, der ligner en velassorteret fiskeforretning, og her er det hele. Man skal blot pege, så bliver det serveret lidt efter. Kæmperejer fra Mozambique, drabelige østers fra Namibia, languster fra havet udenfor, hvor man også har fanget de friske barracudaer, der ligger og venter på at blive spist, ligesom tunen gør det og alle de andre, der ikke findes danske navne til.

Man kan også tage på gastronomisk berømmede restauranter som Forty Ate inde i centrum. Det er kun en smule dyrere. Faktisk er priserne overalt nogenlunde ens, hvad enten man spiser på et jævnt eller fint sted. Og betjeningen er usædvanlig imødekommende. Når jeg skriver 'usædvanlig', skyldes det den underdanige indstilling, vi skamfuldt har vænnet os til at indtage, om vi så blot skal på café derhjemme i Danmark. Det eneste, der efterhånden kan gøre os rigtigt lykkelige er, hvis vi ikke selv først skal rydde et ledigt bord for brugt service for derpå at stå i kø og venligst bede om en kop kaffe, som vi kan få lov til at servere for os selv. Nej, her nede på næsset er der masser af tjenere, og de er stolte og glade og leverer en overdådig service.

Robben Island

Eksempelvis var jeg på Forty Ate med tre kolleger, hvoraf den ene havde reserveret bordet. Da vi havde sat os, kom værten himself med menukortene og bød os velkommen. Han rettede sin opmærksomhed mod den eneste kvinde om bordet og sagde: "Er De ikke den ypperlige journalist, der har lavet det fantastiske tv-program 'I ballon hen over Afrika'?"

Min kære kollega var ude af stand til at sige et ord af lutter forbløffelse. "Joohhh," fremstammede hun omsider. "Har De virkelig set den film; jeg mente ikke, at den har været vist her i Sydafrika?" Værten smilede: "Jeg så den i Tyskland for nylig, da jeg var på ferie," og gik videre til næste bord.

Vi stirrede på hinanden. Filmen har helt sikkert ikke været vist på tysk fjernsyn. Den eneste løsning: Værten har googlet min kollega, for det var hende, der havde bestilt bordet, og på nettet havde han set hendes produktion. Det må uden al tvivl betegnes som service.

Når det gælder ikke-kulinariske attraktioner, så bør man søndag morgen klokken 9.15 gå i den anglikanske Saint George Katedral, hvor der er messe med det helt store udtræk - seks-syv præster deltager - og hvor der viftes med røgelseskar i så stor stil, at en brandalarm ville være gået i gang. Det var fra prædikestolen her, at ærkebiskop Desmond Tutu i Jesu navn ålede apartheidsystemets fortalere, og hans efterfølger er af samme gedigne evangeliske støbning.

Tag derpå en frisk tur med en hydrofoilbåd ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela i 1964 blev indsat som fange nummer 46/664. Det er et veritabelt levende museum, for det er forhenværende indsatte, som viser rundt, og ham, jeg oplevede denne gang, havde siddet fem celler fra Mandelas. Det er helt anderledes vedkommende, når man får historien fortalt af en, der smertefuldt har oplevet den på sin egen krop, i stedet for en kustode, der holder foredrag om ting, der skete for flere tusinde år siden. Uforglemmeligt er vist det rette ord.

Nye navne

I aviserne raser en heftig debat, om lufthavnen skal hedde La Guma Airport for at hædre en for længst afdød kommunist og apartheid-modstander ved navn Jimmy La Guma, på samme måde som lufthavnen i Johannesburg for nylig er blevet omdøbt til O.R. Tambo International.

Og nu vi er ved aviserne, så er det en god investering at købe den ugentlige Mail & Guardian, for den er noget af det bedste, her findes. Tegneserien Madam & Eve er fremragende, og så er der en forunderlig sjov spalte, hvor læserne kan skrive ind og stille dumme spørgsmål, og de er rigtig gode. Hør her:

Hvorfor er hundes næser sorte? Får pingviner kolde fødder? Hvorfor har fly små vinduer? Hvorfor er kaffekander høje og tynde, mens tepotter er runde og tykke? Hvorfor ser lyst hår mørkt ud, når det er vådt?

Men tilbage til lufthavnen. De fleste intercontinentale fly lander tidligt om morgenen, og så skal man være beredt til at blive udsat for trafikpropper. Cape Town er en af jordens hurtigst voksende byer, og vejene kan ikke klare al den trafik. Jeg sad fast i en kø på en motorvej kl. 6.30 en mandag morgen.

Men, som sagt, kør direkte ud til det fredfyldte Hout Bay, til Brightwater. Gå en tur langs villavejene og bese den mangfoldighed af stilarter, arkitekterne har boltret sig med. Her er middelalderborge samt futuristiske, funktionalistiske, eventyrlige, fantasifulde huse. Alle er omkranset med elektriske hegn eller anden afskrækkende tyverisikring som for eksempel skilte, der truer med Armed Response. Private vagtværn sidder på spring - for det gør politiet ikke - til at rykke ud, og de er tungt bevæbnede, og de har ret til at skyde. Takket være et borgerværn, der for et par år siden tog sagen i egne hænder, er her næsten ingen kriminalitet i dette lokalsamfund.

Jeg har gennem en måned boet dels inde i byen, dels i Hout Bay, og jeg har ikke været udsat for det mindste, selv om statistikken siger, at jeg har 40 gange højere risiko for at blive myrdet her end i Danmark. Og jeg har i al den tid kun mødt to tiggere. En kvinde og en mand. En sort og en hvid. Overalt har jeg kun mødt venlighed og hjælpsomhed, og har nogen flere spørgsmål, står Erika parat til at svare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her