DANSKE FILM triumferer, teatrene har det ikke så godt. Filmene triumferer endog helt ud på udenlandske teaterscener. Således er Thomas Vinterbergs og Rukovs Festen blevet omarbejdet til teater og købt af en sværm af tyske teatre efter urpremieren i Dortmund. Lars von Triers Dancer in the dark blev et tilløbsstykke som teater i Düsseldorf. Den omvendte verden! Amadeus og The full monty er andre eksempler på transformation ude i Europa, hvor Brecht i øvrigt spilles nu igen.
Tilmed blev gode, gamle Ditte Menneskebarn, der både var en bog og en film, i denne sæson spillet i Sverige. Der mangler således ikke danske islæt på den internationale teaterscene, selv om det nok vil være at drive danskheden vidt, hvis man nævner det flittigt spillede stykke, Copenhagen, om Niels Bohrs møde med Heisenberg. Forfatteren er englænder.
MEN HERHJEMME i selve Danmark triumferer teatret ikke så meget, hvad billetsalg angår. Mens nye tal viser, at år 2001 var et jubelår for danske film, der gav biograferne et gevaldigt løft, konstateres vigende interesse for teaterbesøg.
Og man kender det jo godt, hvis man er teatergænger og vælger seriøst teater. Man sidder der i mørket og skæver stjålent til uret, mens skuespillerne knokler på scenen, og man kan da også velvilligt se en eller anden form for kvalitet, mens man overvejer, om man næste gang bør købe billet til en musical eller biografen.
Det gør man(ge) så. Bevares, man kan stadig blive ramt i hjertekulen, tankecentret eller lattermusklen på teatrenes gode dage, men det er, som om teatret og tidsånden ikke er med hinanden.
Det tog Dr. Danterne konsekvensen af, og det gør kulturordfører Ester Larsen fra partiet Venstre også. Men på hver deres måde.
ESTER LARSEN udtalte i går til Information, at hun gerne ser teaterstøtten skåret ned, så udbud passer mere til efterspørgsel. Det var især aktuelle, dårlige tal fra Det Kongelige Teaters billetkontor, der foranledigede udtalelsen, men hun har dog tidligere luftet den lille sparekniv (mens hun var med til at øge støtten til dansk film). Ikke noget uventet synspunkt fra de nu regeringsbærende, borgerlige forretningsfolk, der i øvrigt har lovet at hjælpe kunsten fremad. Man mindes endnu i teaterkredse, hvordan den samvittighedsfulde, tidligere kulturborgmester i København, Hans Thustrup Hansen, personligt begav sig ud på de små scener og fandt ud af, at flere stykker ikke burde være spillet.
Og det er jo nemt nok at komme og sige...bagefter.
DET ER mindst lige så nemt at lade stå til og lade den gamle institution, dansk teater, køre videre, som om intet var hændt. Men man kunne jo også gøre noget andet, det, som Cederholm og Danterne gjorde: Søge nye veje.
Hvor ville det dog være velgørende, hvis det var det, man sagde, og dér, vi skulle hen. Det, man ville undersøge, debattere, lave brainstorm på og fornyelser. Grønnegaard Teater er et andet eksempel på, at en
ny måde at gå i teatret på udendørs og med madkurv har skaffet nyt publikum. Hvor blev de i øvrigt af, alle de små trupper, der drog rundt til børnehaver og skoler i 70erne. De døde af politik. Men kunne de genopstå i en ny form? Potentialet er til stede i rigt mål.
Det er nemt nok at lukke et teater. Lettere end at åbne et nyt. Eller er det? Faktisk var det, altså at luk-ke et teater, hvad man forsøgte i Göteborg i 1997,
hvor bestyrelsen deklarerede lukning af det stærkt underskudsgivende stadsteater i, som det hed, mindst halvandet år. Nogle politikere så det helst lukket for evigt.
Teatret eksisterer i dag efter stærke protester fra kulturlivet, men også en tiltrængt reorganisering.
HVIS MAN nærlæser statistikker gennem årene, vil man kunne se, at dansk film tidligere har været nede i dybe bølgedale, hvad solgte billetter angår men så er kommet op igen og at den økonomiske saltvandsindsprøjtning for nogle år siden har været med til at udbygge succesen. Det kunne jo gå sådan med teatret også.
Også operaen, der nu er populær, har været nede, men dens fremtid tror i det mindste Mærsk McKinney Møller på. De er ved at købe hus sammen.
