Læsetid: 4 min.

Estlands valg

9. marts 1999

FOR KUN tredje gang siden Estlands come-back som selvstændig stat i 1991 havde landets 860.000 vælgere mulighed for at stemme - og som ved det seneste valg i 1995 benyttede de lejligheden til at stemme den siddende regering fra magten.
Flertallet i det 101-mand store parlament, Riigikogu, pendulsvingede tilbage til de centrum-højre kræfter, der i årene 1992-95 lancerede en så liberal økonomisk politik, at Margaret Thatcher må have kippet fornøjet med håndtasken.
Tilbage på regeringstaburetten - måske endda som statsminister - er regeringschefen fra 1992-94, Mart Laar, fra den nationalt-sindede, konservative Pro Patria Union i koalition med det ultra-liberale Reformparti og - overraskende set med vesteuropæiske øjne - det Tredje Vej-socialdemokratiske parti med det sigende navn: De Moderate.
En interessant konstellation, hvis fællesnævner er ønsket om at gøre op med den klientelisme og den politiske træghed, der har præget den siddende regering under Koalitionspartiets Mart Siiman, allieret med kræfter som Landbefolkningens Parti, Bondeunionen og Pensionisternes og Familiernes Liga.
Den tredje kraft i estisk politik, Centerpartiet (som trods navnet hører til på venstrefløjen) fik et kanonvalg med 23,4 pct. af stemmerne og bliver Estlands største parti, hjulpet af støtte fra det russisk-talende mindretal. Men alligevel forbliver partileder Edgar Savisaar formentlig ude i den politiske kulde med sit budskab om social udligning og progressiv beskatning.
Umiddelbart før en afgørende fase i Estlands historie - de afsluttende forhandlinger om EU-medlemskab og den snigende integration i den vestlige forsvarsalliance - har landet igen en regering med fuld ny-liberalistisk damp på kedlerne.
Det bør give anledning til et par kommentarer fra det Danmark, der på trods af et aktivt engagement på mange områder (erhvervsliv, forureningsbekæmpelse, forsvarssamarbejde for at nævne nogle) forholder sig underligt ureflekterende over for, hvad der foregår hos vore baltiske naboer.

ESTLANDS nye centrum-højre regering står over for nogle afgørende valg, der vil definere landets plads i Europa. Det ene hedder: Vil Estland udvikle sig - gradvist naturligvis - til en velfærdsstat med, hvad det nu indebærer af offentlige udgifter på bekostning af (en del af) landets eksplosive økonomiske vækst? Eller satser man på fortsat at kunne tiltrække udlandskapital i dynger ved at fungere som 'Østersøens Hongkong' med arbejdskraft til dumpingpriser og minimal kompensation til de udstødte?
På trods af hyppig udskiftning på ministerbænkene har Estlands regeringer siden 1992 stort set fastholdt en økonomisk politik bygget på fire hjørnesten: valutastabilitet (med den estiske kroon lænket til d-marken), absolut frihandel (ingen toldsatser af nogen art), ingen subsidier og et balanceret statsbudget.
De økonomiske resultater har været imponerende, kulminerende i 1997 med en vækstrate på 11,4 pct. Selv om væksten faldt mod slutningen af 1998 til lige over nul - blandt andet på grund af Ruslands krise - ventes den på ny at stige i løbet af 1999 til ca. seks pct.
Men da Estland samtidig har holdt det offentlige forbrug nede på 22 pct. af BNP - mod over 50 pct. i de nordiske lande - står det klart, at en del af velfærdsstatens funktioner ikke er varetaget. Det har konsekvenser i form af synlige fattigdomsproblemer, dalende fødselstal og dalende levealder.
At Estland ikke kan fortsætte som nu, er blandt andet EU's krav om indførelse af toldmur over for ikke-EU-lande og EU-borgeres krav på visse velfærdsydelser en garanti for. Også de finske sømænds og havnearbejderes aktioner for nylig mod billig estisk arbejdskraft er et tegn på, at selv nordiske broderfolks tolerance over for opkomlingen fra øst måske har nået en grænse.

EN ANDEN STENDYNGE på vejen mod EU-medlemskab er forholdene for landets etniske mindretal, først og fremmest det russisk-talende på 450.000 indbyggere eller godt 30 pct. af befolkningen.
Estlands nyere historie som offer for sovjetisk besættelse, tvangsdeportation af estiske statsborgere og den efterfølgende massive bosættelse af russere på estisk territorium gør Tallinns modvilje mod at give russerne normale statsborgerskabsrettigheder forståelig.
Forståelig, men ikke acceptabel - og især grotesk i de områder af Estland, der er totalt russisk-sprogede.
Særligt bekymrende er det, at tendensen for øjeblikket, hvor EU-medlemskab er inden for rækkevidde, synes at være: et skridt frem og to tilbage. Statsborgerskabs-lovene er lempet, så børn af statsløse nu kan blive estiske statsborgere. Men samtidig er sprog- og valglove ændret, så ikke-estere uden bestået prøve i estisk sprog og kultur godt kan vinke farvel til politiske poster - eller blot jobbet som butiksassistent.
Gode venner i det nordiske hjælper for øjeblikket esterne og de øvrige baltere med at opbygge nationale forsvar i tæt samarbejde med den vestlige forsvarsalliance, NATO. De baltiske landes historie og beliggenhed og uroen i det russiske hus taget i betragtning vel egentlig en rimelig aktivitet.
Men måske vennerne også - tydeligere end det er sket - bør gøre det klart for den estiske regering, hvilken sikkerhedsrisiko en permanent overflødiggjort underklasse af russisk-talende, berøvet politiske og økonomiske rettigheder, udgør for den estiske stat. Det er af venner, man har krav på at høre sandheden.
on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu