Læsetid: 2 min.

Til ethvert kompliceret spørgsmål findes der et enkelt svar - og det er forkert

6. december 2006

Tidligere topmedarbejder i Statsministeriet Peter Mogensen har den 4. december en "analyse" af problemerne i sundhedsvæsenet. Og hans forklaring er den ældgamle at de skyldes amterne: "Det demokratiske ansvar for sundhedsvæsenets virke ligger på Christiansborg," "men den reelle indflydelse ligger i amterne."

Jeg har siddet i Ringkøbing amtsråd i 16 år, deraf otte i sundhedsudvalget og de fire også i økonomiudvalget, og selvom jeg stoppede for fem år siden, er jeg vel stadig en af de "grå, anonyme lokalpolitikere," der har ansvaret for den situation, vi står i nu, men løber fra det.

Problemet med Peter Mogensens forklaring er, at der aldrig har været fremlagt dokumentation for, at den centrale løsning er bedre end den decentrale. Jeg skal bare minde om, at kræftskandalen udspiller sig i det store centraliserede HS - ikke i det lille Nordjyllands Amt med dets grå, anonyme lokalpolitikere.

Og det er ikke engang rigtigt, at den reelle indflydelse har ligget i amterne. Finansministeren har i mange år været den, der bestemte amternes økonomi og dermed amternes muligheder for at udbygge sygehusvæsenet. Uddannelsespolitikken har været styret af undervisningsministeren, og den store mangel på speciallæger, som udgør en del af problemet i dag, kan føres direkte tilbage til Bertel Haarders begrænsning af antallet af medicinstuderende i 1980'erne. Det var dem, der skulle have været speciallæger i dag. Og det sagde de grå, anonyme lokalpolitikere i øvrigt også dengang.

Sundhedsvæsenet er en utrolig kompleks organisation, hvor der kan opstå og faktisk eksisterer et utal af konflikter, magtkampe og intriger. Disse magtkampe udspiller sig alle steder, på den enkelte afdeling, imellem speciallægeselskaberne, patientforeningerne (læs pressionsgrupper), medicinalindustrien, og alle andre der tjener penge på folks sygdom.

Højtskrydende minister

Det er klart, at nogle af disse problemer kan løses ved, at der er én og kun én, der bestemmer, om det så skal være medicinaldirektøren eller departementschefen i Sundhedsministeriet, ja det kæmpes der vel om i disse dage.

Men hvis vi tror på demokratiet, tror vi også på, at et fremtidigt godt sundhedsvæsen kræver, at alle medarbejdere føler sig ansvarlige og føler, at de bliver hørt. Og for de ansatte er små, anonyme lokalpolitikere måske lettere at have dialog med end en enkelt højtskrydende minister.

Problemet med alle Peter Mogensen'erne er, at de forfægter simple løsninger til dybt komplicerede problemer. Lars Løkke gjorde det samme da han skulle vælges: 'Stem på V og få nogle flere centralt styrede penge og mere marked, så skal vi nok få det hele til at fungere.' Men enhver der har haft nærmere kendskab til sundhedsvæsenet, har hele tiden vidst, at det nok ville løse nogle problemer, men til gengæld skabe andre, sådan som det altid er med komplekse organisationer.

Nu har centralisterne afskaffet de grå, anonyme lokalpolitikere, der ofte var både vidende og dybt engageret i at få sundhedsvæsenet til at fungere. Det ville være rart, om der til gengæld dukkede bare nogle få landspolitikere op med sundhedspolitisk engagement og viden.

For sandheden er jo, at der ikke i dag i Folketinget findes én eneste politiker, der seriøst arbejder med sundhedspolitik, ligesom der i øvrigt ikke findes én eneste journalist i de større medier (herunder Information), der beskæftiger sig med sundhedspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu