Læsetid: 3 min.

Etik-etiket væk

6. september 2000

Kan man overhovedet have en udenrigspolitik med en etisk dimension, som briternes New Labour-
regering forsøgte sig med i 1997 efter valgsejren? Folk med hang til den realistiske skole udi verdenspolitikkens forunderligheder vil nok mene nej. Etik vil altid på et eller andet tidspunkt ramle sammen med andre hensyn – ikke mindst nationale interesser.
De mere idealistiske tænkere vil være mere tilbøjelige til at mene, at ja selvfølgelig kan man det. Hvis man altså kan finde ud af, hvad etik overhovedet er. For slet ikke at tale om etik i udenrigspolitikken. Og hvis man er indstillet på at betale prisen.
New Labour har svigtet på begge punkter. Regeringen har ikke formået klart at definere, hvad den mente med udtrykket, og den har vist sig heller ikke at være villig til at betale prisen.
I dag har New Labours udenrigsminister Robin Cook givet op. Partiet dropper den udenrigspolitiske etik i næste valgoplæg. Udtrykket er blevet for pinligt. For hvad var det med de der Hawk-fly til Indonesien, som blev brugt over Østtimor? Og reservedelene til Zimbabwe? Regeringen har ikke kunnet leve op til befolkningens opfattelse af, hvad en etisk udenrigspolitik skal være.
Cook og hans embedsmænd forsøger at forklare, at etik er meget andet end en grænse for, hvem man vil sælge våben til. De understreger hensynet til menneskerettighederne. Og det er da også rigtigt, at New Labour f.eks. har bakket kraftigt op om den kommende internationale domstol. Landet yder støtte til menneskerettighedsprojekter i mange lande og uddanner selv andre landes diplomater i menneskerettigheder. Fint nok.
Men den vel nok mest fundamentale rettighed for mennesker er trods alt at være fri for, at nogen slår én ihjel. Det er svært at komme uden om forbindelsen til våbenhandelen. Her har New Labour sendt meget blandede signaler. Nok har regeringen støttet en EU kodeks for våbenhandel, men den har også spektakulært droppet en ny lov, der skulle reformere de regler, der vedrører den britiske våbenhandel, og som stammer fra 1939.

Det er formentlig de færreste, der forestiller sig en verden helt uden våben. De kan jo også bruges til at forsvare sig med og ligefrem afskrække. Men behøver man sælge dem til nogen, man godt ved vil bruge dem til noget helt andet?
Den største britiske våbeneksport foregår til andre NATO-lande. Den er der sjældent nogen protester imod. Det er der til gengæld mod eksport til lande såsom Saudi Arabien, Tyrkiet og Indonesien.
New Labour forsøgte at løse det dilemma ved at sige, at Storbritannien ikke ville eksportere våben til lande, hvor der var risiko for, at våbenene kunne bruges til ’ekstern aggression eller intern undertrykkelse’. Den politik er i dag slået fejl.
Våbeneksporten er ellers gået ned under New Labour – hvilket dog kan skyldes almindelige svingninger i handelsstrømmene, f.eks. at store ordrer er løbet ud, mens nye endnu ikke har startet deres løbebane. Men det står klart, at etikken ikke har kunnet stå distancen over for industriens interesser.
F.eks. er New Labour fortsat med at levere Hawk-fly til Indonesien for at honorere tidligere indgåede kontrakter, som det blev forklaret. Leverancerne blev først indstillet, da grusomhederne på Østtimor blev så grelle, at det blev virkelig pinligt at blive ved. Ifølge Campaign Against Arms Trade blev embargoen dog lige så stillet ophævet igen efter fire måneder.

Prisen for en ’etisk’ våbenhandelspolitik var altså for stor, må New Labour have ment. Det er egentlig mærkeligt. I skatteåret 1996/97 var der omkring 150.000 briter, hvis beskæftigelse afhang af ’forsvarsudgifter og eksport af udstyr’. Selve våbenhandelen er en del heraf og batter således ikke specielt meget i de britiske beskæftigelsesstatistikker. Og forskeren Malcolm Chalmers har for kampagnegruppen Saferworld beregnet, at våbenhandelen kun udgør 20 pct. af Storbritanniens samlede eksport.
Kommentatoren Samuel Brittan skrev i januar i The New Statesman, at Storbritannien sagtens har råd til en etisk våbenhandel. Han argumenterede for at skære de kontroversielle kunder væk. Nogle få ville miste deres job, men hurtigt finde et andet, mente han.
»Få kritikere ville foreslå et komplet forbud mod våbenhandel, men en nedskæring på en tredjedel kunne effektivt eliminere de mest tvivlsomme sager. Så vi taler om et tab på 0,167 pct. af bruttonationalproduktet eller kun lige over 40.000 jobs«, skrev han.
Det er altså prisen for en etisk dimension i våbenhandelen. New Labour-bosserne må have vurderet, at et land med ca. 60 millioner mennesker, en arbejdsløshed på omkring 4 procent. og gode udsigter til vækst ikke har råd til at betale den pris. Tilbage står Robin Cook med de gode intentioner. Det vil vise sig, hvor meget af det, han egentlig mente med ’etik’ overlever i udenrigspolitikken, nu hvor etiketten er væk.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu