HER PÅ falderebet for Lars Nordskov Nielsens tre år lange formandsskab for Etisk Råd er det værd at notere sig, hvad den tidligere ombudsmand sagde i et tiltrædelsesinterview her i avisen:
"Man kan se Etisk Råd på to måder: En samling på 17 mennesker, som ved, hvad der er etisk rigtigt og etisk forkert - et orakel, der fortæller politikerne, hvad de skal gøre, så de selv er fri for at tage stilling. Eller man kan se Etisk Råd - og det er tilfældigvis den rigtige måde at anskue det på - som en flok mennesker, der ikke har patent på at vide, hvad der er etisk rigtigt og forkert, men som er vant til at diskutere etiske spørgsmål og som i bedste fald er i stand til at stable nogle gode argumenter på benene. Og dermed levere grundlaget for den offentlige debat".
Den enkelte læser må selv vurdere, om de 17 rådsmedlemmer i de forgangne år har været gode nok til at levere argumenterne til en etisk debat, der bliver stadig mere nødvendig. Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og mens de liberalistiske kræfter mener, at Etisk Råd er en flok fundamentalister, der spiller en alt for dominerende rolle og er med til at blokere for den enkeltes rettigheder, er det modsatte maskinstormer-synspunkt, at Etisk Råd slet ikke er synligt nok i den offentlige debat. Og ikke er tilstrækkelig restriktiv i sine anbefalinger.
Det er ikke nemt.
EN STADIG debat mellem de forskellige holdninger er nerven i begrundelsen for Etisk Råd. Hvis medlemmerne vel at mærke formår at bringe noget i kog uden for egne rækker.
Hvad enten vi taler om aktiv dødshjælp, kunstig befrugtning, behandlingen af psykiatriske patienter, prioriteringer i sundhedsvæsnet, DNA-registrering af alle, ægsortering, fosterdiagnostik, for tidligt fødte børn, transplantation af svinehjerter til mennesker eller hjernedødskriterier, er det noget, der berører alle. Først og fremmest i kraft af medlemsskabet i et samfund, der gerne skulle kendes på, at det behandler sine svageste godt, men også fordi der er tale om problemstillinger, langt de fleste på et eller andet tidspunkt i deres liv kommer til at forholde sig til personligt. Såvel fru Nielsen på Valby Langgade som hr. eller fru professor dr. jur. Nielsen.
Apropos sidstnævnte er hun netop blevet udpeget som ny formand for Etisk Råd.
Der er ingen tvivl om, at alt det positive formanden for Folketingets etiske udvalg, Jørgen Winther (V) ved udnævnelsen havde at sige om Linda Nielsen er helt i overenstemmelse med sandheden: En dygtig mødeleder, der er god til at samarbejde og til at argumentere i den offentlige debat. Ikke mindst, forstår man, har det været afgørende, at hun tilhørte 'midterfløjen'. Til gengæld er hun ikke kendt for skarpe meninger.
"Principielt lægger jeg stor vægt på, at vi ikke vælger formand fra nogle af fløjene; vi skal hverken have en højteknologisk transplantations-læge eller en teologisk fundamentalist", lød Winther-meldingen.
JA SÅ. Nok teolog, men fundamentalist er vel så meget sagt om gruntvigianeren Ole Jensen, der var SF, de radikale og et halvt Socialdemokratis bud på formandsposten til Etisk Råd. Og som ironisk nok formelt røg af kandidatlisten på grund af en juridisk spidsfindighed.
Jura eller ej. Han var alligevel aldrig blevet valgt. Ene og alene af den grund, at han som nævnt af de borgerlige og fremskridtsorienterede kræfter i Folketinget betragtes som fundamentalist. Det anses som alt for farligt med en formand, der har modet til offentligt at tale magten midt imod og sige nej til f. eks. kunstig befrugtning, fordi det fører så store problemer med sig. Man tør ikke have en formand, der hellere vil tale om, hvad det er for ting i vores miljø og livsstil, der gør, at 15 pct. af alle par i dag har besvær med at få børn, end han vil tale om en teknisk løsning på problemet.
I stedet vil man have endnu en jurist der, med al respekt, ikke markerer sig alt for radikalt i forhold til Folketingsflertallet.
Det kan let bliver sløvende for den demokratiske og folkelige debat.
Men forhåbentlig vil der også fremover være medlemmer, der går imod mainstream og vover noget personligt. F. eks. en Lene Koch, der har stået beundringsværdigt fast med talrige mindretalsudtalelser. Og et af de nye medlemmer, Lars-Henrik Schmidt, der offentligt har udtalt, at organtransplantation er den rene kannibalisme.
Hvis Etisk Råd fortsat skal have mening, må det være et råd, der til stadighed bider Folketinget i haserne og tør sige nej. Som leverer etisk kompromisløshed frem for etisk konsensus som ammunition til den offentlige debat. Som ser på ret frem for på jura. Netop fordi det er et råd, ikke et orakel.
liw (Lisbeth Wissing)
