Læsetid: 6 min.

Etik på den globale markedsplads

Det ikke nødvendigt at eksportere alle de danske arbejdsmarkedsregler og hele den danske virksomhedskultur til produktionen i Fjernøsten. Man kan sagtens have en etisk forsvarlig virksomhedsproduktion i Kina, uden at den bliver drevet på danske vilkår. Men-
11. juli 2005

Socialt ansvar. Danske virksomheder, som etablerer sig i udviklingslande, kan ikke forlade sig på de lokale normer og regler, men bør som minimum respektere internationalt anerkendte standarder for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

Har danske virksomheder, som etablerer sig i udviklingslande, en særlig forpligtelse til at sikre, at de lokale medarbejdere er beskæftiget under rimelige arbejdsvilkår, og at deres ret til at organisere sig og indgå kollektive overenskomster respekteres? At dømme efter den seneste tids debat om globalisering og udflytning af arbejdspladser er virksomheder og fagbevægelse ikke enige om svaret på det spørgsmål.

Nogle virksomheder mener tilsyneladende, at de alene er forpligtet til at overholde lovgivningen i de lande, hvor de opererer, mens deres danske baggrund ikke giver anledning til et særligt socialt ansvar. Fagbevægelsen deler ikke dette synspunkt. Her synes holdningen at være, at danske virksomheder ikke blot er forpligtet til at respektere grundlæggende sociale rettigheder, men også til at optræde i overensstemmelse med dansk etik og moral.

Grundlæggende er spørgsmålet altså, hvilke regler og værdier danske virksomheder bør følge, når de opererer i udviklingslande. Man kan være enig i, at danske virksomheder skal følge den lokale lovgivning. Problemet er imidlertid, at lovgivningen i mange udviklingslande enten ikke håndhæves eller er svagt formuleret. Betyder det så, at danske virksomheder bør efterleve dansk etik og moral eller ligefrem danske regler, når de opererer i sådanne lande? Ikke nødvendigvis.

Minimumsstandarder

I den internationale debat om virksomhedernes samfundsansvar er svaret klar. Vestlige selskaber forventes ikke at efterleve hjemlige regler for løn og arbejdsforhold, når de etablerer sig i udviklingslande. Derimod er kravet, at de overholder internationalt anerkendte minimumsstandarder for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, uanset hvor de opererer.

Hvis man lytter til den danske debat, får man imidlertid nemt det indtryk, at valget står mellem at efterleve utilstrækkelige lokale regler på den ene side og en egentlig eksport af danske arbejdsmarkedsforhold på den anden. Det er dog ikke tilfældet. Der findes en lang række internationale minimumsstandarder, som kan være retningsgivende for virksomhedernes færden.

Flere og flere danske virksomheder er nået til samme erkendelse og bekender sig nu åbenlyst til respekten for grundlæggende menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Imidlertid er mange danske virksomheder stadig usikre på, hvad det indebærer i praksis. På Institut for Menneskerettigheder oplever vi, at virksomhederne typisk har tre forbehold, når det drejer sig om menneskerettigheder.

Det første forbehold er, at menneskerettighederne er svære at definere og desuden forskellige fra kultur til kultur. Det er en misforståelse. Menneskerettighederne er lige så klart definerede som andre områder af folkeretten. Menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder er fastlagt i en lang række internationale konventioner, herunder FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, FN's Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder og ILO's kernekonventioner. Det er samtidig vigtigt at pointere, at disse internationale minimumsstandarder opfattes som legitime i langt de fleste lande.

Konventionerne er resultatet af langvarige forhandlinger mellem staterne, og de er derfor som udgangspunkt fleksible nok til at imødekomme legitime kulturelle forskelle. De internationale konventioner udgør med andre ord et godt udgangspunkt for at indkredse virksomhedernes sociale ansvar på den globale markedsplads.

Virksomheders ansvar

Det leder frem til det andet forbehold, nemlig at de internationale konventioner kun gælder for stater, mens private virksomheder ikke har nogen juridisk forpligtelse til at overholde dem. Argumentet er ikke fuldstændig forkert. Imidlertid glemmes, at staterne er forpligtet til at implementere de internationale regler i deres egne samfund. Det betyder, at staterne skal sikre, at samfundets forskellige aktører, herunder virksomhederne, ikke krænker individets rettigheder. Desværre har mange stater hverken evnen eller viljen til at opfylde disse forpligtelser i praksis. I den situation bør virksomhederne dog stadig opføre sig ansvarligt, også selv om de ikke har nogen folkeretlig forpligtelse til at gøre det.

Dette princip er fastslået i en lang række internationale erklæringer. Eksempelvis fremgår det af OECD's Retningslinjer for Multinationale Selskaber, at virksomheder bør drage omsorg for menneskerettighederne "i overensstemmelse med værtslandets internationale forpligtelser."

Endvidere må man konstatere, at selv om der endnu ikke eksisterer et internationalt system til retsforfølgelse af virksomheder, så kræver forbrugere og aktivister i stigende grad, at virksomheder stilles til ansvar for deres medvirken til overgreb på menneskerettighederne. Det er politiske og økonomiske realiteter, som virksomhederne må forholde sig til - juridisk ansvar eller ej.

Universelle normer

Det tredje og sidste forbehold går på, at selv om virksomhederne anerkender deres forpligtelse til at respektere menneskerettighederne, så er de internationale konventioner stadig skrevet til stater, mens de vil være vanskelige at gennemføre i en virksomhedskontekst. Virksomheder kan ikke løfte de samme forpligtelser som stater, og de kan ikke gøre det på den samme måde. Denne indvending kan ikke uden videre affærdiges.

Der er ingen tvivl om, at der er store udfordringer forbundet med at tage instrumenter, som er beregnet til at begrænse staters magtudøvelse, og bruge dem til at sætte grænser for virksomheders adfærd. Eksempelvis har individuelle virksomheder hverken ressourcerne, magten eller legitimiteten til at gennemføre nationale handlingsplaner for bekæmpelse af fattigdom eller racediskrimination.

Problemet er dog ikke uløseligt. Staternes ansvar kan omskrives til en virksomhedskontekst. Udgangspunktet for en sådan oversættelse må være, at virksomhedernes ansvar først og fremmest er negativt - dvs. at de skal afstå fra at krænke andres rettigheder. Virksomhederne vil dog have et mere omfattende ansvar på enkelte områder, bl.a. i forhold til deres egne medarbejdere. Endvidere har virksomhederne et ansvar for at sikre, at deres leverandører ikke krænker basale rettigheder, og at deres produkter ikke anvendes til overgreb på menneskerettighederne.

Et praktisk eksempel på en sådan oversættelse er FN's Global Compact, der blev skabt i 2000, som et forsøg på at få globale virksomheder til at efterleve og fremme universelle normer for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, anti-korruption og miljømæssig bæredygtighed. Konkret blev der opstillet 10 principper, som udgør en elementær omskrivning af relevante internationale konventioner.

FN's Global Compact er et væsentligt tiltag i bestræbelserne på at klargøre, hvilke spilleregler virksomheder skal følge på den globale markedsplads. Til dato har knap 2.000 virksomheder, herunder 16 danske, skrevet under på, at de vil overholde principperne. Imidlertid er de 10 principper noget ukonkrete, hvorfor mange virksomheder kan finde dem vanskelige at arbejde med i praksis.

Socialt ansvar

Her er der hjælp at hente hos Institut for Menneskerettigheder, som har udviklet en gratis hjemmeside på engelsk, hvor virksomheder og deres datterselskaber kan teste, om de overholder menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Værktøjet, der kaldes Human Rights Compliance Assessment (HRCA), er udformet som en praktisk tjekliste med en række fundamentale spørgsmål med tilhørende indikatorer. Værktøjet dækker ikke kun virksomhedernes ansvar over for egne medarbejdere, men rummer også spørgsmål om påvirkningen af det omgivende samfund, herunder forholdet til miljø, lokalbefolkning og regeringer. Værktøjet oversætter således de internationale konventioner til konkrete spørgsmål, så det bliver nemt for virksomhederne at handle efter dem.

En sådan konkretisering af virksomhedernes sociale ansvar på de nye markeder er vigtig. Ellers tror danske virksomheder, at det er nok at overholde de lokale normer og regler. Det er imidlertid en farlig strategi, som øger risikoen for at blive indblandet i overgreb på menneskerettighederne, hvilket kan gøre ubodelig skade på virksomhedernes omdømme. Omvendt er det ikke nødvendigt at eksportere alle de danske arbejdsmarkedsregler og hele den danske virksomhedskultur til produktionen i fjernøsten. Man kan sagtens have en etisk forsvarlig virksomhedsproduktion i Kina, uden at den bliver drevet på danske vilkår. Pejlemærket for danske virksomheder på den globale markedsplads må i stedet være, at de respekterer de internationalt anerkendte minimumsstandarder for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her