Læsetid: 4 min.

Etik, tak

21. august 1999

MILJØMINISTER Svend Auken forsikrer, at den etiske diskussion slet ikke er nedprioriteret i miljøministeriet og dets mange styrelser og institutioner. Han vil blot undgå "klæge og udefinerede begreber". Derfor har man valgt at droppe et særligt kapitel om miljø og etik i den omfattende politiske redegørelse, der blev offentliggjort i går. I stedet er etikken indbygget i de enkelte afsnit. "For alt, hvad vi gør er til syvende og sidst baseret på værdivalg og grundlæggende holdninger," siger Auken.
Afdelingschef Marianne Rønnebæk siger noget tilsvarende i et læserbrev i dag.
Klæge begreber bryder Information sig heller ikke om. Men hvis det var problemet, så kunne man jo have valgt at arbejde videre med det første udkast og skærpe begreberne. Sådan som Auken faktisk siger i dag, at han ønsker: "En større og bedre, mere skarpsindig analyse af miljøetikken på filosofisk grundlag."
Der er en grundlæggende konflikt i miljøpolitikken - mellem det viden(skabs)baserede og det værdibaserede. Det er lidt for nemt at løbe fra den ved at henvise til at der sandelig også diskuteres værdier i redegørelsen og at der er brug for grundige filosofiske overvejelser.
Konflikten er klar og tydelig, hvis vi ser på det aktuelle problem med gensplejsede planter. Auken havde for knap to år siden ansvaret for at tage stilling til en gensplejset roe, der kan tåle Roundup. Han tog stilling på grundlag af videnskabelig rådgivning. Det skal han selvfølgelig også.

OGSÅ. MEN IKKE KUN. Inden roen kom igennem hele godkendelsesmøllen i EU vendte befolkningens stemning, både her og i andre europæiske lande. Nu tog Auken - klogt - en anden stilling: Talsmand for en l-a-n-g tænkepause, før man kaster sig ud i dyrkningen af gensplejsede planter i stor stil, som de amerikanske landmænd for længst har gjort.
I USA har myndighederne og landmændene kun taget stilling til de 'hårde' kendsgerninger: penge, udbytte, videnskabeligt bevist risiko. Sound science, hedder det - og det er også ledetråden i det internationale handelssystem.
I Europa føler mange politikere sig nødsaget til at tage stilling ud fra holdningen i befolkningerne. Og hvis det ikke skal være den rene og skære følgagtighed, så må det bygge på etiske overvejelser.
Overvejelser, der fører til et klart nej, hvis man følger de forslag til etiske kriterier, et udvalg i Erhvervsministeriet har udarbejdet. De siger nemlig, at gensplejsede planter ikke bør tages i anvendelse, hvis de forringer den biologiske mangfoldighed i landbruget, giver nye problemer med skadevoldere og skader andre levende væsener end dem, landmanden vil holde væk fra sin afgrøde. Det gør de hidtil markedsførte gen-planter alle som én.
Det ville også være nemt at begrunde et nej eller en lang tænkepause ud fra de etiske principper, der er ridset op i udkastet til det kapitel, der ikke kom med i den natur- og miljøpolitiske redegørelse. Der står nemlig, at naturen skal respekteres som værdi i sig selv, at den teknologiske beherskelse af naturen skal holdes i ave og at menneskets absolutte pligter skal have større vægt, mens den snævert videnskabsbaserede viden skal tillægges mindre vægt.

DET ER DA ikke særlig klægt. Snarere lidt for skrapt for de mange teknisk videnskabeligt uddannede mennesker, der præger den i øvrigt på mange måder fortrinlige danske miljøforvaltning. I deres redegørelse for genteknologien lægger de ganske vist vægt på debat og dialog, men hovedvægten ligger på den (manglende) videnskabelige viden.
Respekt for kendsgerningerne er en god ting, også i miljøpolitik. Men med videnskab er det nu engang sådan at den holder op med at være det hvis den gør krav på at gælde ud over sit veldefinerede og præcist afgrænsede felt. Påstanden om at sound science kan give os sikkerhed er slet ikke videnskabelig, men ren og skær ideologi.
Gennemtænkte etiske begrundelser kunne fortjene en mere fremtrædende plads, ikke kun i den politiske debat men også i forvaltningen af de politiske målsætninger.
Det gælder også når de enkelte ministre i den kommende tid skal stå skoleret for Folketingets miljøudvalg og gøre rede for, hvordan de vil styre deres områder i retning af den bæredygtige udvikling, som de alle med læben tillægger så stor og afgørende værdi. Når Henrik Dam Kristensen skal forklare, hvordan han vil afvikle de støtteordninger, der fører til mere intensivt landbrug, Pia Gjellerup skal forklare hvordan erhvervspolitikken kan fremme mere bæredygtige produkter, Ole Stavad skal skitsere sin kommende økologiske skattereform og Sonja Mikkelsen skal sandsynliggøre at hun kan styre sit bil- og vejglade ministerium i retning af et integeret, miljøvenligt transportsystem.
Altsammen valg, der er svære at begrunde ud fra natur- og socialvidenskaberne, for slet ikke at tale om den fremherskende nationaløkonomiske videnskab. Men derfor kan det jo godt være moralsk rigtigt at træffe dem.es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her