Læsetid: 3 min.

Etik vs. patentlov: 1-1

15. maj 2000

"Det Etiske Råds opfattelse er, at patentering af gener grundlæggende strider mod respekten for menneskehedens og det enkelte menneskes integritet og værdighed samt hensynet til at sikre lighed og retfærdighed."
Indledningen til Det Etiske Råds udtalelse vedrørende patentloven
Mere klart kan det ikke siges. Patenteringen af de menneskelige gener er etiske uacceptabelt, lige meget om generne omfortolkes til at være "nye opfindelser", "isolerede stoffer", "funktionelle delsekvenser", eller andre finurlige patentretlige omskrivninger af det menneskelige arvemateriale.
Et enigt Etisk Råd har i overraskende entydige og bastante vendinger formuleret et svar til Erhvervsministeriet, som man er blevet bedt om at aflevere i forbindelse med tredjebehandlingen af implementeringen af EU-direktivet om patentloven med titlen "til beskyttelse af bioteknologiske opfindelser".

Efter en offentlig høring om patentloven
den 2. maj, hvor en række eksperter diskuterede de mulige konsekvenser af loven, har Etisk Råd nu vendt tommelfingeren nedad over hele linien. Ifølge dem står det uklart, hvorvidt fremtidige genpatenter indirekte omfatter diagnostik og behandling af patienter, hvilket i givet fald ville åbne op for en tidligere uhørt tingsliggørelse og kommercialisering af mennesket. Det står ifølge Etisk Råd endvidere uklart, hvilke krav der stilles af patentmyndighederne, for at en gen kan menes at have en bestemt funktion. Det står uklart, hvor brede gen-patenterne vil blive, hvilket frygtes at føre til en voldsom monopolisering, og i sidste ende til en stagnation i forskningen og udviklingen af ny medicin. Og ikke mindst er det for Etisk Råd uacceptabelt, at der ikke direkte kræves informeret samtykke af patienterne før et givent gen må få lov at blive patenteret, og at man heller ikke kræver en angivelse af oprindelsesstedet for det, der ansøges patent om. Det behøver nemlig ikke kun at være menneskelige gener, som kan patenteres. Det kan også være planter, bakterier og, som det helt nye, også dyr.

Om alt dette bider på erhvervsminister Pia Gjellerup er dog stadig meget uklart. Hun er jo i sagens natur minister for erhvervet, og ikke for sundheden, hvilket i sig selv fortæller en del om patentlovens tilblivelse og mål. I en pressemeddelse udtrykker Gjellerup dog "meget sympati" for Etisk Råds synspunkter, og lover at "tage højde for (rådets, red.) ændringsforslag." Men hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis, når hun samtidig insisterer på at direktivet skal vedtages inden den 30. juli i år, er - igen - uklart.
Venstres erhvervspolitiske ordfører Jens Hald Madsen er heller ikke indstillet på at udskyde lovforslaget til efter sommerferien, og derfor vil det blive svært at finde et flertal for SF's og Kristelig Folkeparti's ønske om en udsættelse af tredjebehandlingen. De retlige konsekvenser af en udsættelse er også uklare. Hvis Folketinget ikke vedtager lovforslaget som planlagt, vil direktivet automatisk få retskraft i Danmark. Hvad Patentdirektoratet så skal gøre, følge EU-reglerne eller den danske lovgivning, er endnu et spørgsmål som hænger i luften uden svar.

Formand for Etisk Råd, Erling Tiedemann, er udmærket klar over, at udtalelsen kun kan være af vejledende karakter for den politiske proces i folketinget, og at der er sandsynlighed for, at hele arbejdet vil være uden politisk betydning. "Men man må håbe én ting, og det er, at de læser det, før de tager stilling," siger Tiedemann, og pointerer, at betænkningen hverken bliver bedre eller ringere, alt efter hvordan udfaldet nu bliver. Og det er jo fuldstændig rigtigt, men alligevel: Hvis ministeren vælger at se bort fra rådets udtalelse, eller blot moser direktivet igennem med et par flinke formuleringer i en tillægsbetænkning, som aldrig kan have samme retlige kraft som en omformulering af selve lovteksten, så stiller det alvorlige spørgsmål ved Etisk Råds rolle.
Hvad vil Etisk Råds eksistensberettigelse være fremover? Var det meningen, at rådet skulle afspejle den folkelige opinion, og sætte etiske retningslinjer for den bioteknologiske udvikling, eller var det meningen, at rådet blot skulle dulme gemytterne - og når det en gang i mellem ikke gjorde det, så skulle det
bare ignoreres? rob & ida

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu