Vil du investere din pensionsopsparing i virksomheder, som er ansvarlige for miljøkatastrofer og livstruende arbejdsforhold for medarbejderne?
'Nej, selvfølgelig ikke', vil de fleste svare på det retoriske spørgsmål. Både hvis man skal dømme efter den voldsomme reaktion på tv-udsendelsen Tilbud der dræber, som DR viste for nylig og mere generelle opinionsundersøgelser om interessen for etiske eller bæredygtige investeringer.
Hovedparten af danskerne foretrækker virksomheder, som tager forretningsetik, miljø og menneskerettigheder alvorligt, både når de skal investere, og når de køber ind. Siger de da. Men når pengene skal op af lommen, viser det sig, at interessen er langt mere snak end realiter.
Med en samlet investering på mindre end én milliard kr. i de syv etiske investeringsfonde, som almindelige danskere kan investere i, er vi langt bagefter de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. Sidste år investerede svenskerne 19 milliarder kr. eller mere end 25 gange så meget i bæredygtige investeringsfonde, belgierne 16 milliarder, hollænderne 14 milliarder og englænderne ikke mindre end 60 milliarder kr.
Mens almindelige danskere altså stort set ignorerer de miljømæssige, sociale og etiske hensyn, er de professionelle investorer i Danmark specielt inden for de seneste to år begyndt at interessere sig for området. I dag får omkring en tredjedel af Danmarks 40 største pensionskasser, banker og livsforsikringsselskaber således foretaget et mere eller mindre omfattende etisk risikocheck på deres aktieinvesteringer. Men det er sjældent noget, som markedsføres offensivt.
Set i forhold til den sociale og miljømæssige ansvarlighed, som Danmark er kendt for ude i den store verden, må de private danskeres manglende interesse for bæredygtige investeringer betegnes som et paradoks.
Den mest nærliggende forklaring kunne være, at de bæredygtige investeringer giver et dårligere økonomisk afkast end andre aktieinvesteringer og dermed en lavere pension. Men det er faktisk ikke tilfældet. De syv danske etiske fonde gav sidste år et økonomisk afkast, som svarer til andre sammenlignelige aktieinvesteringer - nogle lidt mere, andre lidt mindre.
Den slags sammenligninger er komplicerede, men hovedparten af de internationale analyser, der er foretaget på området, bekræfter, at pensionsopsparerne ikke sætter penge til ved at tage etiske hensyn. Alt andet ville nu også være direkte ulovligt. Danske pensionskasser er nemlig forpligtede til altid at sikre det højst mulige økonomiske afkast til de fremtidige pensionister.
En anden forklaring kunne være, at vi som danskere er vant til, at danske virksomheder i det store hele opfører sig ansvarligt. Men den holder ikke. For efterhånden investeres hovedparten af pensionsformuen i globale virksomheder.
En bedre forklaring kan være, at danske pensionsopsparere generelt er mindre interesserede i aktier, og hvordan deres egen pension investeres, end f.eks. svenskerne og andre europæere. Mange pensionskasser, banker og livsforsikringsselskaber har indført såkaldte unit-link-ordninger, hvor opsparerne selv kan vælge mellem forskellige typer investeringer.
Men hidtil har interessen for valgmulighederne været meget begrænset. Det gælder ikke mindst for ATP's såkaldte Folkebørs, som giver mulighed for investering i flere etiske fonde, men som stort set er gået over i glemslen.
Endelig kan forklaringen være, at mange betragter etiske investeringer som hykleri og dobbeltmoral, fordi medierne gang på gang afslører, at investorer med en etisk profil rent faktisk ejer aktier i uetiske virksomheder. Den betragtning virker jo umiddelbart meget snusfornuftig. Men virkeligheden er ofte mere kompliceret. Fordi der er forskellige definitioner på god og dårlig forretningsetik. Fordi det ofte handler om vanskelige dilemmaer. Og fordi sagerne om dårlig forretningsetik ofte er vanskelige at dokumentere, hvilket også er tilfældet i den seneste sag om bomulds- og tekstilproduktion i Indien, hvor påstand står imod påstand.
Etiske investeringer
Men de mange vanskeligheder gør ikke hensynet til miljø, menneskerettigheder og forretningsetik mindre relevant. Metoderne udvikles konstant, men især skelnes der mellem fire typer af etiske investeringer:
-Fravalg af virksomheder som producerer og sælger våben, alkohol, tobak m.v.:
De første etiske investeringer gik ud på at blackliste virksomheder, som producerede varer og tjenester, der blev betragtet som uetiske af den kristne kirke. Det er fortsat den dominerende metode i USA, mens dette fravalg aldrig rigtigt er slået igennem i Danmark. En af årsagerne er, at det kan være vanskeligt at finde rent økonomiske argumenter for at undlade disse investeringer i Boeing eller British American Tobaco. Mange danskere har også svært ved at se det uetiske i produktion af våben, alkohol og tobak, når Danmark har et militær og mange i øvrigt sætter pris på et glas rødvin eller en smøg. Omvendt ønsker de færreste af rent samvittighedsmæssige årsager at støtte virksomheder, som lever af at skaber sygdom, død og elendighed.
-Fravalg af virksomheder som krænker bredt anerkendte internationale konventioner. De fleste danske pensionskasser har en officiel investeringspolitik, der tager afstand fra virksomheder, som direkte bryder lovgivningen eller bredt anerkendte internationale konventioner. Stadig flere checker også systematisk, om deres aktieinvesteringer rent faktisk følger retningslinierne. Det drejer sig typisk om FN's Global Compact eller OECD's guidelines for multinationale selskaber.
De fleste multinationale virksomheder indblandes på et eller andet tidspunkt i sådanne mere eller mindre kontroversielle sager. Skulle de fravælges alle sammen ville det indskrænke investeringsmulighederne så stærkt, at det ville være umuligt at opnå et acceptabelt økonomisk afkast. Derfor begrænses fravalget ofte til de virksomheder, der er ansvarlige for krænkelser, som kan dokumenteres som grove eller systematiske. Det drejer sig f.eks. om verdens største detailhandelskæde Wal-Mart og 20-30 andre store, globale koncerner.
-Tilvalg af virksomheder som fokuserer på miljø og menneskerettigheder m.v. Ud fra et investeringssynspunkt er det vigtigste ikke, hvad der er sket i fortiden, men hvor der er størst risiko for ulykker i fremtiden. Derfor er mange investorer optaget af at investere f.eks. i netop de kemivirksomheder, som har de bedste miljøledelsessystemer og de tekstilvirksomheder, som har mest check på risikoen for børnearbejde og arbejdsmiljø hos deres underleverandører. Det giver en positiv konkurrencefordel på områder, som udgør betydelige potentielle risici. Ikke mindst fordi multinationale selskaber i stigende krav stiller krav om miljø, menneskerettigheder og forretningsetik som en forudsætning for overhovedet at ville handle med underleverandører og forretningspartnere.
Danske Coloplast og Novo Nordisk hører til blandt de europæiske virksomheder som ofte rates som blandt de mest bæredygtige i Europa. Investin Eurotop, en af de syv danske etiske fonde, har specialiseret sig i at investere i netop den tredjedel af Europas 300 største virksomheder, som fokuserer mest på bæredygtighed. Det gav sidste år et økonomisk afkast på 26 pct. eller godt tre pct. mere end afkastet på samtlige virksomheder i Europas superliga.
-Aktiv påvirkning af kontroversielle virksomheder frem for salg af aktier. Endelig er den nyeste form for etiske investeringer 'Engagement', eller aktivt ejerskab. Stadig flere institutionelle investorer forsøger - frem for at sælge deres aktier - at påvirke de virksomheder, som f.eks. krænker menneskerettigheder, eller overskrider andre etiske spilleregler. Første skridt er ofte en dialog med virksomheden for at få klarlagt sagen. Hjælper det ikke, tages der skrappere midler i brug som f.eks. stemmeafgivning eller fremsættelse af forslag om opstramning på virksomhedernes generalforsamlinger. Mulighederne for indflydelse er betydelig, da de kontroversielle virksomheder ofte er under stærkt pres fra mange institutionelle investorer fra hele verden, som fokuserer på samme sag.
Erik Alhøj er direktør for GES Investment Services DK, som rådgiver institutionelle investorer om bæredygtige investeringer
