Læsetid: 4 min.

Den etniske faktor i Iran

Når fattigdom og social marginalisering forenes med etniske spændinger, er det en sprængfarlig cocktail. Der advares mod et jugoslavisk scenario i Iran
25. april 2005

Fredag nat og i løbet af lørdagen var der voldsomme optøjer i Ahvaz, der er hovedstad for den vestlige, iranske provins Khuzestan og et strategisk vigtigt centrum for den islamiske republiks olieindustri. De protesterende, der kom i gadekampe med sikkerhedsstyrkerne, og hvoraf 200 er blevet arresteret og et par formodentlig blevet dræbt, var etniske arabere, der udgør flertallet i Khuzestan. Årsagen til optøjerne var tilsyneladende et forfalsket brev fra den tidligere vicepræsident Abtahi, der opfordrede til en ændring i den etniske sammensætning i provinsen og tvangsforflytning af arabere.

Fotokopier af dette brev, der blev cirkuleret i Ahvaz, blev naturligvis opfattet som en trussel af mange arabere i Khuzestan, der i århundreder har haft et kompliceret forhold til den persisk-dominerede stat i Iran.

Del af nationen

Historisk har araberne i Khuzestan levet side om side med perserne, men der har gentagne gange været spændinger - senest i december 2002, hvor iranske sikkerhedsstyrker slog voldsomt ned på en demonstration. Denne nabokonflikt bunder i et historisk modsætningsforhold imellem de semitiske arabere og de indoeuropæiske persere. Arabiske aktivister har i årevis klaget over forfølgelse, tortur og henrettelse af deres fortalere, over diskrimination på arbejdsmarkedet og tvangsekspropriering af deres jord, og over at de ikke har lov til at undervise i deres eget sprog i uddannelsessystemet. Det forlød under Iran-Irak-krigen - der gik hårdt ud over provinsen, som grænser op til Irak og var målet for Saddams erobringsplaner - at arabere fra Khuzestan hjalp de irakiske tropper i et forsøg på at udrense derboende persere. Mange persere flygtede fra området under den otte år lange krig, og deres tilbagevenden i begyndelsen af 90'erne bidrog yderligere til de sociale og etniske spændinger i et område, der paradoksalt er et af de fattigste i Iran trods en enorm olieindustri, der udgør den islamiske republiks hovedindtægtskilde. Selv om de bliver betragtet som marginale grupper, eksisterer der separatistiske organisationer så som den London-baserede Popular Democratic Front of Ahwazi Arabs (PDFAA), der puster til ilden i den ulmende, etniske konflikt. Separatistiske organisationer, der stod bag en besættelse af den iranske ambassade i London i 1980, har krævet oprettelse af et arabisk emirat i Khuzestan og er blevet beskyldt for at modtage støtte fra arabiske stater til at finansiere deres propagandakampagne. På PDFAA's hjemmeside har gruppen i lørdags erklæret, at dette er begyndelsen på en revolution, der vil ende med provinsens løsrivelse fra Iran.

Selv om flertallet af arabere i Khuzestan afviser de separatistiske gruppers radikale budskab, og anser sig selv for en uadskillelig del af den iranske nation, så beviser weekendens optøjer, at der er utilfredshed i Khuzestan. Men denne utilfredshed er ikke begrænset til det arabiske mindretal. Kurderne, der udgør ca. syv procent af den iranske befolkning, har i årevis været udsat for diskrimination og forfølgelse, og der rapporteres ofte om konfrontationer mellem kurdiske guerillaer og iransk militær i bjergene. Blandt de tyrkisk-talende azerier, der ellers anses for det bedst integrerede af Irans mindretal og udgør en fjerdedel af befolkningen, er der også fortalere for løsrivelse fra Iran, med deres etniske brødre i Aserbajdsjan i nord som forbillede. Irans ældste folkeslag, baluchierne, der er spredt ud over det sydøstlige Iran, Afghanistan og Pakistan, er en af de fattigste befolkningsgrupper, og mange føler, at de konstant bliver overset, når det kommer til udviklingsprogrammer og økonomisk støtte fra Teheran. Med den seneste tids konfrontationer mellem baluchier og sikkerhedsstyrker i Pakistan må mullaherne være nervøse for, at uroen skal sprede sig til Iran.

Revolutionens fjender

Det er interessant, hvem der kan have fabrikeret og udgivet det forfalskede brev i Khuzestan. Alt tyder på, at brevet under alle omstændigheder ikke stammer fra Abtahi, da han aldrig har haft autoritet til at diktere den iranske stats etniske politik. Vanen tro har de konservative mullaher peget på udenlandske spioner som bagmændene, og i de statsejede medier har talsmænd fra sikkerhedsstyrkerne understreget, at "de der prøver at skabe splid mellem persere og arabere" er blandt "den islamiske revolutions fjender".

På den anden side beskylder de reformvenlige medier de konservative kræfter i Iran for at forsøge at spille potentielle vælgere til den reformvenlige fløj ud mod moderate skikkelser så som Abtahi, altså som et led i deres skræmmekampagne op til præsidentvalget i juni. Siden den moderate præsident Khatamis jordskredssejr i 1997 er det nemlig de reformvenlige politikere, der har haft størst held med at høste stemmer hos de etniske minoriteter. Sidst, men ikke mindst, kan det være de separatistiske grupper selv, der kan have fremprovokeret konflikten.

Der bliver nok ikke etnisk revolution i Khuzestan eller andre steder i Iran. Opbakningen til de separatistiske organisationer er simpelthen ikke stor nok, og de iranske sikkerhedsstyrker og efterretningstjenesters jerngreb på befolkningen er for hårdt. Men det er lykkedes afsenderne af det forfalskede brev at skabe en voldelig situation og dermed opmærksomhed på et emne, der ofte bliver overset i den ellers livlige iranske debat.

Iranske kommentatorer har en tendens til at underdrive problemet, men med de seneste hændelser i Ahvaz, og med mindretalsorganisationernes lettere adgang til internet og medier, vil den etniske faktor fremover sætte sig selv på dagsordenen i en islamisk republik, der er truet både indefra og udefra.

Det lader ofte til, at de egentlige bevæggrunde for optøjer blandt etniske minoriteter i Irans randområder snarere er den generelle utilfredshed med skævfordelingen i den iranske økonomi og med regimet i Teheran - altså problemer, der ikke er begrænset til etniske grupper. Men når fattigdom og social marginalisering forenes med den etniske dimension, er det en sprængfarlig cocktail, og kommentatorer har gentagne gange advaret mod et jugoslavisk scenario i Iran.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu