Læsetid: 2 min.

Etniske kunstnere uden indflydelse

Etniske kunstnere er ikke repræsenterede i faglige kunstneriske organisationer. Det skyldes, at dansk kulturpolitik ikke er på højde med idéen om kulturel mangfoldighed, mener centerleder for ved Danmarks Biblioteksskole
29. april 2005

Kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk er uden politisk indflydelse på dansk kulturpolitik. De er kun meget sparsomt repræsenterede i de kunstneriske fagforeningers bestyrelser og forskellige udvalg og slet ikke i foreningernes paraplyorganisation, Dansk Kunstnerråd.

"Vi har desværre ingen etniske kunstnere i Dansk Kunstnerråd, men jeg er enig i, at de skulle være repræsenterede. Det ville være en berigelse, selv om det sikkert også ville betyde konflikter og problemer. Men lige nu har vi ingen aktiv indsats på området," siger Franz Ernst, formand for Dansk Kunstnerråd.

Franz Ernst understreger, at den manglende repræsentation af etniske kunstnere i Dansk Kunstnerråd ikke har noget med diskrimination at gøre. Hvem der kommer ind i de enkelte kunstneriske foreningers bestyrelser, og hvem der bliver valgt som repræsentant i selve Kunstnerrådet, er et resultat af en demokratisk proces, som han som formand ikke har indflydelse på.

Ifølge Franz Ernst kræver det desuden et dobbelt engagement, hvis man vil være aktiv i foreningslivet.

"Man skal lave sin egen kunst, og man skal have overskud til at interessere sig for det fagpolitiske arbejde. Det er jo et frivilligt arbejde, som man laver i sin fritid. Der er ikke mange kunstnere med etnisk baggrund, der har dette overskud," siger han.

Ifølge Dorte Skot-Hansen, centerleder for Center for Kulturpolitiske Studier ved Danmarks Biblioteksskole, mangler dansk kulturpolitik at tage højde for kulturel mangfoldighed. I hendes øjne er dette en af grundene til, at der stort set ikke findes kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk i de kunstneriske råd, nævn og fonde.

"Den danske kulturpolitik bygger ikke på en idé om kulturel mangfoldighed, hvor etniske forskelle ses som en styrke, men dyrker et mere snævert kvalitetsbegreb, der er forankret i et vestligt kunstsyn," forklarer Dorte Skot-Hansen.

Ifølge hende hænger etniske kunstneres manglende repræsentation også sammen med, at disse kunstnere skal kæmpe hårdt for anerkendelse i det danske system.

"Det er meget svært for kunstnere med en anden kulturel bagage overhovedet at blive anerkendt i det danske kunstmiljø, og de kommer derfor ikke med i billedet, når der skal vælges medlemmer til kunstnerorganisationer og repræsentantskaber, der har indflydelse på sammensætningen af råd og fonde," mener Dorte Skot-Hansen.

"Derfor bliver det svært for kunstnere, der står uden for cirklerne at gøre sig synlige og at blive anerkendt. Set ud fra et integrationssynspunkt er dette på længere sigt et problem, fordi den unge generation af indvandrere og flygtninge med kunstnerisk talent mangler synlige rollemodeller at pejle efter," afslutter Dorte Skot-Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her