Læsetid: 4 min.

EU bøffer afrikanere

22. januar 1999

VIRKELIGHEDEN overgår ofte selv de fornøjeligste Molbo-historier. Se nu hvordan Den Europæiske Union med den ene hånd giver bistandskroner til udvikling af Namibias kvægsektor og slagterier og med den anden hånd propper milliarder af kroner i europæisk oksekødseksport - så EU-kødet kan udkonkurrere bl.a. namibiske bønder. Det molboagtige støttesystem, som er udtænkt i komplekse forhandlingsspil i Bruxelles og administreres af EU-kommissionens højt betalte embedsmænd - der naturligvis er udstyret med de fineste karakterer fra diverse eksaminer - kunne De læse om her i avisen i går.
For hver krone europæisk eksportbøf betaler de europæiske skatteydere via EU-budgettet 43 øre af prisen. Den højere fornuft i det system er, at man ved at subventionere eksporten af landbrugsvarer kan forhindre, at EU's overskudslagre svømmer over. Og EU's fødevareindustri kan med de fordelagtige støtteordninger konkurrere på verdensmarkedet.
For sydafrikanerne har det været alletiders forretning, da de har kunnet købe EU-oksekød for tre kroner kiloet i butikkerne. Men for Namibias fattige bønder har det været en katastrofe, som formanden for landets kødproducenter, Cleophas Mutkavikua har gjort opmærksom på under et besøg i Danmark. De er blevet udkonkurreret af EU's subventionerede oksekød på det sydafrikanske marked. Samtidig er de udelukket fra at sælge deres varer på det europæiske marked, da EU har rejst en handelsmur, hvis byggestene ikke er gammeldags straftold eller eksportkvoter, men er meget mere sofistikerede: EU's veterinære og sundhedsmæssige standarder har et højere kvalitetsniveau, end det namibierne angiveligt kan levere til.
Det er ikke kun afrikanske bønder, der er stødt mod en handelsmur i det rige Vesteuropa, når de har villet eksportere kød - og samtidig er blevet trængt på hjemmemarkedet af billig subventioneret EU-kød.
Også de østeuropæiske bønder har siden murens fald været klemt - og de gentagne økonomiske kriser, som er fulgt i kølvandet på reformpolitikken, har givet alvorlige problemer for ikke mindst de russiske bønder. Set i det lys er det utroligt sigende, at verdens potentielt set største kornkammer - Ruslands - i onsdags accepterede en EU-hjælpepakke, der bl.a. indeholder en million ton hvede og 150.000 tons bøffer fra EU's overskudslagre. Kritikere frygter, at fødevarerne ender i den russiske mafias lommer, og kommissærerne har derfor besluttet, at uddele hjælpen i mindre pakker, også selvom det er administrativt dyrere at gøre. Og eksterne kontrollanter er hyret til at sikre, at hjælpen når frem til de rette mennesker. Man skal være et kynisk menneske for ikke at kunne forstå, at der er de bedste hensigter bag fødevarehjælpen: nemlig at sikre mad til de fattige russere, der ikke har fået udbetalt løn fra den næsten konkursramte russiske statmagt, og ellers ville være tvunget til at leve af sidste års grøntsagshøst fra baghaven.

INDEN MAN bliver helt mundlam af ren og skær barmhjertighedsfølelse overfor de fattige mennesker, der således får fingrene ned i det rige EU's overskudslagre, så er der grund til at standse op og spørge, om ikke man kan hjælpe de fattige afrikanske lande og de østeuropæiske lande på en anden og noget mindre bureaukratisk måde.

EU's - og for den sags skyld også USA's - subventionerede og beskyttede landbrugsindustri har i en årrække gjort det svært for de østeuropæiske og de afrikanske landmænd at konkurrere på verdensmarkedet. Og de er samtidig blevet prisdumpet på hjemmemarkedet.
Derfor er det af stor betydning, at de igangværende forhandlinger om en reform af EU's landbrugspolitik - som forventes afsluttet før EU-topmødet den 24.-25. marts - ikke atter engang kører sur i et af de klassiske kompromisser, hvor alle medlemslande ud fra deres egne snævre nationalistiske interesser får presset EU-støtten op på et endnu højere niveau. Fra landbrugsreform til landbrugsreform er budgettet øget, og selvom EU-kommissionen bl.a. har foreslået, at der skæres 30 procent af interventionsprisen for oksekød, så vil landbrugsbudgettet alligevel stige fra omkring 40 mia. euro i dag til 46 mia. euro i 2006.

DET TYSKE FORMANDSSKAB arbejder hårdt i disse uger på at strikke et holdbart kompromis sammen, der kan tilfredsstille de mere radikale reformtilhængere i bl.a. Storbritannien og Sverige og samtidig overtale de franske og spanske regeringer til at gå med til en nedsættelse af EU's dyre landbrugsstøtte. Den franske regering har vist en vis forhandlingsvilje i de seneste dage, men piben kan snart få en anden lyd, hvis de franske landmænd tager voldsommere midler i brug, end at lade køerne marchere i
Dijons gader. Gang på gang har denne lille erhvervsgruppe - på ikke over fire procent af Frankrigs befolkning - formået at sabotere alle politiske bestræbelser på at sikre en liberalisering af landbrugsmarkedet og en radikal beskæring af støtteordningerne. Desværre. For så længe EU holder fast i den planøkonomiske politik, er der fortsat risiko for, at afrikanske og østeuropæiske landmænd klemmes på verdensmarkedet.
Hvis EU som led i et politisk kompromis vælger at kanalisere støttemidlerne over i sunde og gerne økologiske fødevarer, fremfor masseproducerede bulkvarer af dårlig kvalitet, kan man set ud fra et forbrugersynspunkt måske begynde at føle, at man får noget for pengene. Men set ud fra ulandenes synsvinkel er det ikke nok. På lang sigt vil de have større fordel af den globale handelsliberalisering, USA's præsident Bill Clinton netop slået til lyd som oplæg til en ny forhandlingsrunde i WTO.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu