Læsetid: 2 min.

EU-bønder får mest støtte i verden

Mere end en tredjedel af indtægten til danske og andre europæiske landmænd kommer fra EU's landbrugsstøtte. Det er verdens højeste. I USA, hvor der også ydes en høj landbrugsstøtte, er det en femtedel af landmandens indkomst
17. juni 2005

BRUXELLES - De europæiske landmænd får verdens højeste tilskud. 35 procent af deres bruttoindtægter kommer fra EU. Næst på listen står USA, hvor landmændene får 20 procent af deres bruttoindtægt fra staten. Det oplyser Søren Kjeldsen-Kragh, professor i økonomi ved Landbohøjskolen på baggrund af de nyeste tilgængelige tal fra OECD.

De beløb, der bliver uddelt til landbruget, har været stabile op gennem 1990'erne og indtil i dag, "relativt har den måske endda været lidt faldende på grund af inflationen," siger Kjeldsen-Kragh.

Men flere reformer har siden 1992 ændret på omformdelingen af støtten. Med et erklæret langsigtet mål om at komme støtten til livs, blev der hver gang taget skridt for at koble støtten fra produkterne, sådan at landmanden producerer det, han får mest penge for på markedet, fremfor at vælge de afgrøder, han får mest EU-støtte for. Den seneste reform, der er trådt i kraft i år, tager endnu et skridt i denne retning. I Danmark har den dog ført til en kraftig udvidelse af støttemodtagere.

Værner om støtten

Også på EU-niveau er antallet af støttemodtagere med udvidelsen sidste år vokset kraftigt. Både Polen og Ungarn - de to største blandt de nye lande - havde nationale støtteordninger på henholdsvis 13 og 27 procent af landmændenes indtægt inden EU-udvidelsen. Tallene er fra før udvidelsen, men EU-medlemskabet ventes at have øget tilskuddet til landmændene i de nye lande, vurderer Kjeldsen-Kragh.

I Polen har EU-støtten haft en synlig politisk effekt. Især landmændene var meget skeptiske over for EU-medlemskabet og over for landbrugsstøtten. Først da landbrugsministeriet bad kirken og de lokale præster om at bakke op, kom der overhovedet gang i registreringen af støttemodtagere. Men da pengene begyndte at komme ind på landmændenes konti i løbet af sidste efterår, vendte meningsmålingerne pil opad: Fra knap 50 procents opbakning til polsk EU-medlemskab steg opbakningen til næsten 70 procent blandt landmændene, beretter medarbejdere fra det polske ministerium.

Den nye stemning kan også mærkes på polsk politik i EU. Tidligere var Frankrig den mest markante forkæmper for at bevare støtten, men nu har også polakkerne meldt sig på banen: De har varslet, at de vil forsvare de polske landmænds ret til støtten, side om side med franskmændene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu