Hver tredje hjemmehjælper og sygehjælper går på efterløn i løbet af de næste 10 år, og der mangler unge til at overtage deres arbejde. Allerede nu står der flere hundrede stillinger på plejehjem og i hjemmeplejen ledige i hovedstadsområdet, og problemet vil sprede sig til resten af landet i løbet af få år. Medmindre altså, at de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, eller der dukker ny arbejdskraft op.
Sådan lød en af påskens nyheder i radio og tv, og nyheden føjede sig til en lang række forudsigelser og fakta om de demografiske problemer, som ikke kun Danmark, men stort set alle lande i Europa står over for.
Økonom og ekspert i EU's indvandrerpolitik Hans Kornø Rasmussen er bekymret over de demografiske udsigter.
Men nyheden om det manglende plejepersonale glæder ham alligevel lidt.
"Måske er det den slags, der skal til, for at europæerne - og måske i særlig grad danskerne - indser, at vi ikke kan beholde vores velfærd og velstand uden samtidig at acceptere en højere indvandring end i dag," siger han.
Han understreger dog, at det forudsætter, at landene bliver bedre til at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, end det hidtil har været tilfældet.
Som Israel og USA
I sin nye bog Mellem kontrol og afmagt - EU's asyl- og indvandrerpoliti sætter Kornø Rasmussen tal på de udfordringer, et aldrende Europa står overfor, og skitserer en mulig løsning på udfordringerne: øget indvandring af arbejdskraft til Europa. Inspirationen henter han bl.a. fra indvandrerlande som Canada, USA og Israel.
"Jeg har netop opholdt mig i Israel i et par uger, og det slog mig, at stort set hver gang jeg så et ældre menneske på gaden, der havde brug for plejepersonale, var det en filippiner, der gik ved siden af kørestolen eller hjalp med at bære indkøbsposerne. Israel er et multietnisk og multikulturelt samfund, og det falder helt naturligt at importere arbejdskraft til at opfylde behovet i de sektorer, hvor der er mangler personale," siger han.
Også USA og Canada har gennem årtier haft en høj, men styret indvandring af arbejdskraft. I USA er mange økonomiske immigranter kommet ind i landet på såkaldte green card - opholdstilladelser, som tildeles indvandrere med kvalifikationer, der matcher arbejdsmarkedets behov på det pågældende tidspunkt.
Selvforsørgelse
Indvandringen til Canada bl.a. er reguleret ved hjælp af et pointsystem, hvor uddannelsesniveau, alder, sprogkundskaber og familierelationer i Canada kan summe sammen til en opholdstilladelse, som efter fem års ophold kan konverteres til statsborgerskab. Minimumslønnen er lav, og de sociale ydelser er ikke så høje som de danske.
Ifølge Hans Kornø Rasmussen bør en sådan kombination af incitamenter til indvandring og krav om selvforsørgelse være ledetråden i EU-landenes indvandrerpolitik - og allerhelst også i en fælles EU-politik på området. Men der er lang vej igen, før en sådan fælles politik er en realitet.
"EU-Kommissionen gør efter min mening et klogt og godt stykke arbejde, som baserer sig på, at EU som institution ser de her ting i en sammenhæng. I Kommissionen har man forstået, at den stagnerende økonomi i Europa, den aldrende befolkning og de store uligheder i verden må tænkes sammen."
"Målet er at lave kontrolleret indvandring, som kan komme både Europa og indvandrernes oprindelseslande til gavn. Mange lande i Mellemøsten, Asien og Afrika lever i høj grad af de penge, som emigranter sender hjem, og mange lande i Sydeuropa lever af importeret arbejdskraft. På den måde hænger tingene sammen," siger Kornø Rasmussen.
Vi må sortere i dem
Samtidig erkender han dog, at især de store globale uligheder, der er baggrunden for størstedelen af verdens migrationer, udgør et problem og dilemma, som ikke umiddelbart kan løses.
"I Europa er vi så rige, at mange dårligt nok ved, hvad vi skal bruge vores penge til, og lige uden for EU findes ekstrem fattigdom og elendighed kombineret med en enorm befolkningstilvækst. Det skaber et pres på Europa, som vi på en eller anden måde er nødt til at modstå. Vi har trods alt ikke brug for alle de migranter, der ønsker at komme hertil. Ganske vist forsøger EU sig med partnerskabsaftaler med de nordafrikanske og mellemøstlige lande i håb om, at de kan fungere som 'bufferzoner'. Men der vil gå årtier, før migrationspresset mod Europa falder, og i mellemtiden er vi nødt til at sortere i immigranterne," siger han.
Det er denne linje, EU-Kommissionen lægger op til i sin Policy Plan on legal migration, som blev offentliggjort den 21. december sidste år og indeholder en oversigt over de initiativer, Kommissionen vil foreslå frem til år 2010. Hensigten er klar: Kommissionen ønsker, at der på længere sigt skabes en fælles EU-politik for økonomisk indvandring. Men der er langt fra hensigtserklæringer til realpolitik.
EU-Kommissionen og dens ligesindede møder nemlig både bureaukratisk og ideologisk modstand. Mens asyl- og visum-politikken er blevet en del af den fælles EU-politik med flertalsafgørelser, hører den økonomiske indvandring fortsat ind under de enkelte landes afgørelsesdomæne, og det vil den formodentlig gøre mindst 10-20 år endnu, fordi arbejdsmarkederne i de enkelte medlemslande er så forskellige, vurderer Hans Kornø Rasmussen.
Varm sag i alle lande
"Der skal stærke kræfter til at tvinge en fælles politik igennem på arbejdsmarkedsområdet, ikke mindst fordi indvandrerspørgsmålet i mange medlemslande er en varm indenrigspolitisk kartoffel, som ingen har lyst til at ændre afgørende på, så længe der er arbejdsløshed. Problemet er, at arbejdsløsheden gør det til en svær politisk position at tale for øget indvandring. Befolkningen tror tilsyneladende ikke på, at der om få år vil være massiv mangel på arbejdskraft."
Legalisering af de illegale
"I Spanien var der sidste år en demonstration, hvor de indfødte spaniere krævede, at de illegale arbejdere fik rettigheder på arbejdsmarkedet og i socialsystemet, og sidste år legaliserede den spanske regering over en halv million illegale arbejdere. Det er selvfølgelig ikke i sig selv en løsning at satse på illegal arbejdskraft, men spanierne har forstået det, resten af Europa også må indse: Vi kan ikke klare os selv i længden. Derfor er vi nødt til at vænne os til tanken om at blive et indvandringskontinent. Det kræver en mentalitetsændring, men den kan forhåbentlig hjælpes på vej af globaliseringen, som jo allerede slår igennem - og bliver accepteret - i masser af sammenhænge. I Superligaen i fodbold er der jo ofte to-tre-fire ikke-europæere på holdene, og i lande som England og Frankrig er der hold stort set uden nationale statsborgere. I it-branchen er den multikulturelle virkelighed også en realitet, som endda ofte omtales positivt," siger Kornø Rasmussen.
Netop it-branchen skriger i mange EU-lande på kvalificeret arbejdskraft og forsøger at løse problemet ved at importere arbejdskraft fra bl.a. Asien. Men det viser sig som regel at være sværere end som så. Europa anses ganske enkelt ikke for nær så attraktivt, som debatten om indvandring ellers kan give indtryk af - i hvert fald ikke af de veluddannede migranter, som på grund af deres specialviden er efterspurgte i en lang række lande. En it-ekspert, der kan få arbejde i både USA, Canada og Europa, vælger ofte Europa fra, og det er ikke så underligt, mener Hans Kornø Rasmussen.
"I Tyskland besluttede man for fem-seks år siden, at man ville tiltrække 20.000 it-folk fra udlandet. Det lykkedes ikke engang at tiltrække 10.000. Hvorfor? Fordi Tyskland ligesom andre EU-lande ikke giver indvandrerne det samme håb om at blive en accepteret del af samfundet, som f.eks. USA og Canada gør. Canadiernes selvforståelse er, at de lever i et multikulturelt samfund, hvor der skal være plads til en vis forskellighed. Der er relativt høje velfærdsydelser, og indvandrere, der har haft arbejde i fem år, kan få statsborgerskab. Flygtninge og indvandrere har også langt nemmere adgang til familiesammenføring - både med ægtefæller og forældre - end i EU-landene. Så hvorfor skulle en it-ekspert fra Pakistan eller Indien vælge Tyskland eller Danmark, hvis han kan komme ind i Canada," spørger Kornø Rasmussen retorisk.
Uattraktivt for de kloge
Han er alvorligt bekymret for, at Europa i løbet af få år vil komme til at opleve en økonomisk nedgang - relativt set i forhold til andre dele af verden. Både på grund af de store årgange, der går på pension uden at blive erstattet af et tilsvarende antal unge på arbejdsmarkedet, og på grund af den lave indvandring.
"Hvis vi ikke lemper på familiesammenføringsreglerne - generelt i EU og selvfølgelig i særlig grad i Danmark - taber vi med sikkerhed kapløbet om at tiltrække de veluddannede indvandrere. I Danmark tror vi måske, at vi kan nøjes med at åbne op for maskiningeniører, når vi mangler sådan nogle. Men det er naivt. Det er ikke nok at kopiere den canadiske model med pointsystem for økonomisk indvandring. Vi skal på alle måder gøre det mere attraktivt at komme til Danmark. Vi kunne f.eks. begynde med at tiltrække flere udenlandske studerende - og ændre familiesammenføringsreglerne, så de kan blive her, hvis de forelsker sig i en dansk mand eller kvinde," foreslår Kornø Rasmussen.
"I øvrigt foreslog Velfærdskommissionen også at lempe på de danske familiesammenføringsregler, noget der dog aldrig kom frem i debatten," tilføjer han.
Han opfordrer de danske politikere til at gøre op med forbeholdet på området for retlige og indre anliggender, så Danmark kan blive en del af den fælles EU-indvandrerpolitik, som i disse år er ved at tage form.
"Selvfølgelig kan jeg ikke vide med sikkerhed, at det er uklogt at fortsætte, som vi gør nu, med at lukke os inde. Men får jeg ret, er det måske for sent at gøre noget ved det om 20 år, for så er vi kendt over hele verden som et lukket land, det er uattraktivt at søge til, og vi vil også mangle den erfaring med integration og multikulturel sameksistens, som er nødvendig for at tackle indvandringen," siger han.
"Jeg havde håbet, at Muhammed-krisen i højere grad havde åbnet danskernes øjne for, at vi ikke kan isolere os. Men måske sker der først noget den dag, alle os, som er ved at nå pensionsalderen nu, sidder og mangler en hjemmehjælper. Så kan det være, at vi misunder israelerne og spanierne, der bliver passet af filippinsk plejepersonale og afrikanske læger."
