Læsetid: 3 min.

EU i flere omgange

11. marts 2004

FRA diplomater i Bruxelles lyder pt. en bekymret – ny og opsigtsvækkende – klagesang. Indholdet er kort fortalt, at EU’s ministerråd er færdigt; institutionen har udspillet sin rolle, hedder det. Grunden hertil er udvidelsen af EU, der som bekendt har ført til, at der nu som faste deltagere sidder 25 og ikke 15 ministre rundt om forhandlingsbordet i Rådet. Forhandlingerne vil derfor, hedder det, i fremtiden blive klappet af i uformelle netværk og så naturligvis mellem alliancer af lande – særligt de store – som før ministerrådsmøderne allerede har sikret sig, hvad hovedlinjen i EU’s fremtidige politiker skal være. Om bordet skal der bare stemmes formelt.
Kynikere vil sige, at det altid har været tilfældet. Men de rutinerede EU-diplomater, der følger deres ministres gøren og laden tæt, peger på, at skiftet til de 25 har ført til noget kvalitativt nyt. At bordet er så stort, at der ikke er øjenkontakt. At ministrene ikke har tid til at diskutere ordentligt. De traditionelle ’bordrunder’ tager simpelt hen for lang tid. Og dertil kommer naturligvis den banale konstatering, at de nationale interesser med så mange nye deltagere nu stritter i flere retninger end tidligere, at 10 af ministrene er nye i EU-spillet, og derfor ikke nødvendigvis følger de uskrevne EU-spilleregler for forhandlinger.

DET kan være svært at vurdere allerede nu, om de erfarne EU-iagttagere har ret. Det kaotiske topmøde i december sidste år, der kollapsede i stedet for at vedtage den EU-forfatningstraktat, som skulle have været det nye store EU’s fremtidige ramme,
peger i den retning, som diplomaterne taler om. Forfatningen er som bekendt endnu ikke vedtaget på trods af nogle positive meldinger fra visse af de centrale lande i striden om stemmevægte, først og fremmest Tyskland. På den anden side kan man indvende, at udvidelsen er af så ny karakter – østlandene træder først formelt ind i Unionen ved en ceremoni i Dublin 1. maj – at det er præmaturt allerede nu at dødsdømme det ministerråd, der trods alt, til en vis grad sammen med Europa-Parlamentet, udgør EU’s lovgivende magt.

UNDER alle omstændigheder rammer diplomat-diagnosen direkte ind i det dilemma, som vi behandler i et tema i dagens avis. Er den europæiske union, som vi kender den, døende og er vi på vej mod et EU i flere hastigheder?
Det er en klassisk EU-diskussion, som netop forfatningskollapset i december gav nyt liv. På den ene side skrider EU-integrationen allerede i dag fremad i forskellige tempi – fra 1. maj vil 13 ud af 25 medlemslande ikke deltage i euro-samarbejdet, 12 er ikke med i Schengen-samarbejdet om fælles grænsekontrol, og neutrale lande som Finland, Sverige og Irland siger nej til en videreudvikling af den fælles forsvarspolitik, hvor Danmark allerede står uden for.
På den anden side provokerer diskussionen om hvem eller hvilke lande, der skal lede EU altid de mindre lande. Særligt fordi truslerne om, at kerne-Europa er på vej som regel kommer fra Frankrig eller fra Paris og Berlin i kor (også selv om tyskerne altid understreger, at det egentlig ikke er det, de vil).
Og man kan ikke, hvis man ser på den tysk-franske akses opførsel inden for de seneste 18 måneder, fortænke resten af EU-landene i at have en vis skepsis over for ledelse fra den kant.
I 2002 allierede Frankrig og Tyskland sig om at blokere EU’s landbrugsreform, nogle måneder senere forsøgte de to lande at lede en EU-opposition til USA i forhold til Irak-krigen, hvilket førte til det åbne brev fra de mere pro-atlantiske europæiske
lande som modsagde Paris og Berlin. I slutningen af 2003 lod Frankrig og Tyskland hånt om EU’s stabilitets- og vækstpagt og annoncerede, at de havde tænkt sig fortsat at bryde euro-reglerne om budgetunderskud.

1.000-EURO spørgsmålet er fortsat om de forskellige Europaopfattelser er umulige at forene inden for én samlet Union. Bevæger vi os mod et interguvernmentalt og atlantisk Europa (hvor Danmark ser ud til at befinde sig) over for et mere føderalt indstillet og europæisk Europa ?
En udvikling som kunne gøre dette spørgsmål måske ikke overflødigt, men i hvert fald udskyde svaret ville være, hvis kernelandene snart fandt et kompromis om EU’s nye forfatning. EU behøver ikke en fast ledelse i form af en kerne eller et direktorat af store lande. Unionen har behov for at blive enige om et system, der promoverer bedre, klarere og mere åbne beslutningsprocesser til gavn for hele EU.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her