Læsetid: 3 min.

EU vil have globaliseringen til at glide ned

EU-Kommissionen vil have de europæiske borgere til at se mere positivt på globaliseringen. En ny globaliseringsfond menes at være svaret
2. marts 2006

EU vil sukre globaliseringen for de europæere, der har et bitter smag i munden efter at være blevet fyret som følge af virksomhedsflytninger til lande uden for unionen.

Det skal ske ved at oprette en globaliseringsfond, foreslår EU-Kommissionen. Fonden, der hvert år maksimalt kan råde over 500 millioner euro, skal yde supplerende støtte til de europæiske borgere, der er blevet fyret og endnu ikke har set globaliseringens lyse sider. Den ekstra indkomst skal eksempelvis bruges til aktiv jobsøgning eller rådgivning, så den korttidsledige ikke bliver langtidsledig.

Ifølge kommissionsformand Jose Manuel Barroso vil globaliseringsfonden tjene flere formål. Den skal afbøde virkningerne fra globaliseringen og samtidig give udviklingen et bedre image.

"Fonden er en slags støddæmper. Men målet er også at få den offentlige befolkning til at sluge globaliseringen, sagde han i går i Bruxelles, da han fremlagde planen for fonden.

Herhjemme forholder økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sig dog afventende over for fonden, indtil det står klart, hvordan de mange penge skal bruges. Han mener, at globaliseringen skal tackles ved at forbedre virksomhedernes af rammevilkår og ved at sikre fri konkurrence.

"Man skal passe på, at man ikke kommer over i et støtteelement til enkelte virksomheder eller industriklostre i Europa. Bruger man pengene på eksisterende virksomheder, så er det statsstøtte, og det er ikke vejen frem," siger Bendt Bendtsen.

Det socialdemokratiske medlem af Europaparlamentet, Poul Nyrup Rasmussen, har den samme bekymring.

"Det er afgørende, at fonden ikke giver støtte til gammeldags jobs, men at den i stedet investerer i mennesker, der kan få nye jobmuligheder inden for nye områder," siger Nyrup, som samtidig tvivler på, om 500 mio. kr. overhovedet er noget, der batter.

"Det er ikke en bondegård, når vi skal dække hele Europas økonomi. Men det er et fornuftigt initiativ," siger han.

Jose Manuel Barroso understregede på pressemødet i går, at EU både er tilhængere af globalisering og det indre marked. Og netop af den grund gælder fondens støtte kun der, hvor virksomheden er flyttet uden for EU's grænser.

"Fonden er et europæisk instrument, der ikke handler om virksomhedsflytninger generelt. Det er medlemslandenes ansvar. Det ville være absurd, hvis EU skulle træde til, når en virksomhed flyttede til et andet EU-land. Så ville det jo se ud, som om vi var imod virksomhedsflytninger," sagde Barroso.

Han tilføjede, at det altid påvirker EU, når en arbejdstager mister sit arbejde, men at der er forskel på, hvad fonden skal tage sig af, og hvad der er medlemslandenes opgave.

"Vi skal gribe ind i situationer, hvor tilpasningen skal ske på kort sigt. Intet medlemsland kan reagere alene på globaliseringen. Fonden er en slags europæisk forsikringspolice," lød det.

Kommissæren for beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold Vladimir Spidla sammenlignede fonden med et fly.

"Det er langt bedre at have en faldskærm end ikke at have nogen, hvis motorerne sætter ud. Det handler om mennesker, der skal igennem en overgangsperiode," sagde han.

Globaliseringsfondens erklærede mål er at støtte de borgere, der har mistet deres job på grund af virksomhedsflytninger ud af Europa. En række kriterier skal være opfyldt, før støtten på 10.000 euro kan tildeles den ledige i op til 18 måneder. Da den samlede pulje er 500 mio. euro, vil støtten højest kunne gives til 50.000 personer om året. Det er medlemslandene, der søger om støtten og det er i sidste ende Ministerrådet og EU-Parlamentet, der beslutter, hvem der skal have del i pengene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu