Læsetid: 4 min.

EU-hær og nu

17. november 1999

"Nogen har svært ved at se, at vi faktisk har haft en revolution med Murens fald i 1989, og at vores forsvar i dag har nye opgaver".

idligere talsmand for det tyske
socialdemokrati SPD, Karsten Voigt,
til Berlingske i går

Man anede et EU-historisk vingesus, da de 15 medlemslandes forsvarsministre i forgårs deltog i et formelt EU-møde. Det er aldrig sket før. Og uden at det i øvrigt havde sat sig større spor i den hjemlige debat, stod danske ministre pludselig over for et EU, hvor lande som Storbritannien og Frankrig kom med konkrete tanker om et EU-forsvar, der omfatter titusindvis af soldater, udstyret med fly, flåde og krudt og kugler. Endda på et tidspunkt, da der i Danmark endnu ikke er kommet fuld damp på diskussionen om dansk medlemskab af ØMU'en, endsige er fastsat en dato for afstemningen om samme.
I stedet kunne man høre danske ministre sige, at tingene nu også i forhold til EU-forsvaret går så hurtigt, at det allerede ved det kommende EU-topmøde i Helsinki om tre uger kan udløse en dansk fodnote. For som udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R)
konstaterede:
"Mødet i dag (mandag) har bekræftet, at der er kommet endnu mere dymanik i udviklingen".

Har man fulgt bare lidt med i timen, er der intet overraskende i den hastigt accelererende EU-debat om et fælles militært beredskab.
Allerede for et års tid siden satte Frankrig og Storbritannien emnet på dagsordenen, da de foreslog, at EU udviklede en "troværdig, militær kapacitet".
NATO's krig på Balkan satte yderligere skub i debatten, der altså mandag udmøntede sig i konkrete forslag om et fælles europæisk beredskab med 50.000 mand og 300-500 fly.
Forløbet viser to ting: EU-samarbejdet bevæger sig med stormskridt mod en ny æra, alt imens det officielle Danmark hårdnakket fastholder, at vi først skal diskutere ØMU'en, inden vi giver os i kast med det næste. Uden at det i øvrigt - danske forbehold eller ej - menes at afskære Danmark fra at sende repræsentanter til møder i den politiske og militære komité, der skal stå for den organisatoriske udførelse af fremtidige forsvarsopgaver under EU-ledelse.
Den officielle danske opdeling af den europæiske dagsorden er lige så kunstig, som den er aparte: Den kan højst forstærke indtrykket af, at ting bliver lusket ind ad bagvejen, stykvis.
I stedet for at lægge op til en konstruktiv og samlet debat om Europas udvikling efter Murens fald, har den danske regering næsten krampagtigt forsøgt at skille tingene ad. Men som mandagens EU-møde viste, er strategien ikke længere holdbar.
Det er ikke muligt at tilrettelægge en debat, så den alene kommer til at handle om ØMU'en uden at skele til, at netop dette element er en del af en europæisk integrationsproces, som - om man kan lide det eller ej - også omfatter emner som asyl- og forsvarspolitik. Eller som SF's forsvarsordfører, Villy Søvndal, sagde i Information i går:
"I stedet for at sende forbeholdene til afstemning et efter et, skal det ske samtidig, for at vi kan få en samlet debat om visionerne for den fremtidige danske EU-politik".

Disse visioner bør tage udgangspunkt i et
Europa, der er fuldstændig forandret efter Murens fald, og som står over for en afgørende anderledes dagsorden end for bare ti år siden.
Krigen på Balkan og den ledsagende europæiske rådvildhed turde være vidnesbyrd om forandringen.
Derfor er det indlysende rigtigt at diskutere indholdet af en europæisk forsvars- og sikkerhedsdimension. Det er det også af den enkle grund, at USA for længst har signaleret et ønske om, at europæerne - inden for rammerne af NATO - påtager sig et større ansvar for Europa.
Det betyder ikke, at Europa skal til at operere uafhængigt af USA. Det er hverken ønskeligt eller praktisk muligt.
Det betyder heller ikke, at EU skal til at have sin egen hær, der kan operere uafhængigt eller på grundlag af flertalsafgørelser.
Med Europas historie in mente forekommer det på alle måder utænkeligt, lige som det vil være politisk uspiseligt for de fleste, om ikke alle, lande. Men det betyder, at man i EU iværksætter et beredskab, der kan koordineres om en samlet indsats i forhold til de såkaldte Petersberg-opgaver, der ifølge Amsterdam-traktaten er humanitære, fredsbevarende eller -skabende opgaver.
Faren lige nu er, at processen begynder det forkerte sted - at de øvrige (store) lande begynder at udstyre Fællesskabet med militære midler uden først præcist at have klarlagt, hvad der politisk skal ligge i en fælles forsvars- og sikkerhedsdimension.
Eller sagt på en anden måde: At man tilsidesætter det helt basale, at militæret er politikkens forlængede arm - og ikke omvendt. Med de ret præcise fransk-britiske udmeldinger om styrker og datoer er det en risiko, der er iboende.
Ikke mindst af den grund er det afgørende, at Danmark, der tilmed selv har vist stor vilje til at yde en indsats ved humanitære og fredsbevarende operationer, får taget hul på debatten, inden EU-toget er kørt. -jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu