Læsetid: 3 min.

EU-holdbart landbrug

29. juni 2002

Mens WorldComs aktiemilliarder kan blæse bort med en kold vind på en børsformiddag, synes én gang øremærkede EU-penge at have deres helt egen særlige tyngde. Når først en erhvervsgruppe har fået den forestilling, at støttepenge er en velerhvervet ret, er det næsten umuligt at skære igennem med argumenter. Logikken gælder i særlig grad for EU’s landbrugspolitik. Den blotte udsigt til at landbrugslobbyen vil mobilisere med traktorer og kvægflokke på motorvejene, kan få statsmænd som Frankrigs præsident,
Jacques Chirac, til at krybe i et hul – eller måske snarere bøje af med et køligt blik for politisk egeninteresse.
Det er derfor med behersket begejstring, at man
læser den østrigske EU-kommissær Franz Fischlers ellers spændende udkast til reform af den forjættede landbrugspolitik, der allerede cirkulerer på gangene i Bruxelles før den formelle fremlæggelse den 10. juli. Der er mange gode tanker hos Fischler, men forslaget er endnu ikke vedtaget af den samlede EU-Kommission, og bagefter når forslaget overgives til de 15 medlemslandene, så starter den virkelig brutale diskussion. Fischlers mange gode idéer tager udgangspunkt i, at EU’s befolkning ifølge en ny opinionsundersøgelse lægger størst vægt på to ting i landbruget: Fødevarekvalitet og respekt for miljøet. Og de kommer i højsædet, hvis Fischler får ret. Fortsat EU-støtte skal nemlig være afhængig af orden i miljø- og dyrevelfærden. Det var en tanke, som også tidligere miljøkommissær Ritt Bjerregaard forgæves pressede på for. Tiden vil vise, om EU er blevet mere moden til dette skift.

Fischlers anden kongstanke er, at tiden er løbet fra de direkte betalinger til landbruget. De var oprindelig en idé, der kom på banen for at gøre op med den produktionsbundne EU-støtte, der betød, at det betalte sig fedt at producere til overskudslagrene uden at skelne til efterspørgslen. For hvert kilo smør ringede kasseapparatet altid med samme beløb. Med MacSherry-reformen i 1992 kom de første direkte betalinger, der blev givet uafhængig af produktionen. Logikken var at stoppe overskudsræset, men så skulle der afbødes for bratte indkomstfald efterhånden som en voksende markedsorientering kom ind, og garantier og produktionskvoter blev skåret ned.
Problemet er, at reformen af EU’s landbrugspolitik stoppede på halvvejen. Nu siger Fischler det, som mange længe har vidst: »De direkte betalinger er ved at miste deres karakter af kompensation for i stedet blot at være blevet indkomststøtte.« Og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt fordelingen af den direkte støtte er optimal.
I dag er et mindretal af EU-bønderne, der modtager størstedelen af de direkte betalinger. 20 procent af landbrugerne modtager 80 procent af støtten. Og det skal der nu laves som på. Al EU-støtte skal helt afkobles produktionen, og der skal indføres en loft på 2,2 millioner kroner for støtte til den enkelte gård. Det vil navnlig gå ud over de store bedrifter. Problemet ved reformforslaget er. at der ikke lægges op til en reel afskaffelse af den direkte støtte. Den skal kun skæres med samlet 20 procent over seks år fra 2004. Som plaster på såret skal disse besparelser gå til gode formål som miljø og fødevarekvalitet.

Netop den direkte indkomsstøtte er en af det danske EU-formandskabs store hovedpiner de næste seks måneder – som det vil fremgå andetsteds i dagens avis. Tyskland og flere andre EU-lande vil ikke betale til denne politik – og slet ikke for at kandidatlandene kan få aktier i den. Modstanden gælder også et udspil fra Fischler, der kun vil give dem 25 procent af det, som EU-bønderne får i dag. Danmark er enig i, at der er behov for en reform af landbrugspolitikken. Men man vil for alt i verden ikke have slagsmålet om reformen blandet for meget ind i de allerede besværlige forhandlinger om støtte til kandidatlandene. Den kan man altid afskaffe senere med den samlede reform, synes logikken at være. Men netop i Tyskland kunne man godt ønske sig en langsigtet reformplan, der allerde nu kan sikre, at tyskerne i fremtiden skal betale mindre til EU-kasserne. For reform og udvidelse hænger jo logisk sammen. Og derfor har analytikere advaret mod at give kandidatlandene aktier i landbrugsstøtten: Får de den først, vil de aldrig slippe den igen, lyder det. Men Danmark satser alligevel på at tage en ting ad gangen. Det er nok god taktik, men det kan blive dyrt for EU og især for de udviklingslande, der presses af EU-landbrugspolitik.

cobla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her