Læsetid: 3 min.

EU-kommissær på deltid

16. januar 1998

Lad os forestille os, at et af de to tyske medlemmer af EU-kommissionen kastede sig ud i en valgkamp i spidsen for CDU eller SPD ved et landdagsvalg i Slesvig-Holsten med det formål at blive ministerpræsident i Kiel - og beklæde denne post side om side med kommissærposten i Bruxelles. Grotesk, ville man sige - og det er også det, der bliver sagt fra mange sider, når man erfarer, at den franske EU-kommissær Yves-Thibault de Silguy har planer om at stille op til det franske regionalrådsvalg den 15. marts som spidskandidat i Bretagne for det neogaullistiske parti RPR.
Men det er ikke i Frankrig, man finder tanken bizar. Protesterne kommer fra andre lande, bl. a. fra EU-parlamentarikere, og de fremføres særlig voldsomt i den angelsaksiske presse, der taler om "sort arbejde" og "klart brud på reglerne".
Ifølge Le Monde mener den franske EU-kommissær selv, "at mandatet som regionalrådsmedlem, endog som regionalrådsformand, juridisk set er foreneligt med posten som europæisk kommissær". Dette bestrides af andre, og kommissionsformand Jacques Santer har sagt, at spørgsmålet om forenelighed må undersøges til bunds, hvis de Silguy bliver valgt. Men hvad den juridiske sagkundskab end måtte mene, forekommer det uforsvarligt, at en EU-kommissær er aktivt engageret som folkevalgt politiker og lokal regeringschef i sit hjemland.
Det er en grundregel i EU, at Kommissionens medlemmer ikke repræsenterer deres respektive medlemslande og ikke arbejder for deres interesser, men for Europa i integreret forstand - til forskel fra Ministerrådets medlemmer. Desuden melder sig det helt indlysende spørgsmål, hvordan en og samme person (kloning er endnu ikke tilladt som løsning... ) kan få tid til at passe posterne som regionalrådsformand og som EU-kommissær.
Man må have meget lave tanker om betydningen af det franske regionalstyre, hvis man mener, at en sådan post kan varetages på deltidsbasis. Eller også må man - i det foreliggende tilfælde - have lave tanker om betydningen af en kommissærpost i Bruxelles. Da Yves-Thibault de Silguy er kommissær for økonomiske og monetære anliggender, og da 1998 netop er det afgørende år for den økonomiske og monetære union ØMU'ens tilblivelse, er det ufatteligt, at han mener at have tid til hjemlig politisk virksomhed med valgkamp og rådsformandskab.

Ufatteligt uden for Frankrig, vel at mærke. For i Frankrig har det fra gammel tid hørt til dagens orden at beklæde flere, ja, adskillige politiske poster på en gang. Det er blot kombinationen EU-kommissær og regionalrådsformand, der er ny på banen. Der blev ikke rejst indvendinger imod, at den franske EU-kommissær Edith Cresson i tre år beklædte borgmesterposten i en mindre by samtidig med kommissær-embedet. Men den traditionelle "cumul" - ophobningen af mandater - er på retur, og den har i årevis været genstand for diskussion i Frankrig. En ny lov om begrænsning af antallet har været bebudet længe, og nogle politikere mener endog, at spørgsmålet bør indgå i den næste folkeafstemning om forfatningsændringer.
Engang var det muligt på en gang at være medlem af både Nationalforsamlingen og Senatet - og en hel masse andet. Endnu i den Femte Republik har man kunnet være parlamentariker og samtidig borgmester, amtsrådsmedlem/formand og regionalrådsmedlem/formand samt EU-deputeret. En lov af 1985 forbyder principielt at have mere end en af disse poster ved siden af parlamentsmandatet, men loven svækkes af overgangsbestemmelser. Kombinationen nationalforsamlingsmedlem-borgmester er meget almindelig, og det er en indgroet vane, at en politiker skal have dobbelt magtbase.

Denne nonchalante holdning til folkevalgte mandater forekommer useriøs og moralsk anløben - en form for ringeagt for demokratiet. Franske euro-parlamentarikere har for det meste andre kartofler at hyppe hjemme i Frankrig og er berygtede for deres lave mødeprocent i Strasbourg. Nogle af dem beskyldes for hovedsagelig at betragte EU-mandatet som en fed indtægt (løn plus diæter og frynsegoder). Samme holdning skinner igennem i den franske EU-kommissærs planer om kaste sig ud i fransk politik som deltidsarbejde og/eller passe kommissærposten på deltidsbasis. Han er endnu ikke medlem af partiet RPR, som han i givet fald stiller op for, men han er tidligere nær medarbejder for Jacques Chirac, der er partiets stifter og i dag republikkens præsident. Og det er ifølge den franske presse Chirac selv, der har opfordret EU-kommissæren til at stille op i Bretagne.
Vanskelighederne og betænkelighederne tårner sig op omkring ØMU'en, og der er ikke ligefrem brug for nye komplikationer af denne art. At netop den kommissær, der er stærkest involveret i lanceringen af euroen, i det afgørende år for projektet tager så let på sit job, bidrager ikke til den troværdighed, der er en absolut nødvendighed for den nye europæiske valuta. Det styrker heller ikke Frankrigs anseelse.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu