Læsetid: 2 min.

EU-Kommissionen ønsker mere uafhængige universiteter

EU-Kommissionen ønsker større selvbestemmelse på universiteterne - men regeringens politik går den modsatte vej, mener rektorer
11. maj 2006

I går fremlagde EU-Kommissionen sit bud på, hvordan de europæiske universiteter fremover skal se ud, hvis de skal kunne klare sig i den globaliserede verden. Blandt de klare ønsker fra Kommissionen er øget selvbestemmelse på universiteterne, så de hurtigt kan reagere på forandringer, tilpasse sig udviklingen og dermed være konkurrencedygtige. Men i Danmark fører man imidlertid den stik modsatte politik, mener flere af landets rektorer, blandt andre rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede:

"Der er alt for meget detailstyring i fra regeringens side. Der er faste regler for, hvilke lærere der må undervise på hvilke år, man må ikke have gruppeeksamen og de blander sig også i forskningen. Så jeg synes, det er meget glædeligt, at Kommissionen også mener, at der skal mere selvbestemmelse til. For her er der virkelig noget at leve op til herhjemme," siger Jens Oddershede.

Den gale vej

Han bakkes op af rektor ved Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam:

"I Danmark lægger man op til mere selvstyre med indførelsen bestyrelser, men i virkeligheden går det den forkerte vej. Danmark er det eneste land, jeg har hørt om, hvor det er ministeriet og ikke universitetet, der fastlægger eksamensformerne. I gamle dage kunne vi også bare åbne en ny specialisering af ingeniøruddannelsen - eksempelvis nanoteknologi - nu skal det godkendes hver gang, vi laver en ny specialisering, og det er et stort papirarbejde og tager et års tid," siger Finn Kjærsdam

Også rektor på RUC, Poul Holm, er utilfreds med regeringens indsats på området:

"For at kunne begå sig på det internationale markedet, skal vi have støre selvstændighed, og så kan de ikke nytte, at man kommer med en detailstyring fra politisk side. Det har RUC prøvet mere end nogle andre med kineser-sagen, hvor vi fik en udmelding om, at det vi gjorde var godt, men hvor man samtidig havde et regelværk, som kostede os 18 millioner kr.," siger Poul Holm.

Gode forslag fra EU

Han synes generelt, at Kommissionens forslag er gode:

"Kommissionen sætter fingeren på flere ømme punkter, som der skal gøres noget ved i Danmark," vurderer Poul Holm. Han peger også på et andet dilem10ma - nemlig at de studerende ifølge kommissionen fremover skal kunne tage deres stipendier med til udlandet:

"Det vil true de gratis uddannelser i Danmark. Vi begynder at udbyde flere uddannelser på engelsk, og med det her udspil, vil det blive en attraktion at komme hertil og få gratis uddannelse med stipendier fra hjemlandet. Spørgsmålet er, hvor længe der er råd til det. Det vil i hvert fald øge presset på vores velfærdssystem," siger Poul Holm. På det punkt er Jens Oddershede mere rolig:

"Den frygt deler jeg ikke. Jeg synes, det er positivt. Siden man er begyndt at opkræve penge fra studerede fra ikke EU-lande, er der kommet færre udenlandske studerende - så skulle der komme noget, der går i den anden retning, så vil jeg hilse det velkommen," siger Jens Oddershede.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra vidensskabsminister Helge Sander (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu