Læsetid: 2 min.

EU-lande enige om erklæring om Muhammed-krisen

EU's udenrigsministre enedes mandag om en erklæring, der fastslår princippet om ytringsfrihed og samtidig beklager, hvis Muhammed-tegningerne har såret folk
28. februar 2006

Bruxelles - Efter timelange forhandlinger blev EU's udenrigsministre i går enige om en erklæring, hvori de understreger princippet om ytringsfrihed. Men samtidig siger erklæringen, at ytringsfriheden skal bruges under ansvar.

Desuden beklager de 25 udenrigsministre, hvis de omstridte tegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten har kunnet opfattes som krænkende.

"Rådet beklager, at tegningerne er blevet opfattet som krænkende af muslimer over hele verden, men vi understreger også, at ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed for os alle," sagde den østrigske udenrigsminister og EU-formand, Ursula Plassnik, på en pressekonference efter mødet.

Især Holland strittede imod en erklæring, der gik for vidt i sin beklagelse af tegningerne, men til udenrigsminister Per Stig Møllers (K) store tilfredshed lykkedes det at finde et kompromis.

"Det er en god tekst," sagde han efter mødet.

Ifølge Per Stig Møller stod slaget under udarbejdelsen af erklæringen om, hvordan man skulle beklage tegningerne. Enten skulle erklæringen beklage, at "disse tegninger har skabt fornærmelse", eller også skulle det hedde sig, at man beklagede, at "tegningerne kunne opfattes som fornærmende".

Valget faldt på den sidste formulering, som udenrigsministeren iøvrigt syntes bedst om. Han mente, at det var naturligt at skrive det på samme måde, som det er formuleret i weekendens erklæring fra en konference i Doha.

"Det er en god ide, hvis man kan binde tingene sammen og tale samme sprog," sagde han.

Per Stig Møller mente, at både konferencen i Qatars hovedstad, Doha, og erklæringen fra udenrigsministrene har gjort det klart, at krisen rækker ud over Danmarks grænser.

"Det er blevet tydeligt, at det handler om mere end de 12 tegninger. For os er det en bekræftelse af, at EU er solidarisk med Danmark. Det gælder både boykot og ambassadeafbrændingerne," sagde han.

Og det østrigske EU-formandskab understregede netop på en efterfølgende pressekonference, at EU tager skarpt afstand fra de voldelige reaktioner, der har været i en stribe lande, over tegningerne.

"Vold, som den vi har set, kan ikke retfærdiggøres under nogen omstændigheder, og vi har udtrykt fuld solidaritet med de lande, hvis diplomatiske missioner er blevet angrebet," sagde den østrigske udenrigsminister, Ursula Plassnik.

Også den svenske udenrigsminister, Laila Freivalds, tog efter mødet afstand fra de voldelige aktioner og sagde, at sagen berører hele EU.

"Det er ikke et spørgsmål om, hvad Danmark kan gøre. Det er et spørgsmål om, hvordan EU kommer videre. Det handler om EUs relationer til den muslimske verden," sagdeLaila Freivalds.

Med erklæringen lægger de 25 EU-lande samtidig op til en række initiativer, der skal styrke dialogen mellem Europa og den muslimske verden, og det gælder også dialogen med de muslimer, der bor i Europa.

"Der er to afgørende komponenter - en der har at gøre med partnere i den islamiske verden, og en der har at gøre med dem i vores egne samfund," sagde Ursula Plassnik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her