Læsetid: 2 min.

EU-lande sakker bagud i forskning

Der blev kun satset to procent ekstra i EU på forskning og udvikling i 2004-2005, viser britisk opgørelse. Stigningen var på syv procent i USA og Asien
25. oktober 2005

EU er sakket endnu længere bagud i forhold til resten af verden, når det gælder udgifterne til forskning og udvikling.

Det fremgår ifølge det britiske dagblad Financial Times i går af ny statistik, som understreger nødvendigheden af EU-topmødet om økonomiske og sociale spørgsmål senere på ugen.

Stigningen i erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling i 2004-2005 var på to procent i Europa, men den var syv procent i USA og Asien.

Opgørelsen stammer fra International R&D Scoreboard, som udarbejdes af det britiske handels- og industriministerium.

Sydkorea har haft den mest imponerende årlige vækst med en forøget investering i forskning og udvikling på 40 procent. Det er koncernerne Samsung, Hyundai og LG, som driver udviklingen.

Stigningen i Japan var mere beskedne fire procent.

Undersøgelsen omfatter 1.000 virksomhedskoncerner i 36 lande, og det er ikke umiddelbart muligt at uddrage tal om satsningen på forskning og udvikling i Danmark.

Europas manglende evne til at holde trit med konkurrenterne i kapløbet mod toppen bliver et hovedemne på det uformelle EU-topmøde torsdag i Hampton Court nær London.

Den britiske premierminister, Tony Blair, ønsker på topmødet at styrke den såkaldte Lissabon-proces i EU, så Europa kan nå målet om at blive verdens førende vidensøkonomi i 2010.

Det britiske EU-formandskab ser gerne en omlægning af EU-budgettet, så der overflyttes midler fra den traditionelle landbrugsstøtte til en styrket indsats i netop forskning og udvikling. Blair håber, at et vellykket topmøde i Hampton Court kan bane vej for, at EU-landene på det ordinære topmøde i december kan finde en løsning på de ømtålelige spørgsmål om EU's langsigtede budget.

Norden i bund

I europæisk sammenhæng gør især det tyske Siemens og den amerikansk-tyske bilkoncern DaimlerChrysler sig positivt bemærkede ved at afsætte en relativt stor andel til forskning og udvikling.

Derimod har de nordiske elektronik- og mobiltelefongiganter Ericsson og Nokia skåret ned på forskning og udvikling.

Hos Dansk Handel & Service, som er en organisation for små og mellemstore virksomheder, er der ingen tvivl om, at også i Danmark er forskning og udvikling et forsømt område.

Jannik Schack Linnemann, chefkonsulent hos Dansk Handel & Service, siger i en kommentar, at organisationen støtter den danske regerings holdning om, at forskningsbudgettet i EU skal fordobles.

Han konstaterer samtidig, at Danmark selv er bagud i forhold til målet og næppe kan nå det inden 2010, medmindre der straks oprustes med hensyn til forskning og udvikling.

Han håber, at EU-topmødet kan fremskynde forskningsindsatsen.

"Det må da mane til eftertanke i den danske regering, hvis man siger, at nu skal pengene altså hurtigere ud i anvendelse, der skal være flere af dem, og de skal gå de rigtige steder hen," siger Schack Linnemann.

Han opfordrer til en særlig indsats for små og mellemstore virksomheder.

"Man skal sætte fokus på vidensserviceerhvervene. Det er dér, at erhvervsfrekvensen er højest. Det er dér, at der bliver skabt vækst. Det er dér, at merværditilvæksten pr. medarbejder er størst."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her