Plakater med den tyrkiske popdiva Sezen Aksu, som opfordrer piger i landdistrikterne i det sydøstlige Tyrkiet til at uddanne sig i stedet for at hjælpe til i marken. En konference på et af Istanbuls universiteter, hvor det kurdiske problem bliver diskuteret. Sendetilladelser til kurdisksprogede tv- og radiokanaler og debat i medierne om religiøse minoriteters rettigheder. Yildiz Akdogan tøver ikke med at kalde udviklingen siden 1999 for "en revolution af uset karakter i tyrkisk politik".
Den 32-årige kvinde har kurdisk baggrund og tilhører en af Tyrkiets største religiøse minoriteter, alevierne. Og så er hun formand for Netværk for Tyrkiet i EU (TRiEU), som er en del af Den Danske Europabevægelse. TRiEU arbejder for, at Tyrkiet kan blive optaget i EU, hvis det lever op til de såkaldte Københavnskriterier, som definerer de politiske, økonomiske og lovgivningsmæssige krav til nye medlemslande.
"Både som kvinde, kurder og alevi ser jeg positivt på udviklingen i Tyrkiet. Der er stadig problemer med menneskerettigheder og kvinders rettigheder. Men det karakteristiske er, at der sker positive forandringer. Selv de mest ømtålelige emner bliver nu diskuteret i medierne, og der er vokset et stærkt civilsamfund frem. Masser af ngo'er arbejder for at forbedre kvindernes uddannelsesniveau og sikre dem politisk repræsentation, og selv om religiøse minoriteter som alevierne stadig ikke er officielt anerkendt, bliver emnet debatteret. Hvis reformprocessen fortsætter med samme tempo, er det et spørgsmål om tid," siger Yildiz Akdogan.
EU indledte de officielle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i oktober sidste år, men både før og efter har meldingerne fra EU's stats- og regeringsledere været blandede.
Den tyske kansler, Angela Merkel, lovede under valgkampen om kanslerposten i 2005, at hvis hun kom til magten, ville Tyrkiet aldrig blive fuldgyldigt medlem af EU, og den franske præsident, Jacques Chirac, der ellers har stået for en forholdsvis Tyrkiet-positiv linje, gav efter nej'et til forfatningstraktaten efter for det folkelige pres og lovede franskmændene en afstemning om tyrkisk medlemskab.
Den slags udmeldinger risikerer at bremse den tyrkiske reformproces, mener Yildiz Akdogan.
"Den tyrkiske regering og de øvrige reformkræfter i Tyrkiet er ved at køre trætte. De kan ikke blive ved at overbevise befolkningen om, at samfundet skal reformeres, hvis EU ikke bakker op og stiller et medlemskab i udsigt. Flertallet af tyrkere sætter ikke spørgsmålstegn ved, om de tilhører Europa, men de er trætte af at blive behandlet som andenrangs europæere," siger hun med henvisning til, at et voksende antal især unge tyrkere er skeptiske over for visionen om EU-medlemskab og bliver lette 'ofre' for de nationalistiske konservative kræfter.
"Debatten om tyrkisk medlemskab mangler fakta og er fuld af fordomme. Det er, som om den skepsis, der har ramt islam og muslimer efter 11. september, rammer Tyrkiet nu, selv om Tyrkiet faktisk er det eneste eksempel på et demokratisk, sekulært muslimsk land," siger Yildiz Akdogan.
For mange følelser
Historiker Uffe Østergård, der er afdelingsleder ved Dansk Institut for Internationale Studier, er enig med formanden for TRiEU i, at debatten om Tyrkiet i for høj grad baserer sig på følelser.
"Det er dumt og destruktivt konstant at diskutere Tyrkiets kulturelle anderledeshed og påstå, at Tyrkiet ikke hører med til Europa. Historisk set er det noget vrøvl," slår han fast.
"Problemet er, at de fleste forbinder Tyrkiet med et ensidigt billede af Osmanner-riget som et barbarisk islamisk imperium, der flere gange var ved at løbe Europa over ende. Når østrigerne er så skeptiske over for tyrkisk medlemskab, handler det jo bl.a. andet om, at Osmannerriget i en østrigsk sammenhæng stadig forbindes med belejringerne af Wien i 1529 og 1683. Ingen husker tilsyneladende på, at den tyrkiske hær, der belejrede byen, for en stor del bestod af ungarere og andre kristne," siger han.
Uffe Østergaard efterlyser en debat, der baserer sig på fakta og har fokus på de konkrete fordele af et eventuelt tyrkisk medlemskab.
"Politikerne burde efter min mening især koncentrere sig om fire indlysende fordele: Der er den sikkerhedspolitiske, som består i at få en allieret i form af et muslimsk land med en stor hær, som kan være buffer mod Mellemøsten."
"Så er der den økonomiske; Tyrkiet har en vækst på ni pct. og en ung befolkning, mens resten af Europa kommer til at mangle arbejdskraft i løbet af få år. Desuden er der den kulturelle, som handler om, at et tyrkisk medlemskab kan hjælpe os med at se i øjnene, at Europa allerede er et mangfoldigt fællesskab. Endelig er der den fordel, at de tyrkiske indvandrere, som i mange lande er dårligt integreret, kan få ny værdighed og nye erhvervsmæssige muligheder, hvis Tyrkiet bliver medlem," siger Uffe Østergaard. Han understreger, at det på forhånd er umuligt at sige, om reformprocessen i Tyrkiet lykkes. Men efter hans mening er en udvidelse med Tyrkiet kulturelt set ikke en større mundfuld for EU end de tidligere udvidelser med bl.a. Spanien og Grækenland.
"I 1960'erne sagde vi stort set de samme ting om Spanien, som vi siger om Tyrkiet i dag. I dag regnes Spanien regnes for at være Europas mest hypermoderne land. Der er en galopperende moderniseringsproces i gang i Tyrkiet, og jeg kan ikke se noget i vejen for, at Tyrkiet kan gennemgå samme positive udvikling som Spanien."
Yildiz Akdogan er enig:
"Tv-indslag fra Tyrkiet indledes som regel stadig med, at journalisten står foran en moské. Men Tyrkiet er meget mere end islam. Hvorfor ser vi aldrig plakaterne, hvor prominente kvinder som Sezen Aksu kæmper for unge pigers ret til uddannelse? De er jo det sande billede på fremtidens Tyrkiet," siger hun.
