Læsetid: 4 min.

Eu-nej cementerer splittelse

Der er ringe håb om, at Frankrigs venstrefløj kan genfinde et fælles fodslag om det europæiske projekt - dertil er også nej-lejren for delt i fraktioner
14. juni 2005

Som bekendt var de franskmænd, der stemte nej til EU-traktaten langt fra forenet om et fælles mål. Selv til venstre for midten er der flere lejre end løsninger.

Nej'et risikerer at splitte det traditionelle socialistparti i to. For hvad skete ved stemmeurnerne 29. maj? På den yderste venstrefløj - ATTAC-folk, De Grønne, kommunister og trotskister - var nejprocenten oppe på 86-92 pct. I PS, der svarer til det danske socialdemokrati, stemte 56 pct. nej og 44 pct. ja. Flertallet gik altså mod hovedbestyrelsen, inklusive lederen François Hollande, der havde anbefalet et ja, især fordi de ny afstemningsregler ansås for bedre end Nice-traktaten. Flertallet fulgte nej-fløjens leder Laurent Fabius.

Tilbage står et internt opgør i socialistpartiet. PS's skæbne handler især om Frankrigs næste præsidentvalg i foråret 2007. Iagttagere mener, at den socialliberale Laurent Fabius vil prøve at dirigere en samlet venstre-fløj - via nej'et, der også er et nej til regeringen og præ-sidenten - mod midten i fransk politik ved at opstille til præsidentvalget. Som François Mitterrands discipel vil han forsøge at gentage mesterstykket fra midtfirserne. Den dygtige politiske strateg indtog det ledige standpunkt, fordi det så lovende ud. Dermed positionerede han sig til et opgør med Hollande.

Den franske vestrefløjs vrede over for regeringen og præsidenten daterer sig tilbage til 1997, hvor Chirac udskrev valg i utide til nationalforsamlingen, men valgte ikke at gå af, og til præsidentvalget i 2002, da Chirac vandt en jordskredsejr, med venstrefløjens stemmer, fordi højre-ekstremisten, Jean Marie Le Pen, var eneste modkandidat i slutrunden. Socialisternes leder, Lionel Jospin røg ud i første runde i et knebent stemmeopgør over for Le Pen, pudsigt nok fordi Jospin var meget EU-venlig. Mellem to onder blev Chirac valgt.

Mere EU

Det franske nej er ikke er et nej til mere Europa, men snarere en protest over, at EU er fraværende over for aktuelle problemer. Her skiller vandene sig i PS. Alle mener, at EU ikke er socialt og miljøpolitisk ambitiøst nok. Problemet er at fælles sociale og miljøstandarder er både minimum- og maksimum. De gamle EU-lande frygter et faldende niveau, fordi de ny landes niveau skal op. Nej-sigerne ønsker social konvergens, dvs. harmonisering over for øst vedrørende rettigheder om arbejdstider, løn, offentlige velfærdsgo-der, sundhed, osv. Alterna-tivet er en vild økonomisk krig mellem Vest og Øst-europa.

Nej-siden afviser en ultraliberalistisk ramme om politikken, og så hellere en politisk vision omkring fred og sikkerhed udbygget med en økonomisk ramme. EU ses som antidemokratisk, ufolkeligt, med et overdimensioneret bureaukrati, hvor civile organisationer sjældent bliver hørt. Endelig spillede frygten for udflytning af arbejdspladser til øst- og u-lande og frygten for Tyrkiet en massiv rolle i nej-lejren. Dele af fransk venstrefløj så hellere Marokko i EU pga. den geografiske og historiske nærhed.

Ifølge avisen Le Monde drømmer venstresidens nejsigere om en udsættelse af traktaten til 2007. Omvendt presser de store fagforeninger på for løsninger. Kampen om venstrefløjens fremtid er indledt. I PS er der næsten dødt løb mellem Laurent Fabius og den svækkede François Hollande, mens endnu flere peger på den tidligere socialistleder, Lionel Jospin, som ny leder. På venstrefløjen er et større opgør på vej mellem 'de skeptiske globalister' og 'anti-globalisterne'. Kan man samle venstrefløjen om en liberal forhandlingsøkonomi baseret på et socialt Europa? Eller skal man erklære liberalismen krig og kræve reguleringer via social konvergens og skat på valutaspekulationer à la Tobin-skatten? Nej-sigere raser over, at Tobin-skatten ifølge traktaten ikke kan realiseres, til trods for at store valutaspekulanter som Soros støtter ideen, og man i dag kan spore banktransaktioner via internettet.

Hvem skulle i givet fald repræsentere et kollektivt projekt, der inkarnerer den lokale franske, den europæiske og den globale dagsorden? Det kunne være Laurent Fabius, hvilket kommunistpartiet i øjeblikket modsætter sig, eller også skulle venstrefløjen finde sammen om en ny figur. Spekulationerne dyrkes. Den lille Rochefort-bonde, José Bové, med den brede appel, der har sat sig op mod store multinationale selskaber i kampen mod genmanipuleret landbrug, er nævnt.

Venstrefløjen splittet

Økonomen Alain Lipietz, opstillet for De Grønne til EU-parlamentet, mener ikke at en genforhandling er mulig, men at man skal droppe traktatens del 2+3 og fastholde Nice-taktaten. Det er svært at forestille sig en europæisk venstrefløj forenet om en alternativ traktat. Tværtimod mener han at nej'et kan forstærke fransk venstrefløjs krise.

"EU-traktaten udstiller venstrefløjens krise, fordi den meget klart opstiller problemet med et spring hen mod en europæisk føderalisme, der har ført først den ene så den anden til enten at acceptere dette spring - eller at forlade sig på den republikanske model fra den 3. republik, hvor statsaristokratiet og lokale baroner hersker og styrer forholdet mellem civilsamfundet og det parisiske centrum, og som præges af en udbredt katolsk verdslighed og en dybt forankret bevidsthed om den galliske hane, der galer højere om menneskehedens lykke end Hegels ugle", siger Alain Lipietz, der også så et ja til EU som et måde at bryde med den politiske elite i Frankrig, der ikke har ændret forholdene de sidste 25 år i landet.

EU-afstemningen har revitaliseret den politiske debat i Frankrig og vækket folkedybet. Med traditionen for splittelse på den franske venstrefløj, kan man tvivle på, at det politiske chok i Frankrig fører til konstruktive løsninger til venstre for midten. Med mindre venstrekræfterne da rækker ud mod Europa. Efter først det franske, så det hollandske nej og siden en udskydelse af den engelske afstemning, er EU-traktatens skæbne uvis. Men selv hvis traktaten erklæres død, kunne politiske modvinde blæ-se op til en stærkere fusion af venstrekræfter i Europa. Der er behov for intens diskussion af fælles politi-ske målsætninger blandt de europæiske civilsamfund og progressive politiske kræfter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu