*Danmarks tolkning af EU-reglerne for familiesammenføring er i strid med reglerne for EU-borgeres frie bevægelighed.
Det vurderer en af Danmarks førende eksperter i EU-ret, advokat Poul Runge Nielsen, medforfatter til en de vigtigste fagbøger på området. Det skrev Morgenavisen Jyllands-Posten i går.
"En dansker, der flytter til Tyskland med sin russiske ægtefælle, kan vende tilbage til Danmark. Hvorfor skal man stilles dårligere, hvis man har mødt sin ægtefælle i Tyskland og derefter vender tilbage? Det er et problem, fordi det medfører en hindring i at vende tilbage og er dermed en betænkelig indskrænkning af den frie bevægelighed, som er en af grundstenene i EU-retten," siger Poul Runge Nielsen.
Han udtaler sig som privatperson, men er til daglig kontorchef i den juridiske afdeling af Europa-Parlamentets generalsekretariat i Luxembourg.
ritzau