Læsetid: 4 min.

I EU-rillen

7. december 1996

SYV ÅR i den samme rille. Det er meget lang tid. Forestil Dem, at EU's erklæringer fra topmøder, ministerråd og traktatkonferencer kommer ud af en grammofonhøjttaler. Syv år i den samme rille.
Alle 15 medlemsstater "må nu gøre op med sig selv, om de vil støtte Unionen som et politisk projekt, der går tilbage til Romtraktaten fra 1957, eller som en enorm frihandelszone", sagde EU-kommissionens formand Jacques Santer torsdag, da det irske formandskab præsenterede sit førsteudkast til en revision af Maastricht-traktaten. Santer talte ikke som et ekko af sin forgænger, Jacques Delors. Han befandt sig bare i den samme rille.
Hvor også det irske formandskab nu befinder sig. Dets tekst "baner vej for et blødt EU-topmøde", forkynder det britiske dagblad Financial Times, med henvisning til næste uges forsamling af stats- og regeringschefer i Dublin. Denne topforsamling skal efter planen drøfte det irske førsteudkast og udstede en slags mandat for de videre forhandlinger ved regeringskonferencen. Og ifølge grammofonpladens simple logik må det betegnes som ganske forudsigeligt, hvis både tekstudkast, drøftelse og mandat kan opnå prædikatet "blødt".
Blødt i mere end en forstand.

SYV ÅR er gået, siden Berlin-murens fald symboliserede Jerntæppets og Koldkrigens opløsning på det europæiske kontinent. Syv år har EU-politikerne haft til at ryste deres tankebaner bort fra det spor, der blev lagt med Rom-traktaten i 1957, uddybet i 70'erne med medlemsudvidelserne og den fælles landbrugspolitik, og yderligere uddybet i 80'erne med planerne for det harmoniserede Indre Marked og den økonomisk-monetære Union.
Udfordringen var klar, såfremt de europæiske politikere ønskede at gribe øjeblikket og etablere grundlaget for et helt og helet Europa: De central- og østeuropæiske stater, der omsider var sluppet fri af den kommunistiske planøkonomi, havde kun få og små erfaringer med privat ejendomsret, privat virksomhedsdrift, privat handel, prisdannelse, beskatning, bankvæsen, obligationsmarked og erhvervsret i det hele taget. Skulle de være medlemmer af det samme fællesskab som de vesteuropæiske stater, måtte man ubetinget opgive Rom-samarbejdets hidtidige kerneprincip - af en eller anden grund udtales det altid på fransk: acquis communitaire - en slags musketér-ed, ifølge hvilken alle medlemsstater, gamle såvel som nytilkomne, er forpligtet til at respektere de tusindvis af bestemmelser, der er nedfældet i fællesskabets love og reguleringer. Altså det egentlige grundlag for, at man kan tale om en EU-ret, håndhævet af en EU-domstol.

SÅ STOR en mundfuld ville eller kunne ingen tilsyneladende sluge. Ikke alene blev den møjsommeligt opbyggede regelintegration fastholdt ved den regeringskonference, der åbnede med Rom-topmødet i december 1990 og sluttede med vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Princippet blev ovenikøbet forceret, da deltagerlandene indføjede de planlagte bestemmelser om den økonomisk-monetære union, som - det vidste enhver - ville rykke optagelsen af de central- og østeuropæiske stater betydeligt længere ud i fremtiden.
Samtidig forsikrede man - ligeså ustandseligt som selvmodsigende - de nye demokratier om, at Maastricht blot skulle forstås som afslutningen på et gammelt projekt. Næste trin ville være udvidelsesforhandlingerne. Dem ville man tage fat på i 1996.
Og hvad sker der nu? Historien gentager sig. Akkurat som under den forrige regeringskonference lægger ministerrådets sekretariat og det irske formandskab nu op til fortsat regelintegration på en række nøgleområder. Så må 'dem østpå' lige vente en postgang ekstra, som det forleden lød i rillen fra en fortrolig rapport til kommissionen. Oversat: synke endnu længere ned i politisk og social lammelse over de såkaldte chokterapier, der skal hærde dem til en markedsfrihed, vi slet ikke kender i EU. Og så videre, indtil Jerntæppet er genrejst.

SET FRA Slotsholmen og Statsministeriet er irernes bløde mavelanding utvivlsomt et tilfredsstillende syn.
Poul Nyrup Rasmussen kan notere, at det danske ønske om en traktatfæstet, fælles beskæftigelsespolitik i vid udstrækning bliver imødekommet. Vi andre kan notere, at netop denne udbygning af traktaten efterhånden er blevet et must for de politikere, der stædigt holder fast ved ØMU-projektet. Et nyt departement af regnedrenge vil nu blive oprettet i Bruxelles med bemyndigelse til at koordinere medlemsstaternes beskæftigelsespolitik. Det bliver svaret på ØMU-kritikernes påstand om, at fastkurspolitikken vil fremkalde arbejdsløshedsøer i de lavproduktive regioner og yderligere social polarisering. Altså: Mere ØMU-retorik. Mere integration. Større afstand til Polen og Ungarn.
De voldsomste integrationsskridt foreslår irerne på de områder, der siden Maastricht har været kendt som 'søjle tre' - de retlige og indre anliggender: Fra 2001 skal en fælles ydre grænsekontrol erstatte alle checkpoints mellem medlemsstaterne. Det kræver fælles indvandrer- og asyllove, fælles regler for opholdstilladelse, en vis harmonisering af straffelovgivningen og udbygning af den fælles politistyrke. Det er sådan, det nye Jerntæppe kommer til at se ud. Et logisk svar på det forventelige sammenbrud østpå.
EU-bureaukratiet ved ganske vist udmærket, at danske vælgere ikke vil acceptere en sådan stål- og håndjernsunion. I regeringskonferencens tolvte time vil der derfor komme forslag om 'undtagelser', 'fleksibel struktur' og 'variabel geometri' - i det mindste et lille hop ud af rillen.
Og Europa? Det er et mantra, som EU overlader
til polakker og tjekker. De skulle måske lære sig en dansk fodboldengels bevingede ord: Nicht so viel grammo.

birk (Klavs Birkholm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her