BRUXELLES - Mens et lovforslag om at sikre intellektuelle ejendomsrettigheder er på vej gennem Folketinget, følger EU nu efter med forslag til EU-straf, hvis nogen krænker disse ejendomsrettigheder. Det bekymrer de europæiske forbrugere.
"Det går ikke, at forbrugerne kan idømmes store bøder, hvis de køber en falsk mærke-håndtaske på et gademarked," siger Cornelia Kutterer, der er jurist hos sammenslutningen af de europæiske forbrugere, BEUC.
Kort før jul førstebehandlede Folketinget et lovforslag om at sikre de intellektuelle ejendomsrettigheder bedre - det drejer sig eksempelvis om ophavsretten til musik eller litteratur, samt industriens ejendomsret til tøj- og cigaretmærker eller opskrifter på medicin. Der var bred enighed hos alle partier om, at de, der piratkopierer for at tjene store penge, ikke skal slippe for konsekvenserne, selv om nogle partier manede til besindighed for at finde den rette balance mellem effektivitet og retssikkerhed. Kun Enhedslisten bebudede at stemme imod.
"Vi mener altså, at der bør gælde nogle mildere regler for unge, der laver fildeling," sagde Line Barfoed fra Enhedslisten.
EU-straf
For at håndhæve den lov, der lige nu er ved at blive gennemført, ikke blot i Danmark, men også i de andre EU-lande, følger Kommissionen op med et direktiv, der skal indføre fælles EU-straf for at bryde reglerne om piratkopiering. Højeste straf i det første udkast: Mindst fire års fængsel for de værste sager, hvor der er involveret organiseret kriminalitet.
Men forbrugerne varsler modstand. De er særligt bekymrede, fordi begreberne mellem kommercielt og ikke-kommercielt brud på ophavsretten er alt for uklare. Desuden skal også hjælp til ulovlighederne straffes ifølge forslaget - betyder det så, at en webside med ulovlige filer ikke må nævnes i eksempelvis journalistiske eller videnskabelige artikler, spørger Kutterer.
"Begreberne er ekstremt brede," siger hun.
Baggrunden for Kommissionens forslag er, at den ser flere og flere problemer med varemærkeforfalskning og piratkopiering. Disse sager har i dag "internationale dimensioner og udgør en alvorlig trussel for samfundsøkonomierne," mener Kommissionen. Den ser problemet med at forfølge kriminaliteten i, at alle EU-lande har forskellig lovgivning, og at mange af ulovlighederne har forbindelser til organiseret kriminalitet.
Flere konfrontationer
"Den voksende konflikt mellem musikindustrien og brugerne, som vi ser i de her år, bringer ingen løsninger. I mange tilfælde fører denne konfrontation til ulykkelige skæbner, som f.eks når en 15-årig dreng modtager et erstatningskrav på op mod 50.000 kr. for at fildele. Denne ændring frygter vi vil føre til endnu flere ulykkelige skæbner," sagde Line Barfoed under førstebehandlingen af direktivet i december.
Striden har stået på hele vejen gennem den politiske behandling af direktivt. Allerede for to år siden kritiserede BEUC rækkevidden af lovforslaget.
"Den giver industrien et våben til at true forbrugerne i deres egne hjem," sagde Jim Murray, formand for BEUC, dengang til EU-parlamentarikerne.
Loven, der skal beskytte de intellektuelle ejendomsrettigheder, bliver for tiden behandlet i Folketingets retsudvalg. De planlagte regler om EU-straf ventes fremsat af Kommissionen i slutningen af januar. Et tidligere udkast fra sommeren 2005 er sat i bero, fordi en nylig dom om straf i EU-lovgivning ændrer forudsætningerne.