Læsetid: 4 min.

EU-valg med forbehold

6. marts 1998

POLITIK ER DET muliges kunst, sagde Otto von Bismarck en gang i forrige århundrede. Politisk spådomskunst er til gengæld en ret umulig disciplin.
Da Poul Nyrup Rasmussen udskrev valget den 19. februar, var landets lederskribenter stort set enige om, at det var et nærmest genialt træk. Venstre var svækket efter vandmiljøforliget, der havde hidset landmændene op mod Uffe Ellemann-Jensen, de konservative var svækket af indre splid om Per Stig Møllers person, CD var svækket af en skovflåt, og på regeringens anden side var SF afskåret fra at føre valgkamp på EU-modstand på grund af partiets indre splittelse. Her i avisen dristede vi os til at tale om et muligt kanonvalg for Nyrup - med den tvetydighed, at kun kanonernes mulige torden og ofrenes tv-transmitterede skrig fra et krigsramt Irak syntes at kunne true den - via Herkules - krigsførende danske regering.
Men se hvordan det er gået. Irak-krigen blev afblæst, til gengæld kom Mimi Jakobsen hjem og valgte side, og stik mod alle oprindelige odds står Nyrup-regeringen nu i en truende taberposition. Den seneste meningsmåling fra Gallup, offentliggjort i går, giver den borgerlige lejr et forspring på hele 11 mandater: 93 mandater til V, K, CD, KRF og Dansk Folkeparti mod 82 til S, R, SF og Enhedslisten.
Senest har begivenhederne også gjort den forudsigelse til skamme, at valgkampen ikke ville komme til at handle om EU. Under det seneste iscenesatte sammenstød mellem Poul Nyrup og Uffe Ellemann - onsdag aften i Frihedshallen i Sønderborg - valgte statsministeren at spille højt spil ved at gøre de fire EU-forbehold til sit hovedangrebspunkt mod Venstres leder. "Den Amsterdam-traktat bliver svær at hive hjem, når man hører den usikkerhed, Venstre skaber," sagde Nyrup med henvisning til Ellemanns EU-udtalelser tidligere samme dag til nyhedsbureauet Reuter. "Jeg agter at benytte først mulige lejlighed til at slippe ud af forbeholdene," sagde Ellemann ifølge Reuter og henviste til, at han gerne ser en folkeafstemning om ØMU-forbeholdet, når meningsmålinger viser flertal for dets ophævelse.
I Frihedshallen præciserede Venstre-formanden, at han respekterer forbeholdene, men gerne via en folkeafstemning ser dem afskaffet. Dermed er der meget lidt reel forskel på, hvad Ellemann siger, og hvad f.eks. Socialdemokratiets EU-ordfører Ove Fich og den radikale leder Marianne Jelved har sagt eller antydet ved flere lejligheder forud for valgets udskrivelse. Der er formentlig heller ingen forskel på det, Ellemann nu har sagt, og det Nyrup i virkeligheden selv mener om de fire forbehold: At de i en ikke så fjern fremtid bør ophæves via en folkeafstemning.

SOCIALDEMOKRATIET har hidtil ønsket at holde EU-spørgsmålet og Amsterdam-traktaten ude af valgkampen. Blev det et dominerende tema, kunne man nemlig sagtens forestille sig, at EU-skeptiske socialdemokratiske vælgere gik til Enhedslisten eller SF. Forleden faldt den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen imidlertid for fristelsen til at bringe EU ind i valgkampen. Trængt af meningsmålingerne sagde Helveg, at en borgerlig regering under Uffe Ellemanns ledelse kan bringe et dansk ja ved folkeafstemningen 28. maj i fare, fordi mange EU-tvivlere hos S, R og SF vil føle sig skræmt ved udsigten til den - med Helvegs ord - "ukritiske europæiske linje", som Ellemann står for.
Helvegs udspil var dikteret af såvel frygten for et dansk nej den 28. maj som frygten for et vælger-ja til Ellemann og den borgerlige lejr den 11. marts. Hos Socialdemokratiet har frygten for nej'et ved folkeafstemningen hidtil været overskygget af frygten for vælgerflugt fra S til nej-siger-partierne ved folketingsvalget. Derfor har man holdt mund om EU. Indtil Nyrup altså selv følte sig så trængt af opinionstallene, at han greb chancen i Sønderjylland for at give Uffe, hvad han mente var en velplaceret uppercut - for nu at blive i
tv-kanalernes rædselsfulde valgkamps-jargon.
Risikoen er naturligvis, at statsministeren i virkeligheden har ramt sig selv, fordi tilpas mange vælgere er intelligente og velinformerede nok til at begribe, at de to "præsident-kandidater" er nogenlunde lige opsat på at få afskaffet EU-forbeholdene. Venstres leder slog da også prompte tilbage ved at kalde det "desperat" og "uansvarligt" i forhold til Amsterdam-afstemningen, når Nyrup slår skår i EU-alliancen hen over midten, blot for at erobre nogle Venstre-vælgere over til Socialdemokratiet. Højt spil er det i alt fald - set fra EU-tilhængernes side - at sætte fokus på Amsterdam-traktaten på et tidspunkt, hvor EU-modstanderne
hver eneste dag frem til valgdagen kan bruge den netop indledte Grundlovssag i Højesteret som platform for EU-kritikken.

DET MEST IDIOTISKE ved sammenstødet i Sønderborg er imidlertid, at der vitterlig er grund til
- helt sagligt - at diskutere EU-politik i valgkampen. Der vil nemlig blive betydelig forskel på den langsigtede EU-politik, afhængigt af om den udformes og forvaltes af en borgerlig regering eller af en SR-regering. En række EU-politiske opgør i Folketinget de senere år har illustreret, hvordan S, R og SF tilstræber en styrkelse af EU's politiske dimension for at kunne styre markedskræfterne, mens Venstre og de konservative ønsker mindst mulig regulering. Nyrup-regeringens tilbagevendende betoning af miljø- og beskæftigelsesaspekterne i EU-samarbejdet vil tilsvarende glide i baggrunden, hvis en borgerlig regering kommer til efter den 11. marts.
Også derfor kan udfaldet af folketingsvalget blive temmelig skæbnesvangert for danskernes hverdag. Og derfor er det en ret fornuftig ide at drøfte EU-politik i disse dage. Måden, Poul Nyrup Rasmussen nu har sat sagen på dagsordenen, risikerer desværre at blive en af hans sidste fejltagelser som statsminister. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her