27. marts 2007

EU holder møder med ministrene i ECOWAS i Vestafrika to gange om året, EU holder ministermøder med SADC i det sydlige Afrika hvert andet år, senest i december sidste år. EU holder ministermøder med den Afrikanske Union to gange om året, plus at der finder årlige møder sted med AVS landene (Afrika, Vestindien og Stillehavet).

Det, Peter Tygesen formodentlig refererer til, er det såkaldte EU-Afrika topmøde, der fandt sted i Kairo i april 2000 og som skulle have været fuldt at et andet EU-Afrika topmøde i Lissabon i 2003. Dette møde er i øjeblikket planlagt til at finde sted i december i år. Det er korrekt at dette møde er blevet udskudt på grund af visse EU landes modstand mod at mødes ansigt til ansigt med Rober Mugabe.

Man kan jo så undre sig over, at de samme lande tilsyneladende ikke har problemer med at mødes med en række andre diktatorer fra Afrika som har betydelig mere blod på hænderne end Mugabe, hvis det endelig skal være. Jeg nævner bare Sudan og deres overgreb i Darfur som et eksempel.

Mugabes spind

Peter Tygesen citerer endvidere en europæisk diplomat for at sige, at EU's bistandshjælp til Zimbabwe er afbrudt. Han falder dermed selv ned i det spind som Mugabe har spundet.

Mugabe har fra begyndelsen omtalt EU's restriktioner som sanktioner mod hans land og derved skabt et billede af, at det er EU, der er årsagen til de dårlige forhold i Zimbabwe, at det faktisk er EUs skyld, at der er krise i Zimbabwe.

Denne bevidste fejlfremstilling har Mugabe brugt til at skabe sympati for sig selv i resten af Afrika, og det er trist at Peter Tygesen fortsætter den samme misinformation ved at (fejl)citere en diplomat, der burde vide bedre.

EU har indført restriktioner mod styret i Zimbabwe i form af et forbud mod at udstede indrejsevisa til regerings- og centralkomite medlemmer, ved at indefryse deres indeståender i banker i EU og i form at et forbud mod at sælge våben, der kan bruges til oprørsbekæmpelse.

Den største bidragsyder

Det, Peter Tygesen glemmer at informere om, er, at EU og dets medlemslande samtidig er den største bidragsyder til Zimbabwe i hele verden. Dette sker for at hjælpe befolkningen til at modstå de forringelser af dens livskvalitet, som den har oplevet under Robert Mugabes og ZANU-PFs misregimente. Denne assistance består bl.a. af fødevarehjælp, men også hjælp til sundheds- og socialvæsenet til at bekæmpe den voldsomme udbredelse af HIV/AIDS og andre smitsomme sygdomme.

Endelig en bemærkning til Tygesens historie om støtten fra Angola i form af at sende et par tusinde mand fra sit paramilitære politikorps. Det er nyt for mig, inklusiv at Angola regnes for en af Zimbabwes mest stabile allierede i regionen.

Jeg kunne nok have peget på andre lande, der mere åbent og vokalt har støttet regimet i Zimbabwe, senest f.eks. det fattige Namibia, der endda har lånt penge til Mugabes fallittruede regime til at istandsætte Zimbabwes elektricitetssystem.

Har Angola lånt nogle af sine oliepenge til Zimbabwe? Personligt kunne jeg bedre forestille mig, at Mugabe kunne få brug for de angolanske styrker til at imødegå et truende militærkup fra den ene side af hans eget ZANU-PF parti under ledelse af vice-præsident Mujuru og hendes ægtemand, den pensionerede general Mujuru, end at han har brug for angolanerne til at styre sin egen befolkning, men det vil fremtiden vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her