Læsetid: 4 min.

Euro

31. december 1998

Et stykke europæisk historie til en værdi lige under syv en halv krone bliver skrevet denne torsdag eftermiddag i Bruxelles.
Det sker, når økonomi- og finansministre fra Finland, Tyskland, Luxembourg, Holland, Belgien, Irland, Østrig, Frankrig, Spanien, Portugal og Italien lægger sig fast på, hvor meget en euro skal være værd i forhold til hver enkelt lands valuta.
Fra midnat vil kursen ligge endegyldigt fast, og den mest gennemgribende, europæiske møntunion vil være en realitet. I samme øjeblik ophører 11 valutaer, og dermed 11 nationalbanker med at eksistere, og deres funktion overtages af en valuta, styret fra Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, der har hollænderen Wim Duisenberg i spidsen.
Begivenheden kan uden overdrivelse betegnes som den vigtigste i det europæiske fællesskabs historie. Ganske vist har vi fået et indre marked, ganske vist er vi på vej til at fjerne de fysiske grænser mellem landene, lige som EU er på vej til at åbne sig for nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa. Men denne gang taler vi om en beslutning, der i løbet af tre år vil glide ind som en synlig, helt uomgængelig, del af 290 mio. menneskers tegnebøger - og dermed deres hverdag.
At en så vidtgående ændring af samfundet overhovedet lader sig føre ud i livet, vidner om, at de 15 lande, der har indgået en union, evner at træffe store beslutninger og at fastholde dem.
Ikke noget dårligt signal i en tid, hvor EU med rette latterliggøres for sin manglende evne til at optræde troværdigt, når det gælder. Indsatsen, eller rettere: den manglende indsats over for tragedierne i det tidligere Jugoslavien er det mest slående eksempel.

Euroens fødsel rejser to afgørende spørgsmål. Vil euroen overhovedet fungere, eller bryder konstruktionen sammen, den dag hovedrige spekulanter beslutter sig for at teste euro-landenes vilje til at forsvare de kurser, de lægger sig fast på i dag? Og hvad betyder euroen for EU's rolle på verdensscenen?
Det tredje spørgsmål - hvad stiller vi op med det danske forbehold? - lader vi ligge i dagens anledning. Den debat skal nok komme til at fylde mange spaltemeter i denne og andre aviser de kommende år.
Inden man begiver sig ud i at spå om, hvorvidt euroen får et langt liv, kan man kaste et blik på de historiske fortilfælde. Som beskrevet i dagens avis deltog Danmark for præcis 100 år siden i en møntunion med Norge og Sverige - en møntunion, der ikke stod distancen, da der opstod politisk turbulens. Tilsvarende skabte Bismarck nogenlunde samtidigt en møntunion, der trods Tysklands centrale rolle i de to verdenskrige har overlevet - og som først opgives i dag, når den tyske mark forsvinder og bliver en del af euroen.

En afgørende forskel på de to gamle møntunioner var, at skandinaverne opretholdt tre uafhængige nationalbanker, mens Bismarck samlede de tyske landes valutaer i en ny nationalbank i Berlin.
Det er altså ikke tilfældigt, at netop Den Europæiske Centralbank har stået centralt i de slagsmål om euroen, der er blevet udkæmpet i de sidste år frem mod ØMU'ens tredje fase, der begynder ved midnatstid. Og en væsentlig faktor for euroens troværdighed som en stor, levedygtig valuta vil være centralbankens evne til at udstråle stabilitet.
Hvor stærk Wim Dusienberg og hans bestyrelse i virkeligheden er, ved vi først, når EU-landenes politikere, for eksempel med den tyske finansminister Oskar Lafontaine i spidsen, for første gang har lagt politisk pres på banken for at bruge valuta-politikken til at sikre den vækst, der er et helt afgørende succes-kriterium for de fleste EU-regeringer. Vakler banken over for politisk pres, vil spekulanter givet føle trang til at afprøve bankens standhaftighed over for andre, og mere kontante former for pression.

EU fremstår fra i morgen for alvor som en økonomisk supermagt. Alene de 11 euro-lande udgør et kraftcenter, der på enhver måde lader sig sammenligne med USA - og langt overgår den hidtidige nummer to, Japan.
Derfor betyder europen også noget for EU's politiske udvikling. Fra i morgen er der ikke længere nogen vej uden om for de 15 EU-lande i forhold til at påtage sig et ansvar som økonomisk lokomotiv - særligt under internationale kriser, som den vi netop har oplevet.
Det indebærer, at EU må gå forrest i arbejdet med at åbne verdenshandelen for at give svagere økonomier en reel mulighed for at afsætte deres varer, også i Europa. Og her ligger den store, politiske udfordring, som euroen er med til at rejse.
Om blot tre måneder samles EU's stats- og regeringschefer til topmøde i Bruxelles for at blive enige om den såkaldte Dagsorden 2000, der skal afgøre, hvordan de økonomiske byrder i EU fordeles fremover, og som skal skitsere de hårdt tiltrængte reformer af landbrugsstøtten og hjælpen til trængte regioner inden for EU.
Foreløbig er hele denne diskussion strandet i en pinlig stillingskrig, hvor ingen giver indtryk af at ville gøre selv den mindste indrømmelse for at løse knuden. Det er banalt, men ikke af den grund mindre sandt, at EU-landenes troværdighed står og falder med, at de viser sig i stand til at løse den slags knuder, hvis EU med euroen i tegnebogen virkelig skal gøre en forskel i verdensøkonomien. Mens vi fortsat følger den udvikling tæt, kan dette blads læsere fra lørdag begynde at vænne sig til, at prisen på den mindst ringe fremover opgives både i kroner og i euro .
jbn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her