Læsetid: 6 min.

Euro-nihilisme

Med deres overvældende nej til EU's forfatningstraktat har franskmændene kastet masken og er sprunget ud som euronihilister. 'Tiden er ikke længere til broderskab', skriver filosoffen André Glucksmann
1. juni 2005

Det franske nej til EU's forfatningstraktat er ikke for sjov! Ingen, der som jeg selv anbefalede et ja, bør undervurdere dette opsigtsvækkende resultat, som har blotlagt et fundamentalt opbrud af kontinental spændvidde.

Tilsyneladende har vi at gøre med et heterogent, ja selvmodsigende nej. Det opsamler diffuse angstfornemmelser, sammenkæder mange slags anklager utilfredshed og opdæmmer ugenert fordomme fra såvel det ekstreme højre som den yderste venstrefløj.

Sandheden er, at dette forvirrende og overrumplende rodsammen er et tegn på en uhørt folkekraft. Nej'et bekymrer sig ikke om, hvilke divisioner det består af - det forenes i den blotte modstand. Det vasker tavlen ren. Antiliberalistisk, antiamerikansk, indvandrerfjendsk i syd og ikke mindst i øst og med brækfornemmelser over Bruxelles-bureaukratiets kosmopolitisme erklærer det krig mod den polske konkurrence, de rovbegærlige baltere for slet ikke at nævne de fremtidige tyrkiske indtrængere.

Nej'et står vagt over det gamle fællesskabs grænser. På den måde kom denne officielle folkeafstemning om forfatningen umærkeligt til at forvandle sig til en uofficiel - og retrospektiv - folkeafstemning om udvidelsen af de 15 til de 25.

Ikke til broderskab

Franskmændene, hvis fremmøde til i Europaparlaments-valgene altid har været særdeles ringe, har nu slået sig op som euroskeptikere. Ja, uden skånsel er de med nej'et den 29. maj også sprunget ud som euronihilister. Tiden er ikke længere til broderskab.

Hvad værre er: De fobier, som cementerer nej'et, blev ligefrem opmunteret af ja'ets officielle fortalere. Var det ikke Chirac, som under det store Irak-skænderi udviste den arrogance at belære østeuropæerne om, at de havde forspildt en fremragende lejlighed til "at holde mund"?

Det franske diplomati er som besat af målet om at skabe en 'Euro-magt', der kan afbalancere den amerikanske 'hypermagt'. Denne drøm er ikke et europæisk Europas drøm - den er et fransk Eu-ropas drøm. Paris-Berlin-Moskva - dér ligger kontinentets rygrad, og Bruxelles og Warszawa har blot at indordne sig. Derfor blev de nu denne folkeafstemningsfallits syndebukke.

Hellere Putin end Bush! Hvordan bebrejde den franske vælger, at hun er mere logisk end Monsieur de Villepin? Ingen kan være uvidende om, at et solidt flertal af De 25's Europa nægter at spille Moskva og Beijing ud mod Washington! Lad fanden tage de 25 så! Ved at satse på en chiraquisme uden Chirac har det socialistiske nejs bannerførere - Fabius, Emmanuelli - forstærket denne forfuskede geopolitik med brug af populistiske argumenter. De har fremmanet jobudflytningernes og den sociale dumpings spøgelse. Konfronteret med den polske blikkenslager, som tager vores arbejde, og Estland, som stjæler vores virksomheder, måtte vi stemme for et Jalta II og smække døren i næsen på Østeuro-pas unge demokratier!

Boldværk

Friheden skræmmer! 'Liberal' er i Frankrig blevet sprogets værste skældsord. Hvad er EU's forfatningstraktat?

En liberal gabestok ifølge nejsigerne - nej, den er et tvært-imod et boldværk imod liberalismen, replicerede ja'ets apostle. Ned med Spinoza, Kant, Adam Smith og Popper! Fjenden er de liberale! Vi betaler prisen for årtiers løgne og illusioner. Frankrig lever i en globaliseret markedsøkonomi, men dets tungemål er stadig socialistisk og nationalt. Selvfølgelig lytter vælgerne til den retorik, der gjalder.

Som Chirac for nylig proklamerede: "Liberalismen er en lige så skadelig ideologi som kommunismen - dens natur er at opbygge mure!" 'Overfrankrig' - jasigere som nejsigere - har kaldt til modstand imod denne liberale bussemand! 'Folket' tog så mod til sig og besluttede sig for slå til mod dette utyske og ofrede dermed elitens ja på dens egen inkonsekvens' alter.

"Men Frankrig har 10 procents arbejdsløse og 11 procent fattige", vil man indvende. Og det skulle så forklare udbruddet af nihilistiske og xenofobe impulser, hadet til parlamentarismen og den opgejlede modvilje mod polske håndværkere?

Nej!

Langt snarere end at være økonomisk og social er denne krise grundlæggende mental. Tabuerne falder. De bremser, som har blokeret for hadet til den anden, i første række til udlandet, er sluppet. Og det er til venstre, at de moralske skranker er bristet.

Jeg har under denne valgkamp hørt ledende socialistiske politikere stigmatisere arbejdere fra andre europæiske lande i vendinger, som plejede at være forbeholdt det yderste højre.

Jeg har hørt Jean-Pierre Chevènement skrige sin skingre harme ud mod "Bruxelles oligarker" i en sprogbrug, der bragte mindelser om Putins.

Jeg har hørt deliristiske apologier for 'vor franske jord', som stank af nogle af vor fortids mest skammelige kapitler.

Disse ekstreme impulser har fået en fået en fernis af flertalsrespektabilitet takket være mellemkomsten af ledende socialistiske meningsdanneres nej.

I 1992, da vi stemte om Maastricht, var det det parlamentariske højres splittelse, der var tæt på at få Europa til at kuldsejle. Denne gang er det venstredelen af vælgerkorpset, som har fået læsset til at vælte: Tallene viser det klart. I Frankrig er 40 procent af vælgerne antieuropæiske og antidemokratiske. Og Fabius skaffede dem, der mangler, for at nejflertallet kom hjem. Tonen og stillejet i nej'ets to måneders rigidt ideologiske kampagne, der har været domineret af feticherede antinomier fra det 19. århundrede, bestod i genbrug fra en forældet manikæimes revolutionære frasemageri. Er den 'social' eller er den "liberal", denne forfatningstraktat?

Således blev debattens kernespørgsmål formuleret. Til overflod modstillede man "forkvaklet frimarkedslogik" på den ene side med "social beskyttelse" på den anden. Med andre ord: enten den frie og ubundne konkurrences junglelov eller også en velfærdsværnende statssocialisme. I et hug greb det døde det levende i struben og forviste 50 års europæisk konstruktion til glemmebogen.

Igennem et halvt århundrede, med vekslende opture og nedture, formåede Euro-pas kristdemokrater og socialdemokrater at forene tilrettelæggelse af økonomisk effektivitet med varetagelse af sociale hensyn og kombinere frihed, velstand og solidaritet, uden at disse kom til at udelukke hinanden gensidigt. Under omstændigheder, der var ganske anderledes elendige end vore dages, førte disse satsninger Vesteuropa ud af dets ruiner og frem til en position som verdens næststørste økonomi - ja, målt i velfærd: den største. Nu er det forbi!

I hverken Tyskland eller Frankrig har centrum-venstre været i stand til at løfte de udfordringer, som 'en social markedsøkonomi' stiller os overfor. I stedet har SPD's formand, Franz Müntefering, i Berlin genoplivet slagord fra en mølædt fortid ved at tordne mod den internationale kapitals "græshoppesværme", som snylter på det produktive arbejde, og båret ved til den antiamerikanske og antikapitalistiske dæmonisering for dermed at afværge et truende valgnederlag. Den forhenværende "arbejdsgiverven", Schröders kovending er det perfekte modstykke til den 180 graders drejning, som er foretaget af den opportunistiske Fabius, der førhen var Frankrigs liberale og alt andet end bolsjevistiske premierminister.

Det franske nejs succes og de kontinentale socialisters demagogiske forlokkelser stammer fra en fælles moralsk og mental nedtur. I be-ste fald vil denne fallit for generøsitet og intelligens i disse to europæiske kernelande kun få lokale konsekvenser - de rødgrønnes fald i Tyskland og udskamning af Frankrigs latterlige narcissisme. Beklageligvis har ingen politiske kræfter, i hvert fald hverken i Berlin eller Paris, erkendt, at de senere måneders største begivenhed var Den Orange Revolution og dens emancipation af 50 mio. europæere fra postkommunistisk despoti. Den europæiske identitet - det er i dag det frihedens friske pust vi har set blæse mellem Kiev og Tbilisi.

Frankrig, dette menneskerettighedernes fædreland, knuger sig derimod frygtsomt og kuldskært over for fremtiden, samtidig med at stolte folkeslag erobrer de ord, hvis betydning det selv har glemt, skønt de pryder indgangen til nationens stemmelokaler: Frihed, lighed og broderskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu