Læsetid: 4 min.

Euroens første offer

13. marts 1999

OSKAR LAFONTAINE, den rød-grønne Napoleon i det tyske finansministerium, holdt i mindre end seks måneder, og hans pludselige exit fra Gerhard Schröders regering har allerede fået de magtfulde globale finansmarkeder til at juble. Den europæiske valuta, euroen, har i de sidste par dage trukket sig op som en sulten baby ved sin moders bryst og er blevet præmieret med de skønneste opadgående kurver set længe.
Lafontaine har i det sidste halve år skabt sig mange fjender blandt de, der ikke bryder sig om hans ambitiøse visioner om at skabe et rødt-grønt Europa som alternativ til det amerikanske verdenshegemoni. Som en anden macchiavellisk prins på de indre linjer og med passionerede taler på de ydre linjer har Lafontaine målbevidst søgt at skabe støtte til en aktiv keynesiansk udpumpning af efterspørgsel i Europa. Han ville sætte turbo på væksten ved at trykke renten.
Han har været skydeskive for finansmarkedets aktører, der slet ikke bryder sig om politikere, der åbent udfordrer den almindelige ortodoksi og ikke prioriterer kampen mod inflationen højere end kampen mod arbejdsløsheden. Her var pludselig en politiker, der gjorde sig forestillinger om at tæmme markedskræfterne - og de hadede ham for det. Og det gjorde ham heller ikke populær i Den Europæiske Centralbank, hvor chefen, hollænderen Wim Duisenberg, har haft flere kontroverser med Lafontaine om renten - bl.a. fordi det kunne så tvivl om centralbankens uafhængighed af de demokratiske valgte og indimellem populistiske politikere.

SOCIALISMENS SPØGELSE i Europa har amerikanerne nærmest betragtet Lafontaine. Hans flirten med ideen om at lægge en Tobin-afgift på grænseoverskridende kapitalbevægelser i 'det globale kasino' har været en rød klud i ansigtet på amerikanerne og deres tro følgesvende i Storbritannien. Og hans forslag om at sejle op imod spekulanterne ved at oprette et globalt valutaregime til at stabilisere udsvingene mellem euroen, dollaren og yenen er mødt med kold luft. USA's finansminister Robert Rubin, der må betragtes som ortodoksien selv, har i G-7 sammenhæng klart distanceret sig fra ideen.
I Europa har Oskar Lafontaine kørt tæt parløb med den socialistiske franske regering under ledelse af Lionel Jospin. Den frankofile tysker - der elsker det franske sprog og denne kulturs overdådige mad og vin - har slet ikke været briternes kop te. Den britiske sensationspresse 'kårede' Lafontaine som "Europas farligste mand", da han i november foreslog en harmonisering af de europæiske skattesystemer - og Daily Telegraph kalder hans afgang "velsignelsesrig". Og i Tony Blairs centrum-højre orienterede verdensbillede bliver Saarlandets røde Napoleon betragtet som en fortidsdinosaur, der ikke har fattet de potentialer, markedskræfterne rummer i sig, hvis de 'nurses' på en 'intelligent' måde uden for stramme politiske direktiver.

KUNSTEN I DEN nye 'socialdemokratiske' politik er ikke at lægge sig ud med erhvervslivets tunge drenge, samtidig med at man på det retoriske plan ikke støder middelklassen og det socialistiske bagland fra sig. Det er Blairs recept på succes. Den deler Gerhard Schröder, der har solgt sig selv på at ville føre en erhvervsvenlig politik. Han vil nu forsøge at skabe ny fremgang for de tyske socialdemokrater, der har ligget lavt i de seneste meningsmålinger, ved at genoprette det gode forhold til erhvervslivets tunge drenge. De har skrevet rasende breve imod 'Lafontaines røde skattereform', der ifølge dem vil skade virksomhederne og beskæftigelsen.

ALLE ERHVERVSLIVETS krav om at skrotte skattereformen vil ikke blive imødekommet, lyder det umiddelbart fra Schröder, der kan ånde lettet op over at trænge Lafontaine ud i kulden og selv overtage SPD's formandsstol. Schröder vil fortsætte i regeringskoalition med Joschka Fischers Grønne parti, men udnævnelsen af den blege og finanspolitisk bløde Hans Eichel som Lafontaines efterfølger er et signal til erhvervslivet om, at Tyskland er på vej tilbage på den finansielle ortodoksis hovedspor.
Det bliver endog meget interessant at følge Tysklands videre politiske manøvrer i Den Europæiske Union. Alt taler for, at Centralbanken får friere hænder til at sætte renteniveauet uden løbende indblanding fra Ministerrådet - og paradoksalt nok kan det måske ligefrem øge chancen for en rentenedsættelse i den kommende tid, fordi Centralbanken får større politisk kredit på markedet efter Lafontaines farvel.

RAMMENDE er, at bankanalytikere drager sammenligninger med den kovending, som Francois Mitterands socialistregering blev tvunget til af markedet i begyndelsen af firserne. Og sandt er, at 'Markedet' sejrsrigt kan glæde sig over udsigten til at få et friere spillerum i takt med, at Gerhard Schröder rykker tættere på Storbritanniens Tony Blair. Neo-keynesianerne må derimod begræde, at deres kære Oskar er blevet euroens første politiske offer. At han måske flytter til Toscana for at nyde solen og skrive kloge bøger om globaliseringen og Europas fremtid sammen med sin hustru Christa Müller er kun en ringe trøst for de venstreorienterede socialdemokrater, der drømte om en rød-grøn politisk kursændring i Europa. Frankrigs socialistiske regering - og Lionel Jospin, der ikke bryder sig om Blairs bløde bambi-stil - har mistet en vigtig alliancepartner med Oskar Lafontaines afgang. Det sker på et tidspunkt, hvor den engang så stærke fransk-tysk alliance har lidt endnu et knæk, efter at det tyske formandsskab natten til torsdag undlod at bøje sig for de franske pengekrav til den fælles landbrugspolitik. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her