41 procent af de britiske muslimer ønsker at indføre sharia-loven i de muslimsk dominerede områder i Storbritannien, mens 61 procent gerne ser, at i hvert fald deres familiesager i fremtiden behandles i overensstemmelse med islamisk lov og sædvane.
Det var resultaterne af to større britiske undersøgelser tidligere på året. Den britiske presse røg op i det røde felt, og rundt omkring i Europa blev konklusionen, at integrationen er slået fejl, og at de fælles værdier er under angreb.
"Der er ingen plads til den slags mennesker i Storbritannien. Det står de, der vil leve under sharia, frit for at rejse," tordnende Trevor Phillip, leder af den britiske kommission for racelighed.
Men ifølge Rubya Mehdi, lic.jur. og ekspert i islamisk ret ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet, bør man droppe panikken og i stedet hoppe i arbejdstøjet. Det er nemlig på tide, at de stadig mere multikulturelle, europæiske lande gentænker forholdet mellem ret, religion og kultur.
"Vi lever i dag i en globaliseret verden, og de europæiske indvandrere har stærke bånd til deres oprindelseslande, både i konkret og følelsesmæssig forstand. Det er naivt at tro, at det ikke også får en indflydelse på retsopfattelsen," siger Rubya Mehdi.
Parallelt retssystem
Rubya Mehdi har undervist i jura i Pakistan, og efter sin ankomst til Danmark,har hun ved siden af sin forskning og undervisning rådgivet kommuner i, hvordan de tackler de særlige problemer, der opstår i mødet imellem den danske familieret og den islamiske retsopfattelse. Den slags rådgivning vil der blive stadig mere brug for, mener Rubya Mehdi. I dagens Europa eksisterer der nemlig i praksis et parallelt retssystem baseret på islamisk lov, hvor især familiesager bliver klaret i moskeen i stedet for i retssalen.
Det er ofte ganske problemfrit, men i stadig flere sager bliver kvinderne og børnene tabere.
"I dag overlader vi det til imamerne at fortolke lovteksterne, men de afgør ofte stridighederne på grundlag af en meget streng og traditionel sharia-tolkning. Hvis vi ønsker at sikre, at alle borgere nyder lige beskyttelse, kan vi ikke bare overlade det til de muslimske samfund. Vi må udvikle en form for pluralistisk retssystem, og staten bør stå som garant for, at kendelserne ikke overtræder menneskerettighederne," siger Rubya Mehdi.
Hun har gennem sin forskning konstateret, at kvinderne taber, så længe der ikke gøres noget for at integrere de islamiske retsnormer på det familieretslige område.
"Hos mange af de muslimske indvandregrupper gælder det i dag, at man ikke er hverken rigtig gift, skilt eller blevet rigtige forældre, før det er godkendt i henhold til de religiøse forskrifter. I de lande, de kommer fra, er den godkendelse indbygget i retssystemet. Her er det jurister og ikke imamer, der tolker teksterne, og retsopfattelsen har gennemgået en moderniseringsproces, hvor de religiøse forskrifter gradvist er blevet tilpasset det moderne liv, herunder idealerne om lige ret mellem kønnene," fortæller Rubya Mehdi.
Hun nævner Tunesien som et eksempel på en stat, der har holdt fast i islamisk lovgivning, men har nyfortolket koranen f.eks. på spørgsmålet om flerkoneri. I koranen hedder det, at hvis man har fire koner, skal man behandle dem lige, mens det et andet sted står, at det er umuligt at behandle fire kvinder ens. På baggrund af den modsætning har man i Tunesien valgt helt at forbyde polygami.
"I Danmark har vi et sæt klare love, men der findes ikke nogen retslig institution, der kan hjælpe kvinderne, når de strider mod koranen. I forbindelse med skilsmisser og sager om forældreret bliver det overladt til moskeen, og vi giver derved imamerne, alt for stor indflydelse på folks liv. Paradoksalt nok ender muslimske kvinder i Europa derfor ofte i en værre retslig position, end hvis de levede i f.eks. Pakistan eller Marokko," konstaterer Rubya Mehdi.
En lille underskrift
Nogle europæiske lande har faktisk valgt at tage konsekvensen og tilpasse loven de islamiske sædvaner. Når kærligheden i dag skal forsegles i Norge, skriver parterne under på, at begge har lige ret til skilsmisse, hvis det en dag skulle komme dertil. Den ret sikrede norsk lov naturligvis i forvejen, men den lille ekstra underskrift er indført for at hjælpe de muslimske kvinder, der i forbindelse med skilsmisse risikerer at komme i klemme mellem den nationale lovgivning og sharia-forskrifterne.
Ifølge den traditionelle tolkning af sharia kan en mand nemlig skilles fra en kvinde ved at sige ordet for skilsmisse - talaq - tre gange, hvorimod kvinden skal fremligge tungtvejende grunde.
I muslimske ægteskaber indgår parterne en kontrakt, og her kan de fra starten aftale, at begge kan begære skilsmisse. Det har man nu i Norge valgt at gøre til standard for alle, der ønsker papir på hinanden. Den norske stat garanterer således kvinders ret til mandens skriftlige godkendelse af hendes rettigheder. Det princip, mener Rubya Mehdi, bør udbredes til andre områder, f.eks. i sager om forældremyndighed.
"Den norske ægteskabskontrakt er et eksempel på, hvordan man kan justere de europæiske retssystemer til muslimske retsnormer, uden at man derved undergraver den europæiske retstradition. Det er ikke noget problem for de kristne norske par, der skal sætte en ekstra underskrift, men det er en stor hjælp for de muslimske kvinder, der ellers kan komme i klemme," siger Rubya Mehdi,
Stat ikke moske
Ifølge Rubya Mehdi er det nødvendigt, at advokater og dommere har kendskab til islamisk ret. Der eksisterer nemlig allerede sager, hvor europæiske domme har været baseret på sharia.
I 2004 henviste retten i den svenske by Halmstad således til 'iransk lov', da den pålagde en mand at betale sin fraskilte hustru den såkaldte Mahr - en medgift, der skal garantere kvindens økonomisk sikkerhed ved skilsmisse. Den slags sager vil vi komme til at se flere af, og det kræver nytænkning, mener Mehdi.
"Systemet skal sikre, at den danske stat ikke svigter sine forpligtelser over for børn og kvinder. Staten må ikke lægge ansvaret fra sig, sådan som vi ser i Canada," siger hun med henvisning til en sag fra den canadiske delstat Ontario, hvor religiøse mæglingsinstitutioner i dag afgør mange civile søgsmål.
I 1991 indførte Canada en lov til beskyttelse af religiøse mindretal, der gav frihed til at træffe afgørelser efter religiøs ret på betingelse af, at begge parter er enige, og at kendelsen ikke er i konflikt med canadisk lov. Loven er blevet brugt af det katolske såvel som jødiske samfund i sager om familie- og erhvervsret, og i 2002 begyndte en muslimsk gruppe arbejdet på at etablere en formel shariadomstol og uddanne shariadommere. Det skabte ophedet debat, og modstanden kom ikke mindst fra andre muslimske grupper.
"Hvis staten ikke tager et ansvar, ender vi med en situation, hvor kvinderne står retsløse. Vi må indse, at vi er forskellige, og at det er det, der gør verden smuk. Men der er behov for en form for statskontrolleret shariapraksis. Også herhjemme," konkluderer Rubya Mehdi.
