Læsetid: 9 min.

Er Europa gået i stå?

Det gamle europæiske kontinent bebos af tøvende borgere. Den nye forfatning er i dyb-fryseren. Befolkningerne ser med skepsis på yderligere udvidelser af EU-klubben, de er nervøse over indvandring af arbejdskraft fra lande med lavere lønninger, bange for at miste de sociale ydelser, som karakteriserer velfærdsstaten og kritiske over for reformer
28. april 2006

PARIS- Mange kender nok Auguste Rodins statue Grubleren som et billede på dyb eftertanke. Den grundende mand med hånden under hagen er ikke noget dårligt billede på stemningen i EU-landene for tiden.

Er Europa grebet af handlingslammelse eller af en dyb identitetskrise? Først forkastede de franske og hollandske vælgere den nye europæiske forfatning sidste forår - sagde med andre ord nej til en uddybning af samarbejdet i EU - og derefter er det stået mere og mere klart, at EU's befolkninger heller ikke bryder sig om tanken om en yderligere udvidelse af EU.

Og de liberaliseringer og fleksibiliseringer af økonomien og arbejdsmarkedet, som både EU-Kommissionen og OECD har anbefalet, hvis EU skal komme videre i arbejdet med Lissabon-processen (trylleordet for de reformer, som skal gøre EU til verdens førende vidensbaserede økonomi, red.) mødes med solid folkelig skepsis og modstand. Som lige eftertrykkeligt demonstreret i Frankrig, hvor protesterende fagforeninger og studerende tvang regeringen til at annullere en ellers vedtagen lov om mere smidige regler for hyring og fyring af unge under 26.

EU har også lige bevidnet, at et andet stort medlemsland, Italien, som pt. slås med nogle af de ringeste økonomiske nøgletal, som samtidig har været plaget af katastrofal politisk ledelse, som i stigende grad styres af gamle mænd, og hvor fertiliteten er totalt i bund, ikke var i stand til overbevisende at vælge nye kræfter til at stå i spidsen for nødvendige reformer.

Gift for samarbejdet

Som den britiske avis, Financial Times skrev forleden, står nu både Tyskland, Italien og Frankrig med så svage regeringer, der har delt vælgerne i 50-50, at det kan "gøre det umuligt for EU at fungere."

Læg dertil en fortsat mere EU-skeptisk polsk regering og stigende protektionisme i EU-blokken som sådan, og det kan unægteligt være svært at bevare optimismen. Europa har 20 millioner arbejdsløse, men bare to af verdens 20 bedste universiteter. Samtidig forlader Europas bedst uddannede unge i stigende grad kontinentet. 400.000 europæiske kandidater inden for de naturvidenskabelige og tekniske fag arbejder i øjeblikket i USA, og kun en tredjedel af dem planlægger at vende tilbage til Europa.

Siden omkring midten af 1990'erne er EU sakket agterud i produktivitetsudviklingen i forhold til USA og har tabt markedsandele samtidigt med, at regionen har været præget af lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed - navnlig i nogle af Europas største økonomier: Tyskland, Frankrig og Italien.

Stilstand er problemet

Problemets kerne har OECD's 2005-rapport udpeget ret præcist: Det europæiske kontinent er fanget i en lavvækst, der blandt andet skyldes udefrakommende påvirkninger: Irak-krigen, prisstigninger på olie og råvarer og udviklingen i valutakurserne. Men samtidig er der et presserende behov for strukturelle reformer, som kan stimulere væksten og skabe mere fleksibilitet på arbejdsmarkederne.

Tyskland kan trods den stærke eksport ikke få gang i den hjemlige efterspørgsel.

Italien har på grund af mange års umådeholdne omkostningsstigninger udmarvet sit erhvervsliv.

Frankrig slås med et rigidt arbejdsmarked og høj arbejdsløshed. Men selvom både de franske og de tyske selskaber klarer sig rigtig godt internationalt - Tyskland overgår nu USA i eksport på verdensmarkedet - så har landet over fem millioner arbejdsløse, mere end 12 procent af arbejdsstyrken, og levestandarden er ikke steget de seneste fire år.

Konklusionen er, at tyskerne uanset eksportsuccesen og uanset at Tyskland er EU's største økonomi, ikke kan trække eurozonen ud af hængedyndet. Og det tyske vækst- og arbejdsløshedsproblem er det samme i Frankrig, Italien og Holland.

Klubben i Nord og Øst

Men EU er naturligvis andet - mere - end Frankrig, Tyskland og Italien. Visse mindre medlemslande som Sverige, Danmark, Finland og Irland samt Storbritannien har satset på en anden kombination af et mere fleksibelt arbejdsmarked, et højere uddannelsesniveau og for de tre førstnævntes vedkommende også en bedre social sikring, som har givet lavere arbejdsløshed og nogle omstillingskapable økonomier præget af serviceerhverv og mere vidensbaseret industri.

Og så er der de nye øst- og centraleuropæiske medlemslande, der alle som et led i forberedelsen til EU-medlemskabet har været i gang med reformer uafbrudt stort set siden Berlin-murens fald.

I dag har de nyeste EU-lande de højeste vækstrater - naturligvis kommende fra et lavere niveau, men Slovenien overhalede allerede sidste år Portugal, når det gælder om indkomsten pr. indbygger. Også i de baltiske lande er der højtryk på økonomien. Men disse mindre økonomier kan slet ikke kompensere for Unionens overordnede problemer; dertil trækker de førnævnte kernelandes problemer alt for meget ned i det røde felt på regnskabet, og derfor skal problemerne i Frankrig og Tyskland løses under alle omstændigheder.

Nationalismen spøger

Som om de strukturelle problemer i økonomien ikke var rigeligt, så er EU-landene samtidigt låst i en ond cirkel af protektionisme og stridigheder om overtagelser af nationale pryd-virksomheder under dække af beskyttelse af 'strategiske nationale interesser'.

Frankrig annoncerede således sidste år i december - stik mod EU's regler - at landet agtede at beskytte 11 nøgleindustrier mod udenlandsk overtagelse.

Og på trods af trusler fra EU-Kommissionen er der ingen tegn på, at Paris er blevet blød i knæene. Tværtimod reagerede Frankrig (og Luxembourg) overordentlig fjendtligt for nylig på forlydender om, at verdens største stålgigant Mittal planlagde at opkøbe Arcelor, en stor stålvirksomhed, der står for mange franske arbejdspladser.

Også Tyskland har kæmpet hårdt for at bibeholde en eksisterende lov, der beskytter Volkswagen mod opkøb; den nye højre-populistiske og EU-fjendtlige polske regering har forsøgt at forhindre en ellers EU-godkendt bankfusion mellem en polsk og en udenlandsk bank. De samme toner høres fra Italien, som også vil beskytte vigtige italienske virksomheder imod udenlandsk overtagelse. Samtidig lider hele det europæiske energimarked under et stærkt tiltagende statsligt pres for at bibeholde nationale monopoler.

Marx ville glæde sig

"Udviklingen ville have glædet Karl Marx," skrev det ansete britiske tidsskrift The Economist i sidste måned: "Hans synspunkt var, at ejerskab, og dermed retten til at udnytte andre, betød alt; derfra stammede de socialistiske regeringers ønske om at nationalisere 'kommando-tårnene' i deres planøkonomier."

Det liberale ugemagasin har ikke overraskende meget lidt til overs for tankegangen: "Lider britiske forbrugere skade, fordi franske firmaer (EDF og Suez) ejer store britiske gas- og vandforbrugsstationer," spurgte en leder retorisk, og svarede selv: "Nej. Det gør de ikke, for lovgivningen regulerer disse nøjagtig ligesom de britisk- ejede bliver det."

De eneste, som har gavn af nationale monopoler, er den politiske elite i et givet land, som kan begunstige venner og nationale politiske nøglespillere, som de forventer korporative modydelser fra - f.eks. fagforeningerne - mente tidsskriftet, som kun ser én taber ved protektionisme: forbrugeren.

Patriotisme

EU's hollandske konkurrencekommissær, Neelie Kroes, og den respekterede tidligere konkurrencekommissær Mario Monti fra Italien har advaret med samme melodi.

"Når 'moralsk overtalelse' eller skjulte trusler bliver mindre og mindre effektive, er det ikke overraskende, at regeringerne føler sig mere fristet til at bruge direkte modstand," skrev Monti for nyligt i en kommentar i Financial Times, hvor han også med en direkte henvisning til Frankrig stillede spørgsmålstegn ved, hvad EU-landene egentlig får ud af deres 'økonomisk patriotisme' i det lange løb.

"Før de (landene, red.) giver efter for fristelsen, bør de tænke over, hvilken patrie de i virkeligheden vil tjene med deres patriotisme economique," sagde Monti, som havde indsat de franske termer i sin engelske tekst.

Termen 'økonomisk patriotisme' stammer fra den franske premierminister, Dominique de Villepin, som brugte udtrykket, da han sidste sommer skulle forklare, hvorfor det var helt i orden at bruge politiske kræfter på at bekæmpe et overtagelsesforsøg fra den amerikanske sodavandskoncern Pepsico, som gerne ville købe den multinationale franskejede fødevarekoncern Danone.

EU-Kommissionsformanden, José Manuel Barroso, advarede også på det nylig afholdte EU-topmøde i Bruxelles om, at EU-landene, hvis de ikke tager sig sammen, dels vil glide endnu længere væk fra Lissabon-målene om at blive verdens førende vidensbaserede økonomi, dels vil blive en fortsat mere splittet og dermed fortsat svagere politisk spiller på den globale scene.

En EU-kender, den tidligere britiske Europa-minister Dennis MacShane, der i dag fungerer som rådgiver for premierminister Tony Blair, advarede forleden i avisen International Herald Tribune om, at "EU er godt på vej til at forkaste sin chance for at handle som en stærk global enhedsaktør i lyset af et kraftigt skift i de udenrigspolitiske prioriteringer fra Washington. Hvad vi ser i stedet, er en tilbagevenden til to gamle favorit-plager: populisme og protektionisme". Diagnosen er den samme i mange EU-landes udenrigsministerier.

"Mange håber på kansler Angela Merkel og det tyske EU-formandskab, som overtager styringen til sommer. Men problemet er blot, at de europæiske befolkningers usikkerhed - som også lå bag afvisningen af EU-forfatningen sidste forår - gør det svært for de europæiske politiske ledere at stå sammen om reformer og en stærk fælles politik," vurderer en tysk EU-diplomat udstationeret i Paris.

Den svære udvidelse

Endelig er der, som nævnt i indledningen, den omsiggribende stemning af 'udvidelses-træthed' - i EU-slang kaldet enlargement fatigue.

Selvom nye meningsmålinger fra Eurostat har vist, at skepsisen rent faktisk svinger en del fra land til land, og at danskerne f.eks. ikke er så skeptiske over for at gøre EU større (se interviewet med Elisabeth Arnold side 4), så er det helt tydeligt, at ledende politikere i flere af de store EU-lande er skeptiske over for at udvide Unionen yderligere, før der er vedtaget en ny forfatning, og før vælgerne er mere positive - især i landene Frankrig, Holland, Tyskland og Østrig.

Og selve metoden ved udvidelsesforhandlingerne med Den Europæiske Union bliver i lyset herfra næppe den samme igen.

Det kunne man se, da Tyrkiet og Kroatien indledte EU-forhandlingerne om medlemskab sidste år. En ting var, at optakten til åbningen af forhandlingerne havde været så tøvende og skeptisk med adskillige lande på modstanderholdet, herunder Østrig som det mest aktive.

Noget andet var, at selv EU-Kommissionen, som ellers er at finde på 'udvidelsesholdet', også selv understregede, at selve forhandlingsforløbet ikke vil blive tilrettelagt som i tidligere runder med de gamle EFTA-lande (Østrig, Sverige og Finland) eller de central- og østeuropæiske lande, hvor metoden overordnet var den, at man lukkede de nemme kapitler i forhandlingerne først.

På den måde stod man med de vanskeligste områder til sidst: Der hvor ansøgerlandene havde størst problemer med at tilpasse sig EU-lovgivningen, men til gengæld var presset også maksimaltfor at blive færdig, fordi man jo var ved slutningen af forløbet.

Metoden var designet ud fra den enkle devise, at ansøgerlandene og Unionen havde en fælles interesse i rent faktisk at optage de nye lande.

I dag er det et tøvende EU, som forhandler og derfor har Kommissionen meddelt, at forhandlingerne om de såkaldt tekniske og økonomiske emner kan blive afbrudt, hvis der kommer problemer med tilpasningen til EU's politiske kriterier f.eks. overholdelse af menneskerettighederne.

Ny optagelsesmetode

I Frankrig, hvor både det politiske og det folkelige ubehag ved et fremtidigt tyrkisk medlemskab er betydeligt, er man tilfreds med den nye fremgangsmåde, men også i Holland har regeringen meldt sig på det hold, der ønsker de "vanskelige kapitler til forhandling først, såsom retlige og indre anliggender, så disse vigtige emner ikke skal besluttes under tidspres," som den hollandske udenrigsminister Bernard Bot skrev i marts i et brev til Kommissionen.

En anden grund til ikke at gemme de mest besværlige områder til sidst kan dog også være erfaringerne fra de i gangværende forhandlinger med Bulgarien og Rumænien, som mere eller mindre har fået lovning på medlemskab i 2007, men hvor der fortsat her i 2006 er store problemer med blandt andet korruption, og hvor landenes retlige system endnu ikke lever op til EU's standarder.

Privilegeret partnerskab

Et alternativ til det fulde medlemskab har længe været det såkaldte 'privilegerede partnerskab' - som kort fortalt går ud på, at de lande, som tilbydes at blive de privilegerede partnere vil kunne deltage i alle EU's politikker, men uden sæde i EU-institutionerne. Det er en idé, som både den sandsynlige kommende borgerlige franske præsidentkandidat, Nicolas Sarkozy, den tyske kansler, Angela Merkel og flere betydelige tyske konservative politikere konkret har udtalt i forhold til Tyrkiet og staterne på Vestbalkan.

Ikke overraskende er forslaget om partnerskab - privilegeret eller ej - blevet mødt med en iskold skulder fra alle de lande, som står og venter på tærsklen til medlemskab.

Kandidatlandene vil have den ægte vare. Hertil kan siges, at man kun kan håbe, at holdbarhedsdatoen på Unionen fortsat er frisk, når tiden kommer til nye udvidelser.

Bliver indholdet først muggent, er det muligvis ligegyldigt med det ellers så attraktive medlemskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her