Læsetid: 5 min.

Europa kan aldrig klare sig uden EU

Fælles problemer som indvandring og aldrende befolkning kan kun løses på tværs af grænser, mener den konservative amerikanske journalist og intellektuelle Christopher Caldwell
1. august 2005

BOSTON - For en gangs skyld vakte en intern europæisk nyhed opmærksomhed i Washington. Da franskmænd og hollændere i juni stemte nej til EU's forfatningstraktat, blev det forbløffende resultat debatteret vidt og bredt i amerikanske aviser og på tv-stationer, endda på et rimeligt højt niveau. Fra Europa kom de bedste amerikanske korrespondenter endelig til deres ret. Eurofile intellektuelle på USA's østkyst fik masser af spalteplads og mikrofoner stillet til rådighed. Hvis danskere eller englændere havde afvist forfatningen, ville man næppe have taget så meget notits i USA. Men her havde to af de Europæiske Fællesskabers grundlæggere stemt imod yderligere politisk integration og - lød fortolkningen - afvist yderligere udvidelse af EU's medlemskreds. Var det ikke den franske præsident Jacques Chirac, der sammen med Kina og Rusland havde talt for en multipolær international orden som afløser for en verden domineret af USA, spurgte forundrede amerikanere.
Hvordan kunne det ske, at franskmændene tilsyneladende spændte ben for sig selv og gaullisternes anti-amerikanske projekt? Den konservative journalist og intellektuelle Christopher Caldwell leverede et kort svar på denne gåde i en artikel trykt ugen efter folkeafstemningen i Frankrig. "Franskmændene stemte imod, fordi de for en gangs skyld var blevet spurgt til råds af politikerne," skrev han i det nykonservative nyhedsmagasin The Weekly Standard. Den politiske elite i Bruxelles og Paris havde med andre ord endnu engang fejlbedømt den offentlige mening. I sit første avisinterview efter folkeafstemningen lagde forfatningsfadderen Giscard d'Estaing derimod typisk skylden på vælgerne. Franskmændene fattede ikke, hvad 'hans' forfatning gik ud på, udtalte ekspræsidenten til The New York Times' korrespondent. Bare de havde læst teksten og forstået den! Men det havde utroligt mange franskmænd faktisk gjort, bemærkede en anden amerikansk eurofil, Jeremy Rifkin, efter sin hjemkomst fra Frankrig. For første gang nogensinde engagerede jævne franskmænd sig i en EU-debat. Christopher Caldwell skriver jævnligt om europæiske forhold i The Weekly Standard, hvor han er senior-medarbejder. Herudover trykker The Financial Times' amerikanske udgave en klumme af ham hver lørdag - oftest om amerikanske og europæiske anliggender.

Beskåret suverænitet

Hvad, der gør indtryk, er hans store viden om og indsigt i diverse europæiske lande og hele det europæiske projekt. Nykonservativ ideologi mærker man ikke i hans bidrag. Snarere en fascination af det gamle kontinent. Han voksede op i New England-staterne i det nordøstlige hjørne af USA. "Det er det tætteste, vi i USA kan komme på at leve i Europa," fortæller Christopher Caldwell i et interview med Information. "New England er til en vis grad et klassesamfund. Vi har en socialdemokratisk tradition og religion holdes på afstand af politik. Derfor føler jeg mig hjemme i Europa." - Hvordan vil nej'et til forfatningen påvirke amerikanske interesser? Nu er Schröder og Chirac på vej ud og vil måske blive efterfulgt af pro-amerikanske regeringer. Men modstanden mod amerikansk politik i Europa har vel dybere rødder? "Det er klart, at kritikken af USA's politik stikker dybere. Men nu er det ikke sådan, at USA har indtaget en lederrolle, fordi europæerne kunne lide det. I 1975 ville en typisk europæer have ønsket frihed og uafhængighed for sit land. Men stillet over for Sovjetunonen var det ikke muligt." "Men EU tilbød en samfundsmodel - på mange måder beundringsværdig - som alle kunne aspirere til. Nu har to EU-medlemmer vist sig uvillige til at betale prisen for en beskåret suverænitet. Derfor synes en alternativ model for Vesten baseret på en europæisk pol sværere at realisere. Det er grunden til, at afstemningsresultaterne påvirker relationerne mellem USA og EU."

Fælles udfordringer

- Bekymrer det Dem, at de enkelte medlemslande nu vender blikket fra Bruxelles og mod deres egne nationale interesser? "En ny fokus på nationale interesser betyder ikke nødvendigvis en tilbagevenden til nationalisme. Det er muligt, at subsidiaritetsprincippet bliver aktuelt igen. Jeg tror ikke, at hollændernes opfattelse er, at de kan bedre end EU. Men der er nogle problemer, de er bedre til at løse end Bruxelles. EU-landene deler nogle fundamentale udfordringer som indvandring og et faldende befolkningstal. Nogle har været bedre end andre til at tackle disse problemer, som Holland og Sverige. Andre dårligere, som Frankrig og Tyskland. Europa kan ikke klare sig uden en fælles platform til løsning af disse udfordringer."
- Har USA været bedre end Vesteuropa til at integrere muslimske indvandrere?
"Det er for tidligt at vurdere. USA har en historisk tradition for masseindvandring, i hvis kølvand muslimske immigranter kan følge. En lignende europæisk model eksisterer ikke. Mange europæiske lande har været åbne over for indvandring, men ikke nær så gode til at integrere som USA. Vi integrerede irere og italienere. Om vi er lige så gode til at assimilere muslimer, tør jeg ikke sige. Sikkert er, at vi i USA ikke har så koncentrerede muslimske bydele som f.eks. i Leeds i Storbritannien." - Den amerikanske stat engagerer sig ikke i at integrere muslimske indvandrere. Det tager lokale borgergrupper sig af i lokalsamfundet.
"Det er måske rigtigt, hvad angår situationen i de amerikanske forstæder. Og det kan være en forklaring på, at USA generelt anses for at være mere positiv over for indvandrere end europæiske lande, og at vi har færre problemer. Men typisk lander de fleste immigranter i byer, hvor de i særskilte kvarterer bliver budt velkommen af deres landsmænd."
"Et interessant aspekt er den hurtige integration i USA's politiske system. For 100 år siden blev immigranter modtaget, når de steg af de oceangående skibe og en uge senere var de allerede beskæftiget af partimaskinen i New York, Philadelphia, Boston eller Chicago. Mod at hjælpe politiske kandidater fik de et job. Det er ikke så fremtrædende i dag. Det afgørende er at finde et job, og her er det et stort problem i Europa, at asylansøgere i en periode er ekskluderet fra arbejdsmarkedet."

Tyrkiet og EU

- En anden ting, der falder i øjnene, er, at amerikanske muslimer er stolte over at være amerikanere. De er virkelig patriotiske. Det gør sig mindre gældende i europæiske lande.
"Det har noget at gøre med, at USA er en forbundsstat uden at være en nation. I EU spørger en tyrker sig selv: Jeg er tyrkisk, men kan jeg også være dansk. Svaret er formentlig nej. Men det spørgsmål er ikke relevant for muslimske indvandrere i USA.
- De har lige været på reportagerejse i Tyrkiet. Hvordan tolker de nej'et i Frankrig og i Holland? "Tyrkerne siger: 'Vi regnede altid med, at EU ville få kolde fødder.' Jeg så en blanding af vrede og perpleksitet. Det er en rimelig reaktion. Om 10 år vil Tyrkiet nok alligevel være en stærkere magt. Ingen, jeg talte med, fandt det umuligt at opfylde EU's konvergenskriterier for medlemskab. Alle partier ønsker yderligere demokratisering af Tyrkiet. Men problemet er håndteringen af den nationale stolthed. Jo nærmere vi kommer drøftelserne med EU den 3. oktober, desto mere nervøs bliver regeringen. Hvordan den skal fremlægge eventuelle indrømmelser til EU, hvis den tyrkiske offentlighed fatter, at det vil tage længere tid at blive optaget i EU? Det var også interessant at se, hvor tæt journalister og politikere følger debatten i EU-landene om tyrkisk medlemskab."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu