Læsetid: 5 min.

Europa kan beskytte nationalstaterne

Unionen er nu på vej ind i sin anden fase, hvor vi skal forsone enhed med mangfoldighed i et politisk projekt, siger filosoffen Chantal Mouffe og advarer om, at vi endnu kan nå at tabe det europæiske fællesskab på gulvet
20. marts 2007

Europa står ved en skillevej, og hvis vi ikke bevæger os fremad, er der en reel fare for, at hele det europæiske projekt falder fra hinanden. Den belgiske politolog Chantal Mouffe vil egentlig helst ikke lyde alt for pessimistisk. Men hun ser for tiden protektionistiske tendenser, der får hende til at råbe vagt i gevær:

"Protektionismen i de europæiske lande er farlig. Vi kan ikke tage for givet, at det 50 år gamle europæiske projekt med sikkerhed er kommet for at blive - ikke engang økonomisk, for her ser vi folk rundt omkring begynde at tænke mere og mere nationalt og protektionistisk. Det er altafgørende, at vi får skabt et politisk Europa," siger Chantal Mouffe. Hun, der sammen med kollegaen Ernesto Laclau er berømt for sine fremsynede politiske teorier om udformningen af et levedygtigt demokrati, har igennem årtier været dybt engageret i formuleringen af de europæiske samfunds splittelser og udfordringer.

En af de grundlæggende termer i Mouffes tænkning om det politiske er ideen om den agonistiske pluralisme: Et demokratisk samfund, der i modsætning til ideen om demokratiet hos filosoffer som Jürgen Habermas og John Rawls ikke har en afklaret konsensus som endemål, men i stedet rummer og faciliterer, at konflikter løbende kan håndteres og forhandles i en politisk arena. I dette lys mener hun, at det europæiske projekts første 50 år har været en succes:

"Det europæiske fællesskab er et eksempel på en succesfuld transformation fra det antagonistiske til det agonistiske. Hensigten efter 2. Verdenskrig var at skabe en institution, der kunne forhindre en tilbagekomst af den destruktive antagonisme mellem Frankrig og Tyskland. Ved at skabe et fælles projekt og en agonistisk form for deltagelse var håbet, at man kunne undgå, at fjendskabet brød ud igen. Og dette fredsskabende projekt er lykkedes," erklærer Chantal Mouffe i telefonen fra London, hvor hun er professor ved University of Westminsters Centre for the Study of Democracy.

Ny fase

Hun fortsætter med det samme: "Men det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er nok. Nu, hvor denne første fase er lykkedes, skal Europa bevæge sig ind i den næste: Vi skal skabe et politisk Europa. I modsætning til føderalisterne mener jeg ikke, dette kræver en centraliseret, overnational stat. Europas historie er blevet skrevet af rivaliseringer mellem nationer, og de vil ikke fordampe. Den fuldkomne konsensus er hverken mulig eller ønskelig: Vi skal ikke ønske os et homogent, europæisk folk. Hvis målet derimod er et agonistisk Europa, hvor forskellighederne har et politisk rum, må vi anerkende mangfoldigheden og forskelligheden og også den affektive dimension: Følelsernes rolle i spørgsmålet om nationalstaten og nationale identiteter. Dem, der tror, vi kan træde direkte ind i et postnationalt stadie, har undervurderet denne affektive dimension, men hvis man gør det, hjælper man de højreorienterede nationalister, fordi de så er de eneste, der anerkender folks følelser for deres nation. Det er derfor, jeg mener, det europæiske projekt ikke skal handle om at skabe en fælles identitet, men en form for konfliktuel konsensus."

- Hvordan skal man gøre det?

"En interessant måde findes hos de jurister, der for tiden tænker i en form for revideret konføderation, hvor de forskellige stater på én gang udgør en samlet enhed og bevarer deres politiske forskelle - en slags sammenslutning for forskelsbevarelsens skyld," forklarer Mouffe, der sammen med Ernesto Laclau var en af de første til at påpege det dilemma, at nationalismen vågner op i takt med, at globaliseringen vokser frem.

"Globaliseringens proces er dobbelt: En økonomisk deterritorialisering følges med en identitetsmæssig resocialisering," har hun tidligere forklaret. Nu er en af Europas væsentligste udfordringer at håndtere denne udfordring, som Mouffe ikke mener behøver at blive ved med at være et paradoks.

Flere niveauer

"Efter min mening vil en sammenslutning for forskelsbevarelsens skyld udgøre et svare til de mange som oplever, at EU udgør en trussel mod nationalstaten - en følelse, som højrefløjen virkelig har kunnet mobilisere. Reelt er det snarere globaliseringen, der udgør en reel trussel for nationalstaten. Den kan nemlig næppe håndtere globaliseringens udfordringer på egen hånd. Hvis det accepteres, at nationalstaten behøver støtten fra en bredere form for union, kan det europæiske projekt omformuleres, så EU frem for for at fremstå som en trussel mod nationalstaten i stedet står som en garanti for dens bevarelse," foreslår Chantal Mouffe.

"Også en konføderation vil dog kræve større enhed. Og det grundlæggende problem vil være at forsone enhed med forskellighed - hvor megen forskellighed kan der tillades, før den ødelægger enheden? Denne debat finder også sted i nationalstaterne, men spørgsmålet må rejses på det europæiske niveau. Hvordan kan vi have et demokrati, hvis der ikke findes et europæisk demos (folk, red.)? Her kommer en af de interessante modeller fra politologen Kalypso Nikolaïdis, som siger at Europa aldrig vil få ét fælles, homogent folk og i stedet foreslår, at demokratiet i et postføderalt Europa bør udøves i et demoikrati, en ny form, som kan rumme mangfoldigheden af deltagende folk. Jeg har desværre ikke svaret på, hvordan man præcis gør det, men efter min mening må det handle om at udtænke en konføderation, hvor borgerne er repræsenteret på en mangfoldighed af steder og områder og kan deltage i beslutningstagen på flere forskellige niveauer. Der findes allerede nu kollektive identiteter i Europa på mange andre niveauer end nationalstaten - i byer, i grænseområder, i regioner. Globaliseringens grundlæggende udfordring er at finde nye lokaliteter, hvor de demokratiske beslutninger kan træffes."

- Hvordan ser du Europas rolle udadtil i den globale politiske virkelighed?

"Her har jeg også erklæret min uenighed med kosmopolitterne, der lige som jeg er modstandere af, at verden skal være unipolær som nu med USA som den uudfordrede eneste magt, men som mener, at løsningen er en verden uden suverænitet og hegemoni. Dette mener jeg er en fuldstændigt utilstrækkelig illusion. Ligesom jeg er imod ideen om et homogent europæisk demos, tror jeg heller ikke på, at der kan findes en verden hinsides hegemonier. I stedet gælder det om at mangfoldiggøre hegemonierne og skabe en balance mellem store regionale enheder. Her er det mægtig interessant, hvad der for tiden foregår i Latinamerika med MERCOSUR, men også i Asien, hvor nye regionale enheder etableres med Kina og Indien i spidsen. Udviklingen af en multipolær verden er allerede igang, og Europa burde ikke bare læne sig tilbage og betragte dette, men være en vigtig spiller i processen. Lige nu kunne Europa for eksempel spille en vigtig rolle i den politiske proces i Mellemøsten, i klimaspørgsmålet eller i udfordringen af den neoliberale globalisering gennem beskatning af transnationale virksomheder. Den slags kan man ikke gøre på nationalt plan; det kræver større enheder. Men så længe der ikke findes noget Europa er dette omsonst; vi kan kun se på. Jeg mener, der er et stort behov for det politiske Europa - det er en skam, at der ikke findes mere entusiasme for det," konkluderer Chantal Mouffe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her