Læsetid: 8 min.

'Europa er min legeplads'

Det startede med en lille café og 90 timers arbejde om ugen bag disken, siden er det blevet til et lille imperium af nogle af Københavns hotteste barer og spisesteder
21. juli 2005

"Kald mig bare trendsætter. Bare det ikke er det eneste, du skriver."

Kenn Husted er ikke typen, der bryder sig ikke om at gøre tingene mere komplicerede, end de er. Han er bare caféejer og en mand, der lever af at sætte projekter i søen. Han samler på ideer og tør prøve dem af i virkeligheden. Nogle af ideerne får han selv; de fleste samler han op i udlandet og fra sin omgangskreds. Indtil videre med næsten overvældende succes.

Hvis det er at være trendsætter, så ok.

"Jeg opfinder jo ikke den dybe tallerken - folk har fundet ud af, at man kan gå på bar og drikke. Men jeg tør sætte ting i gang og er ikke bange for janteloven, og så er jeg rimelig stilsikker i de ting, jeg går og laver."

Information møder ham i det højtideligt højloftede cafelokale i hans seneste erhvervelse, Paludan Bogcafe i Fiolstræde. Som han sidder i et hjørne i caféen med en kop kaffe og holder øje med, at alt går sin rette gang, lig-ner han umiddelbart billedet på afslappet ro. Stemningen er tilbagelænet og stemmen fløjlsblød, undtagen når han med mellemrum bjæffer spanske gloser til sin hund Carlos, så den holder sig i ro.

Det hele startede for små 10 år siden med en lille café og 90 timers arbejde om ugen bag disken. Siden er det blevet til et lille imperium af nogle af Københavns hotteste barer og spisesteder.

Caféen Props Coffeeshop i Blågårdsgade, vin- og tapasbaren Bibendum, den vandbaserede restaurant Terrassen ved Helgoland Badeanstalt og friluftscaféen Strandbaren bag Fisketorvet for bare at nævne et udvalg af den halve snes caféer og re-stauranter, han har åbnet gennem årene foruden et par møbelforretninger og en bog om Funshopping i København.

I år er det blevet til en tapasbar på Holmen i forbindelse med Kedelsmedjen, hvor teatret Kaleidoskops har opført et stykke, og senest har han overtaget Paludan Bogcafé i Fiolstræde sammen med kogebogsforfatteren Trine Hahnemann. Og så har han lige været et smut på årets Roskilde Festival, hvor der for første gang skulle serveres tapas i festivalstøvet.

Næste projekt er etableringen af en 700 kvadratmeter stor Biergarten efter tysk forbillede over for Palads i København.

"Jeg lytter meget til min mave, mit hjerte og mit hoved - i den rækkefølge. Hvis jeg synes, jeg kan se idéen i tingene, så går jeg på dem. Og så laver jeg altid en kalkule, der hedder, hvad koster det mig, hvis det nu skulle gå galt i stedet for, som mange gør, at kigge på, hvor meget der er at tjene på projektet."

"Da jeg købte Props, dengang jeg ikke anede en skid om at drive café, sagde jeg: 'Ok, hvad kan jeg miste, hvis det hele går galt? Så kan jeg miste x-antal tusind kroner. Er jeg villig til at tage den chance, ja eller nej? Jamen, det er jeg - ok, så kører vi'," siger 38-årige Kenn Husted.

Startkapitalen var et større banklån til at købe stedet for samt 60-70.000 kroner til ombygning og inventar, som Kenn og hans makker selv havde sparet op.

Når det kunne gøres så billigt, skyldes det stedets særlige afslappede koncept med gamle 'skramlede' møbler og patinerede vægge. Kenn og makkeren havde hver set en café i henholdsvis Bruxelles og Göteborg, hvor alt inventar var til salg, og da de i forvejen drev en lille antikvitetshandel, lå det lige for at forene interessen for at finde gamle ting med det at drive café.

For mange kaffedamer

Ideerne skriver han løbende op i små notesbøger. Så går han og forbereder dem oppe i hovedet, til han en dag falder over det rigtige lokale med den rigtige beliggenhed, helst i et område med andre gå-ud-steder.

Ideen til bogcafeen fik han helt tilbage i slutningen af 1990'erne. Siden har han ventet på, at det rigtige lokale skulle dukke op, så da Paludan kom til salg, slog han til.

Og Kenn Husted har store planer for, hvordan stedet kan støves af, så bøger ikke længere kun skal rime på klassisk musik og klirrende tekopper, men også kan akkompagneres af udenlandsk øl, vin og jazzmusik.

"Det, vi havde rigtig meget af, da jeg overtog stedet, var kaffedamer: Ældre damer med blåt hår, der tog pænt tøj på, og som kom herover og drak cappuccino og spiste kage. Det er der ikke spor i vejen med, men med de planer vi har for det her hus, var det ikke vores første målgruppe."

"Jeg har spekuleret over, hvordan vi får ændret kundesammensætningen lidt, og der vil blive en del ændringer i den kommende tid. Fore-løbig har vi fjernet den klassiske musik bortset fra om morgenen, for jeg synes også klassisk musik er fedt, men hvis det kører hele dagen, så kører det hele ned i gear. I stedet kører der jazz og andet tilbagelænet musik - folk skal jo kunne sidde og arbejde med deres computere og læse uden at blive forstyrret. Det har tiltrukket flere unge."

Ikke på NASA

Og så skal der fremover prioriteres skarpere i udvalget af bøger.

"Vi vil gerne vise, at vi tager stilling til tingene - og det gælder hele vejen i gennem. Du kan f.eks. ikke få kaffe med andet end sødmælk på mine steder. Jeg vil simpelthen ikke lave det med minimælk og i de her kæmpe glas, hvor kaffen er helt druknet i mælk. Det har ikke en skid med kaffe at gøre."

Der er ikke noget cafésmart over Kenn Husted, som han sidder i en løsthængende skjorte og blå jeans. Han kan umiddelbart være svær at placere, men han ligner måske mest af alt de steder, han åbner: Et blandingsprodukt af uhøjtidelig, rustik hygge og sleben urbanitet.

"Jeg går ikke og sætter prædikat på mig selv og synes, at nu tilhører jeg en bestemt gruppe af high society folk og drikker drinks på NASA (eksklusiv københavnsk natklub, der kræver særligt medlemskab, red.). Faktisk har jeg aldrig været på NASA. Så på den måde ser jeg ikke mig selv som tilhørende en bestemt eksklusiv gruppe - jeg er jo bare mig selv og i mine steder."

"Men vi er nogen stykker, som mødes og vender ideer, fordi man kender hinanden på kryds og tværs, og vi hjælper hinanden og snakker sammen."

Tapas i Kina

Tre-fire måneder om året rejser Kenn Husted, især i Sydeuropa, hvor han henter ideer og finder leverandører af vine, kaffe og andet til sine steder. Det er også i udlandet, han normalt køber tøj og musik.

"Jeg er rigtig, rigtig glad for at rejse. Jeg får så meget inspiration, og jeg får fornyet energi, som jeg tager med hjem. I vinter var jeg i San Francisco og fik nogle gode ideer der. Det hele handler jo om, hvad man får ind af inputs, hvad man læser om, hvad man ser osv."

"Sidste år var jeg i Berlin og blev fuldstændig skudt i byen. På de tre-fire dage jeg var der, fandt jeg et lokale i et af byens fedeste områder og var stort set klar til at rykke ind," siger han og peger på, at reglerne for at starte op er langt enklere i Berlin end i København, og mindstelønnen er betydelig lavere.

"Europa er jo blevet min legeplads. Det er ikke så svært længere på grund af EU med den fælles valuta, de åbne grænser osv. Det er bare om at gribe bolden, hvis man har lyst til at komme ud."

Sammen med Trine Hahnemann har han ligefrem leget med tanken om at starte en vin- og tapaskæde i Kina.

"Hun kom til mig sidste år og spurgte, om ikke vi skulle åbne sådan en kæde i Kina, fordi hun synes, det er for svært at tjene penge herhjemme. Hun foreslog, at vi udviklede et koncept, vi kunne bruge til udlandet, og så begyndte vi, mest for sjov, at kigge på steder rundt om i verden, hvor vi godt kunne tænke os at være."

"Men da jeg så fik mulighed for at overtage bog-caféen, tænkte jeg, at det måske var en god idé at starte på dansk jord og se, hvad vi kunne sammen."

Vil ikke malke

Til at begynde med var det især pengene, der drev Kenn Husted. I dag er det mere sporten i at få et projekt op at stå. Det skal være sjovt.

"Da jeg var yngre, var drivet meget det her med, at man skulle blive til noget, og man skulle tjene mange penge, men efter Props kan jeg mærke, at det med at skabe er ti gange sjovere. At se en idé i noget, vende tingene lidt på hovedet og prøve på at lave noget nyt. Det driver mig. Det er skide sjovt."

Nu er det ikke, fordi han er blevet millionær. Langtfra. Faktisk er det kun Props Coffeeshop, der for alvor giver indtjening. 28.000 kr. om måneden er den løn, han bevilger sig selv. Det lyder ikke umiddelbart af meget, men så spiser og drikker han også gratis på sine steder, telefonen og bilen tilhører firmaet, og huset ejes af hans importfirma Props Holding.

"Jeg har ikke et meget stort privatforbrug. Pengene går især til at rejse og til at købe gamle ure, som jeg samler på, og jeg har stadig råd til at købe de ting, jeg synes er sjove. Jeg har f.eks. lige købt en gammel Triumph Bonneville motorcykel, og så synes jeg jo, det er det fedeste i verden og er glad de næste par år."

"Det bedste ved den position, jeg har sat mig i, er, at jeg har muligheden for at vælge lige præcis, hvad jeg har lyst til at lave. Hvis jeg f.eks. gerne ville bo i Grækenland, kan jeg bare tage min telefon og min computer under armen og så rejse hjem en gang om måneden for at sige hej til personalet. Forretningerne vokser bare stille og roligt. Der er ikke noget med, at jeg lige pludselig stopper op og bare vil malke, fordi jeg har ikke brug for pengene. Jeg vil hellere bruge overskuddet fra forretningerne til at prøve noget nyt, f.eks. Terrassen på Helgoland og Strandbaren, der begge var risikable projekter."

Han fortæller glædesstrålende om friluftscaféen Terrassen, der lå på en platform på pæle på vej ud ad broen til Helgoland Badeanstalt og lige akkurat løb rundt over to sæsoner, og Strandbaren, der gik ned med et brag på grund af den regnfulde somme sidste år - 'så røg der et par hundredtusinde på det'.

"Jeg går meget op i at have det godt. Det, der driver mig mest, er muligheden for at kunne gøre, hvad jeg har lyst til. Og det er ikke at købe et privat jetfly eller gøre mærkelige ting, men bare det at stå op om morgenen og blive hjemme, hvis jeg har lyst til det eller sidde her hele dagen. Den frihed er virkelig vigtig for mig."

Der er imidlertid risiko for, at det næste projekt kan rokke en del ved friheden og det omfattende rejsepensum. Han drømmer nemlig om at stifte familie.

"Det er ikke, fordi der ikke har været tid til det, det har bare ikke passet ind. Men nu skal det snart være. Jeg er 38. Jeg tror, det næste projekt bliver kone og børn."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her