Læsetid: 8 min.

Europa må udvide sine horisonter

Hvad blev der af det europæiske projekt og fornuftens universelle appel? Tysklands mest berømte nulevende filosof går skarpt i rette med europæernes tiltagende indadvendthed, herunder pavens forsøg på at sammenknytte fornuftidealer og kristendom
11. november 2006

Nationalstatstænkningens genkomst har i flere lande skabt en indadvendt stemning: Europa har tabt i værdi, og man beskæftiger sig hellere med den nationale agenda. Hos os i Tyskland omfavner bedstefædre og børnebørn hinanden i rørelse over den nye velbehagspatriotisme. Vished om de helbredte nationale rødder skal gøre en af velfærdsstaten blødagtiggjort befolkning 'fremtidsrustet' til den hårde globale konkurrence. Denne retorik passer fint til vor samtids nuværende tilstand og dens socialdarwinistiske hæmningsløse verdenspolitik.

Nu bliver vi, der er bekymret over det europæiske projekts krise, foreholdt, at en dybere integration af de europæiske institutioner hverken er nødvendig eller mulig. Incitamenterne til europæisk forening er af gode grunde udtømt, efter at målsætningen om fred mellem de europæiske folk og tilvejebringelsen af et fælles marked er gennemført. Derudover påstås de nationalstatslige rivaliteters vedblivende beståen at vise, at en politisk fælleskabsgørelse, som kan række ud over de nationale grænser, er umulig. For mig at se er begge indvendinger uholdbare. Lad mig først omtale de presserende risikofyldte problemer, som vil forblive uløste, så længe vi bliver stående på halvvejen til et politisk handledygtigt og demokratisk konstitueret Europa.

Hen over hovederne på folket

Det første og kun alt for velkendte problem er en følge af nævnte halvhjertethed: De europæiske medlemsstater har i løbet af den europæiske foreningsproces mistet deres demokratiske substans. Stadig vigtigere og stadig flere politisk beslutninger bliver truffet i Bruxelles og bliver uden videre 'omsat' til lov herhjemme. Hele processen går hen over hovedet på medlemsstaternes politiske offentligheder, skønt det kun er her, at de europæiske borgere kan gøre indsigelse - en fælleseuropæisk offentlighed findes ikke. Dette demokratiske underskud må forklares ud fra manglerne i Europas indre politiske forfatning.

Det næste problem vedrører europæernes manglende evne til at fremstå i enig og sluttet trop udadtil.

Efter at regeringen i Washington har mistet al moralsk autoritet, knytter det internationale samfunds forventninger sig nu til Den Europæiske Union, der dog forbliver ude af stand til at indfri den uden en fælles udenrigspolitik. Ganske vist kan diplomatiet i Mellemøsten for første gang siden 1948 støtte sig til tilstedeværelsen af en tredje part, der er udrustet med et robust FN-mandat. Men de europæiske regeringer er jaloux på hinanden og farer hellere frem på egen hånd end at give deres chefdiplomat, Javier Solana, stærkere rygdækning med en fælles agenda. I 60-året for Nürnbergprocessen modarbejder det splittede Europa frem for alt de FN-reformer, der i al for lang tid har været så indlysende påkrævede. Om overhovedet nogen var det ellers europæerne, der kunne tale deres amerikanske forbundsfælle fra til stadighed at lade hånt om den idé for en ny verdensorden, USA selv var med til at indstifte - nemlig videreudviklingen af den klassiske folkeret til et politisk konstitueret verdenssamfund.

Manglende ligevægt på verdensplan

Ej heller det tredje problem - den fremadskridende underminering af menneskeværdige sociale levevilkår - kan løses ved enegang. Den helt berettigede kritik af det neoliberale ortodoksis livsløgne kan ikke tilsløre, at den obskøne kombination af stigende aktiekurser og masseafskedigelser udspringer af en tvingende økonomisk logik. Dette vilkår lader sig ikke ændre væsentligt inden for nationale rammer, fordi forholdet mellem politik og marked på det globale plan er kommet ud af balance. Først en europæisk union, der evnede at gøre sig udenrigspolitisk handledygtig, ville kunne at ændre på kursen i den globale økonomiske politik. Den kunne blive den drivende kraft i en global miljøpolitik og tage de første skridt på vejen til en 'global indenrigspolitik'. Dermed kunne den for de øvrige kontinenter sætte et eksempel til efterfølgelse ved at demonstrere, at nationale stater har al mulig fordel af at slutte sig sammen til overnationale magter. For uden 'global players' af denne nye slags kan der ikke skabes ligevægt imellem subjekterne i en mere retfærdig verdensøkonomisk orden.

Det fjerde uopsættelige problem, vi står overfor, er den fundamentalistiske tilspidsning af den kulturelle pluralisme, der indadtil er sket i vores samfund. Dette problem har vi i alt for lang tid søgt at løse ud fra et indvandringspolitisk perspektiv, og i terrorismens tidsalder er faren endvidere, at tilgangen vil blive dikteret af hensyn til den indre sikkerhed. Men de brændende biler i Paris' forstæder, den 'hjemmedyrkede' terror fra de udadtil så velintegrerede unge fra engelske indvandrerkvarterer og voldsudbruddene i Rütli-skolen i Berlin-Neukölln har lært os, at stærk politibeskyttelse af fort Europa ikke længere er tilstrækkeligt.

De daværende indvandreres børn og børnebørn er for længst blevet en del af vores samfund. Og fordi de alligevel ikke er blevet det, stiller de ikke blot indenrigsministeren og ordensmagten, men hele civilsamfundet over for en stor udfordring. Det handler om på en gang at respektere vore medborgere med baggrund i fremmede kulturer og religionsfællesskaber og samtidig drage dem med ind i den statsborgerlige solidaritet.

Den fælleseuropæiske identitet

Ved første øjekast har integrationsproblemet intet at gøre med Den Europæiske Union - det er op til de nationale samfund selv at finde deres egen indfaldsvinkel, er holdningen. Men måske kunne der her ligge nøglen til at overvinde en ganske anden vanskelighed. Europa skeptikernes anden indvending var jo, at et Europas Forenede Stater aldrig kan blive til noget, fordi en sådan konstruktion savner et europæisk folk som bas. Sandt at sige er det store spørgsmål da også, om en transnational udvidelse af den statsborgerlige solidaritet Europa igennem er mulig. En fælleseuropæisk identitet vil desto hurtigere kunne udvikle sig, jo mere de tætte væv i de enkelte nationale kulturer åbner for inddragelse af borgere af anden etnisk og religiøs herkomst. Integration er ikke en ensrettet gade; den fungerer kun, hvis det lykkes at sætte de stærke nationale kulturer i svingning, således at disse såvel indadtil som udadtil bliver mere porøse, modtagelige og indfølende. Jo mere f. eks. samlivet med tyrkiske borgere i Forbundsrepublikken bliver til en selvfølgelighed, desto bedre kan vi sætte os i andre europæiske borgeres sted, om det så er vinbonden i Portugal eller blikkenslageren fra Polen. Åbningen indadtil af indkapslede kulturer åbner disse for hinanden.

Integrationsproblemet rammer lige præcis de europæiske nationalstater på et ømt punkt. Disse har nemlig udviklet sig til demokratiske retsstater igennem forceret fremmaning af en romantisk inspireret nationalbevidstheds opsugning af ældre loyaliteter. Uden nationalismens bevægende kraft ville bayere og rhinlændere, bretoner og occitanere, skotter og waliser, sicilianere og calabresere, katalanere og andalusiere næppe være smeltet sammen til borgere i samme demokratiske nation. På grund af dette fintmaskede og letantændelige væv reagerer Europas ældste nationalstater langt mere ømtåleligt på integrationsproblemer med indvandrergrupper end USA og Australien, som vi kan lære meget af.

Om det handler om integration af gæstearbejderfamilier eller borgere fra tidligere kolonier - læren forbliver den samme: Ingen integration er mulig uden udvidelse af ens egen horisont, uden beredvillighed til at tåle et bredt spektrum af lugte og tanker, herunder også smertelige kognitive mislyde.

I Vest- og Nordeuropas sekulariserede samfund hører mødet med fremmede religioners vitalitet med i dette billede. De indvandrede anderledes troende er en stimulans for de troende, og de er det ikke mindre for de ikke-troende.

Muslimerne iblandt os, hvis jeg skal forholde mig til det aktuelle eksempel, pånøder de kristne borgere mødet med en konkurrerende trossandhed, mens de sekulære borgere må sande, at en religion kan have brug for at træde i offentlig karakter. Så længe de berørte parter reagerer med mistro, vil den ene af dem være en påmindelse om, at også i kristne samfund langt op i det 20. århundrede var det vanskeligt at bringe traditionalistiske forestillinger, skikke og sindelag i harmoni med demokrati og menneskerettigheder. De andre, de sekulære borgere, må erkende, at de gjorde det for let for sig selv, da de begyndte at betragte religiøse medborgere i deres samtid som en uddøende art og den grundlæggende ret til fri religionsudøvelse som en slags beskyttelse af sådanne arter.

Bushs militarisering af den vestlige ånd

En vellykket integration vil altid være et lærestykke i gensidighed. Hos os står muslimerne under det største tids- og tilpasningstryk. Den liberale stat kræver af alle trosfællesskaber uden undtagelse, at de anerkender tre forhold: At den religiøse pluralisme er en kendsgerning, at de institutionaliserede videnskaber er indrettet med henblik på at tilvejebringe sekulær viden, og at den moderne retsstat bygger på et universelt grundlag. Den liberale stat er garant for de grundlæggende rettigheder, også inden for familien og må retsforfølge vold, også i form af samvittighedstvang over for egne familiemedlemmer. Men den bevidsthedsændring, som først kan muliggøre en inderliggørelse af disse normer, fordrer samtidig en selvrefleksiv åbning af vore nationale livsformer.

De, som stempler denne fordring som "Vestens kapitulation", hopper på de liberale høges og deres kampråbs limpind. Den indbildte 'islamofascisme' er lige så lidt en håndgribelig modstander som 'krigen mod terrorisme' er en 'krig'. For os europæere er de forfatningsmæssige normers uindskrænkede gyldighed en så ubestridt præmis for sameksistens, at de hysteriske opråb om forsvar vore 'værdier' fremstår som semantisk oprustning imod en ubestemt, indre fjende. Afstraffelse af vold og bekæmpelse af had fordrer kun besindig selvbevidsthed, ikke ophidset agitation. De, som imod bedre vidende anråber tildelingen af Nobelprisen i litteratur til Orhan Pamuk som udtryk for et uundgåeligt clash of civilizations, blæser i realiteten til kamp imellem kulturerne. Vi skal ikke følge George W. Bush i militariseringen af den vestlige ånd.

Den siden 2001 voksende kulturelle spænding imellem kristendom og islam har senest i Tyskland udløst en ophidset konfessions-kappestrid, der føres på højeste niveau. Stridens emne er troens og videns forligelighed. Paven fører troens fornuft tilbage til kristendommens hellenisering, mens Biskop Hufer afleder den af evangeliets postreformatoriske møde med Kants og Kierkegaards postmetafysiske tænkning. Hos begge parter forråder iveren i deres træfninger et gran for meget fornuftsstolthed.

Den liberale stat må under alle omstændigheder insistere på, at troens forligelighed med fornuften er en mulighed, der må indrømmes alle religiøse trosfællesskaber. Ingen bør gøre krav på denne egenskab som bundet til en bestemt religion i den vestlige traditionslinje.

* Jürgen Habermas, f. 1929, er tysk filosof og sociolog og har gennem årtier været en ledende skikkelse inden for Frankfurterskolen og den såkaldt kritiske teori.

På dansk er senest udkommet Habermas' dialog med paven: Fornuft og religion - sekulariseringens deialektik

* © Jürgen Habermas og Information efter aftale med Leonhardt & Høyer Literary Agency

* Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu