Læsetid: 1 min.

Europa på gale veje

Transport af folk og varer stiger voldsomt i Europa. Det underminerer kampen for at opfylde målsætningerne i Kyoto-aftalen, siger ny rapport
29. marts 2006

Vi transporterer som aldrig før. Varer og mennesker befinder sig i stadig længere tid på Europas veje og i luftrummet. Industrien vælger lastbilen frem for toget, og de rejselystne europæere dropper bussen til fordel for flyet. Altsammen bidrager til en markant stigning i drivhusgassernefra trafikken.

Det konkluderer det Europæiske Miljøagentur (EEA) i en rapport offentliggjort i går. De advarer om, at væksten kan forhindre, at Europa opfylder de internationale miljømålsætninger:

"Stigningen i trafikken er ved at underminere alle de andre miljøinitiativer, og de drivhusgasser, der følger, truer nu Europas fremskridt i forhold til Kyoto-målsætningerne," Jacqueline McGlade, chef for EEA.

Drivhusgasser ses som kilde til klimaændinger, og EU har derfor forpligtet sig til at sænke udledningen.

Meget mere på farten

Ifølge rapporten er tiden, som europæere bruger i transportmidler, steget med 30 procent i perioden 1990-2003. I samme periode er varetransporten øget med 34 procent, mens lufttrafikken er eksploderet: De europæiske flypassagerer har på 12 år næsten fordoblet de kilometer, som de tilbagelægger i flysæder.

Det har konsekvenser for miljøet. Mens drivhusgasserne fra industrien og de virksomheder, der producerer energi til private hjem, er faldet, er transportsektorens udledning af de skadelige gasser steget med 22 procent.

Mange har satset på, at strammere regler og mere miljørigtige biler kunne begrænse forureningen. Men ifølge EEA's undersøgelse er fordelene ved bedre filtre og mere energieffektive motorer blevet udlignet af den stigende trafik.

Det overrasker ikke trafikforsker Lise Drewes Nielsen fra RUC: "Bilparken vokser, bilerne bliver større, og vi kører mere og længere i dem. De miljøfordele, som teknologiske forbedringer burde give, bliver derved ædt op," siger hun.

Ifølge Arne Lund fra miljøorganisationen NOAH vil det kræve et hidtil uset politisk mod at tale konstruktivt om transport.

"Politikerne er indtil nu veget tilbage fra at tale om emnet, fordi det koster stemmer at bede folk om at bruge deres biler mere fornuftigt. Men hvis vi skal forhindre, at udviklingen fortsætter, kræver det, at vi tænker anderledes," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu