Læsetid: 2 min.

Europa-Parlamentet til kamp for roma-kvinder

Europas romakvinder er udsat for udbredt og ekstrem diskrimination som vold, tvangs-sterilisation og som ofre for kvindehandel samt social og økonomisk udelukkelse fra det omgivende samfund. Men nu vil Europa-Parlamentet tvinge EU's medlemslande til handling
1. juni 2006

"Sigøjnere - de er beskidte, de stjæler, de er asociale, ildelugtende individer, som ordentlige samfundsborgere helst holder sig så langt væk fra som muligt." Sigøjner-hadet er udbredt, og sådanne holdninger gængse over hele Europa, og det går ekstra hårdt ud over romakvinder og deres børn, der diskrimineres både på deres køn og deres roma-afstamning.

Romaerne, som anslås at udgøre omkring 10 millioner mennesker over hele Europa, udgør EU's største mindretal. I de to EU-kandidatlande Bulgarien og Rumænien samt i Slovakiet findes store roma-ghettoer med ekstrem fattigdom og nød. I Rumænien lever lige under 70 procent af romaerne for under 25 kroner om dagen, og 68 procent har ingen vandforsyning eller kloakering. Af romakvinderne har kun tre procent gennemført, hvad der svarer til gymnasiet, sammenlignet med 63 procent af resten af landets kvinder.

Men nu skal der gøres noget ved romakvindernes miserable levevilkår, mener Europa-Parlamentet. Parlamentet vedtager i dag en betænkning om romakvinder i Europa, udarbejdet af parlamentets ligestillingsudvalg, hvor bl.a. den danske socialdemokrat Britta Thomsen sidder.

I betænkningen opfordrer Europa-Parlamentet Kommissionen til at igangsætte en række tiltag, som skal forbedre kvindernes situation og styrke deres borgerrettigheder.

Britta Thomsen siger til Information, at udvalget agter at følge anbefalingerne helt til dørs gennem møder med den ansvarlige EU-kommissær, tjekken Vladimir Spidla, besøg i EU's medlemslande samt møder med landenes ambassadører, hvor parlamentarikerne kan diskutere, om landenes politikere rent faktisk igangsætter tiltag, der kan stoppe den udbredte diskrimination.

Ingen sundhedspleje

Ordføreren for betænkningen er Lívia Járóka, som er uddannet antropolog og selv romakvinde. Betænkningen fremhæver blandt andet, at romakvinder ofte er udelukket fra sundhedspleje og i flere lande kun har adgang til sundhedspleje i yderstenødstilfælde, f.eks. ved fødsler. I flere medlemslande nægter praktiserende læger at behandle kvinderne, og der findes eksempler på hos-pitaler med adskilte rum til romakvinder, fordi disse betragtes som 'beskidte', 'tyve' og 'asociale'.

Betænkningen nævner også ekstreme overskridelser af romakvinders menneskerettigheder, bl.a. tvangssterilisation i Tjekkiet og Slovakiet, og påpeger, at romakvinders levealder i nogle geografiske områder er 10 år lavere end middellevealderen for andre kvinder i Europa. Der er også eksempler på decideret raceadskillelse i skoler med specielle romaklasser, og dertil kommer, at især romapiger ofte ikke går i skole eller tages tidligt ud for at deltage i familiens arbejde. Endelig skriver rapportens forfattere, at romakvinder i stort antal findes i statistikkerne over menneskehandel.

På spørgsmålet om, hvorvidt en betænkning i Europa-Parlamentet kan gøre fra eller til over for disse kummerlige forhold, svarer Britta Thomsen entydigt ja:

"Vi sender med vores rapport et klart signal til medlemslandene om, at de skal udvikle en politik for romakvinder. Det er Europa-Kommissionen, der skal igangsætte de konkrete initiativer, og det er jeg overbevist om, at den nu vil gøre."

I rapporten anbefaler ligestillingsudvalget, at en forbedring af romaernes forhold bliver til en betingelse for optagelsen af Rumænien og Bulgarien som EU-medlemmer, og at Kommissionen truer eksisterende medlemslande med konkrete sanktioner i form af bøder, hvis landene ikke fuldt ud implementerer EU's bestemmelser om ikke-diskrimination.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu