Læsetid: 3 min.

Europa - en stor magt

13. december 1999

Vi kan få varig fred i vores del af verden, hvis vi anstrenger os.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen til
Information 13. december 1999

Med tre afgørende beslutninger og en overraskende tydelig vilje til at koordinere udenrigspolitikken i fællesskab har de 15 EU-lande efter weekendens topmøde i den finske hovedstad Helsinki skabt en europæisk stormagt.
Det er meget sigende, at EU-landene samtidig arbejder på et charter for menneskerettigheder, der på et tidspunkt og måske allerede om et år kan skrives ind i EU-traktaterne.
De europæiske lande er ved at gøre sig klar til kamp for de værdier, de har bygget deres egne samfund på. Det er værdier, der udgør kernen i et demokratisk samfund, det er værdier, vi kan genkende fra FN's menneskerettighedserklæring.
Det er værdier, man skal slås for både internationalt og hjemme.
Det gælder i den fredelige, men voldsomme kamp om de regler, der skal styre globaliseringen, hvor EU-landene delte værdier med demonstranterne under WTO's topmøde i Seattle.
Det gælder over for krigene på Balkan og i Tjetjenien, hvor EU-samarbejdet i sig selv er en model for fredelig konfliktløsning.

PÅ hjemmefronten er det kampen mod den følelse af utryghed, der får borgere i Europa til at værne om det særligt danske, det særligt østrigske, det særligt svenske eller det særligt franske. Det er den utryghed, det greb tilbage til det nationale som udgangspunkt for de fælles værdier, for demokrati og velfærd, der udgør den alvorligste trussel for de værdier, der på tværs af grænserne i Europa kan forene borgerne i de europæiske lande.
Det er den utryghed, der kan kaste de europæiske lande tilbage til en tid, hvor stærke internationale organisationer ikke kan mægle mellem to stater, sådan som EU nu kan det. Det tilbageskridt vil for alvor give en utryg og ikke en tryggere verden.
Derfor skal de afgørende politiske værdier sikres i fællesskab og ikke nationalt.
Kun en fælles forpligtelse på værdierne kan sikre dem i de kommende år.

Topmødets beslutning om at sætte gang i forhandlinger om optagelse af alle østeuropæiske lande har historiske dimensioner.
På Luxemborg-topmødet for kun to år siden stod Danmark og Sverige alene med ideen om at starte optagelsesforhandlinger med alle 12 lande. At EU nu har besluttet sig for det, afspejler ikke kun, at Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Letland Litauen og Malta har gjort politiske og økonomiske fremskridt, men skal også ses som en reaktion på krigen i Kosovo.
"Der er ikke fred i verden," sagde den finske statsminister og formand for EU, Paavo Lipponen.
Den helt afgørende politiske betingelse fra EU-landene er, at ansøgerlandene overholder de spilleregler for demokrati og menneskerettigheder, EU-landene definerede i Københavns-erklæringen vedtaget på et EU-topmøde i København i 1992.

Det er netop de betingelser, også Tyrkiet nu skal leve op til. Tyrkiet er fra og med topmødet i Helsinki det 13. land på den lange liste af kandidater til EU-medlemskab.
Den første prøve på Tyrkiets vilje til at overholde de demokratiske krav til kommende EU-lande kommer, når det tyrkiske parlament skal afgøre, om dødsdommen over den fængslede kurderleder, Abdullah Öcalan, skal eksekveres.
Ender han i galgen, må Tyrkiet være på vej tilbage til den usikre position mellem EU og Mellemøsten, der altid har præget landet.

Fremover kommer EU i fællesskab til at råde over en militær interventionsstyrke på 50-60.000 mand, der kan indsættes i regionale konflikter som dem i Bosnien og Kosovo før eller efter de er brudt ud.
I konklusionerne fra topmødet understreger de femten regeringschefer, at der ikke er tale om en Europa-hær. Paavo Lipponen siger direkte, at tropperne "ikke er der for at blive sendt i krig, de er der for at sikre freden".
Det er lige præcis den beskrivelse af opgaverne, der gør, at de fire neutrale EU-lande, Finland, Irland, Sverige og Østrig, har kunnet skrive under på topmødekonklusionerne.
Paradoksalt kan selve muligheden for at opstille den ret omfattende styrke i sig selv være med til at sikre en fredelig udgang på kommende regionale konflikter.

Topmødets beslutninger om at sætte gang i optagelsesforhandlinger med alle de østeuropæiske lande, om at tilbyde Tyrkiet status som kandidatland, fordømmelsen af Ruslands bombardementer i Tjetjenien og etableringen af interventionsstyrken på 50-60.000 mand viser alle, at EU ikke blot er en økonomiske gigant på lerfødder, der kun kan handle efter endeløse interne diskussioner.
Det næste skridt må være, at EU-landene endeligt forpligter hinanden på demokrati og menneskerettigheder ved den kommende revision af traktaterne.
Det vil for alvor mane bekymringer om en nyt aggressivt Europa i jorden.cobla/jr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu