Læsetid: 5 min.

En europæisk anti-realist

'Hvis jeg vil høre om ægteskabsproblemer, kan jeg gå hjem til min kone,' siger den hollandske forfatter Harry Mulisch
27. april 2005

Den ældre, tweedklædte herre i hotellets lobby ligner en romanfigur. For eksempel en figur i hans egen roman Proceduren:

"Døren, som jeg sad lige overfor, gik op, og ind kom en distingveret herre, der var så våd, at man skulle tro, han var kommet gående ind fra lagunen på bunden af Canal Grande. Han var høj og tynd, med bølgende, tykt, næsten hvidt hår; han bar jakken fra sit gennemblødte hvide jakkesæt over armen; også hans skjorte og knaldrøde slips var drivvåde."

Harry Mulisch er ganske vist ikke drivvåd, heller ikke selv om vi lige har fotograferet ham i blæsten over de københavnske kanaler. Men han har været forfatter så længe, at grænsen mellem liv og fiktion ligesom er skredet ud. Det er ganske vist sket en gang eller to, forklarer den nu 78-årige forfatter, der betragtes som en af Hollands største, at han tog to eller tre år fri fra skriverierne for at leve.

Men det er mange år siden. I romanen Proceduren, som udkom på dansk i november, optræder hans egen mor i sin alderdom - aldrende kunstnerinde i San Francisco - hans far i uniform, tidligere elskerinder i forbifarten, han selv i cameo på Harry's Bar i Venedig.

Derfor virkede det også passende, at Mulisch med Proceduren skrev en bog om skabelse og indledte den med en lille poetik. I den skriver han, at der er ord-forfattere: digtere, som ikke kan oversættes, fordi ordet er kunstværket. Så er der sætningsforfattere som Nabokov, der skriver uforglemmelige sætninger, og bogforfattere som Dostojevskij, der skriver uforglemmelige bøger. Nabokov er en god forfatter, Dostojevskij er en stor forfatter. Hos en stor forfatter er ordenes skønhed ikke længere så vigtige, mener Mulisch:

"Sproget skal forsvinde fuldstændig, kun det fortalte må blive tilbage."

Men Mulisch selv, hævder han, er en oeuvre-forfatter. Vil det sige, at man kun kan forstå ham ud fra hele værket?

"Sådan er det blevet. Ikke fordi jeg ville det, men fordi bøgerne ville det. De taler alle sammen med hinanden. Så egentlig skulle man læse hele mit værk - og så starte forfra, fordi slutningen siger noget om begyndelsen!"

Født forfatter

Der er et glimt i Mulischs øje, for han har ikke alene skrevet over 20 bøger; kun to af dem er oversat til dansk. Han er en af de forfattere, der har haft en lang og gradvis modningstid: På trods af begejstring fra intellektuelle ikoner som Nobelprismodtageren J.M. Coetzee og udråbelsen i blandt andet amerikansk presse af 1992-værket om himlens opdagelse (De ontdekking van de hemel) til et af vor tids eu-ropæiske hovedværker har glamouren ladet vente på sig. Godt det samme, siger Mulisch.

"Der kan ikke være noget værre end at blive berømt som 25-årig og se sin stjerne dale resten af livet. Jeg har alligevel aldrig tvivlet på, at jeg ville være forfatter. Jeg var det allerede. Jeg har aldrig fået et manuskript afvist. Unge mennesker sender mig deres manuskripter og spørger, om jeg tror, de kan blive forfattere, men jeg siger, at allerede da er det håbløst. Det er som at tage et billede af sig selv og sende det til nogen og sige: Kan du gøre mi-g smuk? Forfatter er noget, man er."

Ingen tvivl om, at Harry Mulisch er en rigtig forfatter-forfatter. Han vil helst ikke selv kaldes en hollandsk forfatter:

"Hollandsk litteratur er så realistisk og naturalistisk. Hvis jeg vil høre om ægteskabelige problemer og børneopdragelse, går jeg hjem til min kone. Når jeg læser, vil jeg forbløffes af noget, jeg slet ikke kan genkende. Alle disse realister er glemt om fem eller 10 år."

Procedurens sammensvejsede historier om skabelsen af en golem i Prags ghetto i 1500-tallet, en moderne videnskabsmands parallelle erfaring med skabelsen af kunstigt liv, og en række metabetragtninger over skabelsens mekanik har dette præg af stor, belæst, europæisk litteratur. Men Mulisch selv giver ikke meget for traditionen:

"Alle eksperterne og specialisterne sammenligner mine bøger med hinanden og med andre bøger, men jeg kan kun sammenligne med det hvide papir. Det er dét, der er problemet. Ikke om denne bog er bedre end denne anden, men hvordan kan der overhovedet være en bog? Hvordan kan der være først ingenting, og så noget? Står du og betragter det Sixtinske Kapel eller Rembrandts Nattevagten, er det da ligemeget, om du kan sammenligne det med et billede af Tintoretto. Du må sammenligne det med det hvide lærred, som disse mennesker startede med - og pludselig var der et værk," siger Harry Mulisch.

Gift med teksten

Det er skabelsen, der er problemet. For en forfatter med en 60-årig karriere bag sig er den stadig uudgrundelig.

"Mens jeg skriver, virker det nemt. Jeg prøver noget, og historien siger ja eller nej. Du vil have noget ud af den, og den vil have noget ud af dig. Det er sket, at det ikke har virket, og jeg har måttet give op, men som regel fungerer det omtrent som et ægteskab: Hvis man prøver at være for diktatorisk, går det galt. Men når jeg har afsluttet bogen, forekommer det mig umuligt. Jeg forstår det ikke."

"Jeg bliver ved med at vende tilbage til Anden Verdenskrig, fordi den var et koncentrat af alt, hvad der sker omkring os. Her på Hotel Marriott virker der jo meget fredeligt, folk går rundt, hygger sig, der er ikke de store problemer. Men Anden Verdenskrig var en tilstand, hvor det ekstreme blev generelt og almindeligt. Og det er først i den tilstand, man rigtig ser hvordan folk er: Det er på en måde der, de bliver til mennesker. Lige som Hitler netop var et menneske, ikke en slange og ikke en tsunami, men et frit menneske. Samtidig viser læren fra Anden Verdenskrig også, at destruktionen og skabelsen hænger sammen. Hitler prøvede at udslette jøderne, i stedet blev han anledningen til Israels oprettelse."

"Vi taler stadig om Neros grusomhed, og det er 2.000 år siden, den fandt sted. Vi taler om Robespierre, og hvor mange dræbte han - 20.000? Det er ganske kort tid siden, at nogen tog livet af 55 millioner mennesker i en krig. Jeg hører til den sidste generation, der har en bevidsthed om, hvordan den krig var. Problemet er, hvordan den bevidsthed kommer videre til de næste. Ikke at litteraturen nødvendigvis skal forklare det - kun Stalin ville kræve, at litteraturen skulle noget andet end at være smuk - med der har vi det altså, det koncentrerede liv," siger Harry Mulisch.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her