Læsetid: 4 min.

Europæisk granatchok

16. maj 1997

HVERKEN POLITIKERE, forskere eller andre deltagere i den offentlige debat ved ret meget om folkeafstemninger. Det eneste, der for alvor med sikkerhed kan siges om fænomenet folkeafstemninger, er, at der absolut ikke er nogen garanti for, at vælgerne svarer på det spørgsmål, de får stillet. Det er eksempelvis umuligt at sige, hvor stor en del af de franskmænd der i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten, der gjorde dette, fordi de var trætte af landets daværende præsident Francois Mitterrand. Ligesom det er umuligt at sige, hvor mange nordmænd der stemte ja til norske EU-medlemskab udelukkende af tillid til den daværende populære statsminister Gro Harlem Brundtland, der gjorde alt for at overbevise nordmændene om, at et ja var det eneste rigtige for Norge.
Ikke desto mindre tyder alle tegn i det hjemlige politiske kaffegrums på, at danskerne indenfor en overskuelig fremtid igen skal til folkeafstemning. Og endnu engang vil det være en ny EU-traktat, den danske befolkning formelt skal tage stilling til.
Som udgangspunkt vil ihverttilfælde formalisterne hævde, at den danske befolkning har haft god mulighed for at sætte sig ordentligt ind i tingene, når de næste gang skal til stemmeurnerne for at afgøre, om det danske Folketing skal godkende den næste EU-traktat. Danskerne fik allerede i 1991 besked om, at EU-landene i 1996 ville starte forhandlingerne om den kommende EU-traktat, der skal bane vejen for optagelsen af nye medlemslande fra Central- og Østeuropa. Det står nemlig i Maastricht-traktaten. Derefter brugte EU-landene det meste af 1995 på at forberede traktat-forhandlingernes start. I marts måned 1996 startede så de egentlige forhandlinger, der nu har varet i 14 måneder.

PÅ TRODS AF dette tyder meget på, at det alligevel vil komme som et granatchok for danskerne, når offentligheden i midten af juni måned efter afslutningen af det planlagte EU-topmøde i Amsterdam meddeler, at EU-landene nu er klar med en traktat, der formentlig skal til folkeafstemning i Danmark. David Rehlings reportage på side tre i dagens avis er formentlig meget dækkende for, hvor stor oplysningsniveauet er i Danmark for øjeblikket.
Et blik på de øvrige historier på den samme side vil samtidig give læserne et godt indblik i, hvad der venter forude. Information vælger eksempelvis at offentliggøre den fulde tekst til den protokol, som den danske regering forventes at præsentere som en løsning for, hvordan det ene af danmarks fire EU-forbehold skal bevares. Enhver der læser teksten igennem vil forstå, at der er tale om indviklet stof. Og det bliver ikke lettere for danskerne, når der i løbet af en kommende kampagne vil komme mange forskellige vurderinger af, hvordan netop denne og andre tekster i traktaten skal læses og hvad disse tekster vil få af betydning for danskernes hverdag.
Når stoffet føles indviklet skyldes det ikke, at danskerne er dumme og de indviklede traktat-tekster er heller ikke udtænkt af eurokratiske embedsmænd, der absolut vil have eneret på at forstå spillereglerne for EU-samarbejdet. Den der læser Atlantpagten om NATO's oprettelse, konventionen om Europarådet eller tilsvarende tekster vil ende med et lige så stort niveau af forvirring.

NÅR DER SÅ alligevel er stor forskel på indholdet i EU-debatten i Danmark og for eksempel Irland eller Tyskland, er det andre faktorer, der gør sig gældende. Både et lands geografiske placering på europakortet og dets historie har stor betydning for, hvilken indgangsvinkel den enkelte borger har, når han eller hun skal vurdere EU-samarbejdet. I Danmark er der en ofte befriende koncensus om at forsøge at gøre ethvert emne meget konkret. Store visionære taler om Danmarks rolle i Europa hører til sjældenhederne i Danmark. Til gengæld har dansk europadebat været præget af meget konkrete vurderinger af alt lige fra, hvad et par sko i 1972 ville komme til at koste, hvis danskerne stemte nej, til en bedømmelse af, hvordan det ville gå med folkepensionen ved et ja til Maastricht-traktaten.
Det europæiske samarbejde er en kompliceret affære og det er ikke blevet mere enkelt i kraft af, at globaliseringen med alt fra internettet over den grænseoverskridende forurening til det frie kapitalmarked. Det er en udvikling, som det ikke er muligt at stoppe, uanset hvor gerne borgerne i et enkelt lande havde lyst til at bede om time-out. Omvendt er det heller ikke acceptabelt blot at give op med en erklæring om, at verden nu engang er blevet for kompliceret til at følge med i. En ny EU-folkeafstemning i Danmark vil ihverttilfælde have den effekt, at dele af befolkningen vil gøre en ekstra indsats for at sætte sig ind i de nye spilleregler for EU-samarbejdet. På samme måde vil medierne gøre en ekstra indsats for at informere om samme.
Men når granat-choket kommer i næste måned, vil man kunne undre sig over, hvordan det kunne være et chok, når millioner af kroner de seneste år er blevet brugt på netop EU-oplysning.

ryb (Ole Vigant Ryborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu