Læsetid: 3 min.

Europæisk perspektiv

24. marts 2003

IRAK-KRIG eller ej. Et styrket EU-samarbejde har forhåbentlig en fremtid efter krigen. Den aktuelt giftige stemning mellem flere af EU’s største medlemslande, især Frankrig og Storbritannien, driver formentlig over, om end det måske forudsætter enten Jacques Chirac eller Tony Blairs afgang.
Ikke, at sidste uges EU-topmøde var videre opløftende. Selv et britisk forslag om at EU skal støtte genopbygningen af Irak, kunne ikke vedtages, da franskmændene mente, at et sådant løfte ville blåstemple den britiske holdning (og dermed krigen) med tilbagevirkende kraft.
Det bedste EU-lederne kunne komme op med var en erklæring, der blandt andet siger, at EU skal træde til med humanitær bistand til ofrene for krigen i Irak, og som fastslår, at FN fortsat skal spille en central rolle.
For at gøre ondt værre bebudede Frankrig, Tyskland og Belgien, der alle stærkt har markeret deres krigs-modstand, at de i den nærmeste fremtid vil afholde et mini-topmøde om integrationen af de tre landes forsvar.
Dette skridt kan ikke ses som andet end en trussel om at skabe en blok indenfor EU på forsvarsområdet som modpol til de USA-venlige EU-lande Storbritannien og Spanien.

DANMARK TÆLLER vi ikke med her, da vi så længe vi opretholder det nationale EU-forsvarsforbehold markant har marginaliseret os i spørgsmålet om europæisk sikkerhed i fremtiden – uanset, at skiftende danske regeringer har ført en prisværdig udenrigspolitisk aktivisme, militært især i form af fredsbevarende styrker og politisk i forbindelse med udvidelserne af EU og NATO.
Det ulykkelige forsvarsforbehold vil som det nyeste medføre, at Danmark i april trækker sine sidste soldater ud af Makedonien, hvor de har været del af den fredsbevarende operation. Ikke fordi regeringen eller folketinget ønsker det, men fordi arbejdet overgår fra NATO til EU’s nye fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. På samme måde er vi begyndt at afvikle det danske bidrag til den fredsbevarende styrke i Bosnien, SFOR, som EU til næste år også skal overtage.

MEN uanset både Irak og de danske trakasserier, ligger det i kortene, som det også fremgår af dagens avis, at det siddende EU-konvent vil styrke forsvarssamarbejdet og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Rapporten fra konventets arbejdsgruppe om forsvar kom i december 2002, og den peger på to særlige EU-udfordringer i fremtiden. For det første om EU vil kunne reagere tilfredsstillende på de nye trusler, landene står over for, specielt terrorismen i dens nye former. For det andet om det er muligt at opbygge en troværdig militær kapacitet i EU-regi.
I rapporten angives tre hovedanbefalinger: at styrke EU’s evne til krisestyring, et forbedret materielsamarbejde og endelig en såkaldt solidaritetsklausul, som handler om, at medlemslandene skal hjælpe med at beskytte hinanden efter angreb fra terrorister f.eks. med kemiske eller biologiske våben.
Der er forskellige varianter at tage stilling til, men det mest realistiske er en styrkelse af den europæiske søjle i NATO, og ikke en egentlig kollektiv forsvarsforpligtelse eller musketer-ed, som den, der findes i NATO i dag.

I LYSET af den standende Irak-konflikt, og sidste uges trykkede EU-topmøde, kan det virke som håbløst drømmeri at forestille sig en europæisk forsvarspolitik. EU-landene ser ikke ud til at dele
en fælles vision om verden, en vision, der kan guide en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Snarere ser landene ud til at føre en regional politik. Selv om
det ikke engang det gælder for alle landene, eftersom Tyskland ser ud til pt. at mangle både mål og strategi.
Frankrig og UK har visionerne, men de peger i to forskellige retninger. Endnu engang ser vi med andre ord tegn på den rivalisering og mistillid, der historisk har været det grundlæggende mønster i europæisk (stor)politik. Samtidig ser den kommende østudvidelse ikke ud til at gøre tingene mere entydige.

DET ER nærliggende at konkludere, at det bedste man kan håbe på lige nu, er et langt sejt træk, hvor EU i første omgang fortsætter arbejdet med at udvikle sin kapacitet ud i krisemanagement, når det gælder eget nærområde som f.eks. på Balkan, og her og nu lægger det tungere og mere strategisk vidtrækkende samarbejde i skuffen til senere. Måske.
Men på den anden side er mange fremskridt i det europæiske samarbejde historisk blevet udløst af begivenheder udenfor Europa, og det er endnu for tidligt helt at begrave håbet om, at det samme kunne ske denne gang.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu