Læsetid: 3 min.

Europæisk revolution

2. maj 1998

Det er en revolution fra oven. Den globale magtbalance vil forrykke sig, og de europæiske revolutionære kan tænde op under festfyrværkeriet
nytårsaften, når elleve EU-lande til den tid gør den Økonomiske Monetære Union, ØMU'en, til en fuldbyrdet kendsgerning med fælles euro-mønt.
Her i weekenden skal økonomi- og finansministrene udpege chefen for den Europæiske Centralbank, men Frankrig har forsøgt at lave sabotage ved at sætte sin nationalbankdirektør Jean-Claude Trichet ind mod de øvrige landes kandidat, hollænderen Wim Duisenberg.
Når den lille magtkamp finder sin løsning, eventuelt først på stats- og regeringschefernes topmøde i juni, så vil vejen være banet for en revolution, der vil have langt mere vidtgående betydning end f.eks. den Amsterdam-traktat, som danskerne skal stemme om den 28. maj.
Euroen vil i løbet af få år globalt udfordre USA's dollar-overherredømme på finansmarkederne. Centralbanker overalt på kloden vil omveksle dollar til euro for at ændre balancen i valutareserverne, markedets fondsmanagere vil bruge euro-papirer i lige så høj grad som dollar-papirer, og det europæiske marked vil med større selvsikkerhed kunne vende blikket indad - præcis som amerikanerne har gjort det i en årrække.

Rimeligvis må man sige, at det kun er naive
fremskridtsoptimister, som helt vil udelukke muligheden af, at euroen kan bryde sammen.
Striden om posten som centralbankchef er det seneste vidnesbyrd om de underliggende nationale spændinger.
De kan blusse op igen med ny kraft og eliternes legitimitet kan blive rystet, hvis euroen fremkalder øget arbejdsløshed, fattigdom, social uro og udstødning, som den franske antropolog og historiker Emmanuel Todd spår i et interview på side ni i dagens avis.
Der er i forvejen en voldsom mistillid til den politiske klasse, en stemning af anti-politik og anti-elite, og Todd tror, at hvis euroen oven i købet fremkalder en følelse af "nationalt forrædderi", så er kimen lagt til en revolutionær proces.

ØMU'en er i sig selv et revolutionært projekt, men det kan aldrig være definitivt.
Todd forudsagde i sin tid Sovjetunionens sammenbrud, og nu forudser han euroens skibbrud i år 2005.
Det er ikke usandsynligt, hvis eliten optræder så arrogant og abstraherer så meget fra realiteterne, som han antager.
Men omvendt vil det være dumt at udelukke, at selv eliten kan blive klogere og optræde mere fornuftigt. F.eks. ved i de enkelte nationalstater at nedbringe arbejdsløsheden eller overalt i EU-området at gøre op med de mest vulgære skel mellem de riges luksus og den sociale fattigdom.
Her kan kun tiden tale og give et svar.
Når Todd advarer mod en harmonisering og fusion af alle historiske, kulturelle og nationale forskelle, så er han åndeligt beslægtet med den svenske diplomat, Ingmar Karlsson, der i et interview til Information i lørdags sagde, at en ny europæisk nationalstat er "et dødfødt projekt".
Karlsson advarer mod latterlige nationalstats-skabende EU-idrætsmarkeringer á la sejl for Europa, men i modsætning til Todd har han samtidig sans for, at EU rigtig grebet an kan føre til en ny spredning af magten: "Fremtiden er hverken en europæisk superstat eller suveræne nationalstater. Nationerne forsvinder ikke, men vi får nationer med mindre stat og nationale kulturer med en blødere skal."

Men her hopper kæden til gengæld af for Todd.
Europas realiteter er mere end nationerne.
Nationalstaterne er også en del af realiteterne, og i reglen noget andet end nationen. Og den globale økonomiske integration med åbne kapitalbevægelser og hård konkurrence, der - ØMU eller ej - underlægger nationalstaterne en skrap disciplin og omformer de nationale kulturer meget mere, end EU nogensinde har formået. Det er en voldsom overdrivelse at påstå, at EU er "en fornægtelse af nationen".
Tværtimod har EU-projektet fremkaldt en fornyet optagethed af det nationale og den folkelige kulturs identitet i medlemslandene i de senere år.
Det er nationalstaten, der er blevet svækket. Ikke nationerne - eller de nye og stadig mere selvbevidste regioner, som f.eks. Katalonien.
Europas storhed består i forskellene, og det er en evig demokratisk magtkamp - både i centralistiske nationalstater Frankrig og Danmark... og i EU - at sikre de folkelige og kulturelle forskelligheder plads til at udfolde sig.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her