Læsetid: 4 min.

Europæisk teaterkrise

26. marts 1998

"Højden af forfølgelsesvanvid er, at man sidder på første række i Malmös Dramatiska Teater og tror, at nogen sidder bagved." Per Olov Enquist

KAN MAN forestille sig, at teatrene i Odense, Århus og Ålborg pludselig får frataget deres tilskud, så de fra det ene år til det andet må lade tæppet gå ned for altid? Nej, vel, men det var præcis, hvad der skete for det tidligere så hæderkronede Göteborg Stadsteater sidste sommer. Den morgen, hvor det kunne læses i aviserne, var der mere end én svensk teaterelsker, der fik krydderen i den gale hals ved morgenkaffen. Skuespillere og teknikere - i alt 160 ansatte - stod til fyring. Lukningen dekreteredes pr. 31. december 1998.
Kulturminister Marita Ulvskog udtalte, da hun smækkede pengekassen i:
"Teatret har fået tilstrækkeligt med penge af staten".
Eksekutoren skrev i sin rapport: "I dag har teatret ikke en central plads i byen og hos Göteborgs borgere og dermed heller ikke hos politikerne".
Færdig, bum.
Der er dog planer om omstrukturere og på en eller anden måde lave noget teater i bygningen alligevel, en kulturchef er netop udpeget til at udrede de spegede tråde, forlige parter i sagen, for med til historien hører, at teatret længe havde kørt skidt både kunstnerisk, publikumsmæssigt og økonomisk.

PÅ 20 ÅR har svensk teater tabt 1,2 mio. teatergængere - fra 4 mio. om året til 2,8 mio., fremgik det af det interview med forfatteren og dramatikeren Per Olov Enquist, som Information bragte i gårsdagens avis. En nedgang, der er ganske illustrativ. Enquist, en af Sveriges store, internationale kulturpersonligheder, kunne videre fortælle, at bortset fra England, ser det sort ud for europæisk teater: I Tyskland er tilskuerinteressen faldet med 40 procent i perioden, Spanien har stort set mistet sit teaterpublikum, i Italien og Frankrig ser det heller ikke for godt ud. I Polen, som Enquist netop har besøgt som gæsteinstruktør af eget stykke, plages teatrene af pengemangel, og sådan er det formodentlig også i de andre østlande med de stolte teatertraditioner.
Men tilbage til Sverige: Hvad er så grunden til den stærkt nedadgående teaterinteresse? Ikke pengemangel, siger Enquist og skærer det ud i pap: "Det, der mangler er appellen til publikum."

I DANMARK står det ikke slet så galt til. Faktisk er antallet af solgte billetter steget op gennem 90'erne, hvad der sædvanligvis tilskrives dels en hård satsning på musicals og operetter, dels et effektivt distributionssystem via Arte og Billetnet. Danskerne køber teaterbilletter i "pakker", hvor de på forhånd vælger de stykker ud, de gerne vil se.
Alligevel mærkede teatrene snerten, da Danmarks Statistik udsendte tallene for sæsonen 1996-97, som viste en nedgang på 5 procent - eller 120.000 færre solgte billetter end året før. Det er især opera og skuespil, der må holde for. Her var nedgangen noteret til hhv. 30 og 12 procent. Ballet og børneteatre kunne ligesom musicals og operetter notere en lille fremgang.
Tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard havde før sin pludselige afgang søsat et lille skib: Han ville flytte penge fra det, han kaldte morskabsteatrene, over til den mere seriøse afdeling af skuespillet. Det fik teaterfolk med Morten Grunwald i spidsen til at tordne imod ham.

TEATERFOLK er normalt ikke meget for, at der stilles spørgsmålstegn ved teaterstøtten. Det ligger i deres natur, at de går ind for den med brask og bram - og for at der helst skal være mere af den, år for år. Ialt spenderer den danske stat 867 mio. kr. på teatrene, altså en lille milliard, hvoraf ca. den kvarte går til Det Kgl. Teater.
Spørgsmålet er, hvor længe det kan blive ved at være, som det er nu. De mange film og tv-kanaler sætter nye normer for fiktions-underholdning med indbygget krav om mere "smæk for skillingen". Et behov, de tager med sig i byen, og som f.eks. Dr. Dante-teatret matcher til fulde, mens mange andre teatres stykker simpelthen virker for stillestående eller gammeldags på et moderne publikum.
På det seneste er også filmbranchens og filminstituttets folk (med den nye, hårdtslående direktør, Henning Camre, i spidsen), der traditionelt har "fredet" deres kolleger fra teatrene i tilskudskampen, gået ind i en mere offensiv fase for at røve en større del af kagen: Se, hvor lidt vi får, se, hvor meget teatrene får! Kravet om at føre tilskud fra teatersektoren over til filmproduktionen vil sandsynligvis blive fremført med en så stigende styrke, at det kan blive vanskeligt for en kulturminister at sidde det overhørigt i det lange løb. Foreløbig synes staten dog at være indstillet på at slå et slag for kulturen, så der måske bliver råd til det hele.

NÅR PER Olov Enquist imidlertid taler om teatrets manglende appel, sætter han fingeren på det ømme punkt og næsten præcis på det samme sted, som en anden stor dramatiker, nobelpristageren Dario Fo, der går endnu videre og taler om, at det meste teater blot eksisterer, fordi det får tilskud, og ikke som en nødvendighed. Et støvet teater, der trækker lige så meget, fordi det er anledning til et restaurantbesøg samme aften eller en let anretning i pausen, er der, kunstnerisk set, ikke brug for.
Teater skal brænde som ind i helvede, hvis det skal gøre sig håb om at holde på andet end musicalpublikummet efter år 2000. Det må i højere grad end nu
tage tidens store, påtrængende problemer op og gøre dem nærværende. Netop sådan som Enquist og Dario Fo gør på skuespillets område. Dette er udfordringen
- til den selvransagelse, der nødvendigvis må komme i tilskuds- og repertoirepolitikken.Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her