Læsetid: 5 min.

Den europæiske drøm er i fare

I forbindelse med urolighederne i Frankrig burde franskmændene måske tage ved lære af udviklingen i USA gennem de seneste 40 år, og undgå alle de fejl, der er blevet begået
14. november 2005

Amerikanerne ryster på hovedet over den vold, der breder sig i de ghettoiserede samfund i Frankrig.

USA har været igennem det. I 1965 gjorde unge mennesker oprør i de sorte minoritetskvarterer i Watts i Los Angeles. Plyndring, afbrænding af biler og hårde kampe med politiet satte Los Angeles i stå. Hvide mennesker i middelklassens forstæder frygtede at de rasende unge ville invadere deres boligkvarterer og gå amok. Andre byer nordpå oplevede tilsvarende voldelige optøjer, kulminerende med afbrænding af store, sorte områder i Newark, Detroit, Washington, New York, Philadelphia og andre byer. Det skete i kølvandet på mordet på Martin Luther King, den store menneskerettighedsleder, der brugte sit liv på kampen for fredelig integration af den afro-amerikanske befolkning i USA. En stor del af vreden var rettet imod et hvidt USA, der systematisk udelukkede unge, sorte mænd fra jobmuligheder. Arbejdsløshedsprocenten blandt sorte var på over 22 procent på landsplan, eller dobbelt så høj som for hvide.

Blot er par år tidligere, i en af de mest berømte politiske taler i amerikansk historie, stod King på trappen ved Lincoln Memorial og sagde: "Jeg har en drøm, at en dag vil dette land rejse sig og leve op til sin grundlæggende tro. Vi mener, at disse sandheder er selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige- Jeg har en drøm, at mine fire små børn en dag vil leve i et land, hvor de ikke bliver bedømt på deres hudfarve, men på deres menneskelige karakter."

På lignende måde, først og fremmest i muslimske kvarterer over hele Frankrig, har unge mennesker - de fleste af dem franske statsborgere - sat ild til biler, afbrændt skoler og skudt efter politiet i, hvad der tilsyneladende er en spontan bølge af vrede, rettet imod et samfund, der har vendt dem ryggen. Og som i USA's sorte ghettoer for en generation siden, ligger arbejdsløshedsprocenten blandt unge muslimske mænd på det dobbelte af tallene for hele Frankrig, i visse områder op til 40-50 procent.

De store kontraster

De er børn og børnebørn af immigranter, der kom til Frankrig fra tidligere franske kolonier i Afrika for mere end en generation siden. Fattige, uden uddannelse og ignoreret af det øvrige franske samfund, lever de unge fra le banlieues, de fattige immigrantforstæder i de franske byer, med kun et lille håb om nogen sinde at kunne forbedre deres forhold. Disse unge menneskers situation står i skarp kontrast til de højtuddannede, franske middelklasseunge og deres fæller i EU, der nu høster frugterne af den europæiske drøm, med prioritet på livskvalitet, mobilitet, sociale og menneskelige rettigheder, bæredygtig udvikling og fredsbevarelse. Frankrig venter stadig på sin egen Martin Luther King, én der er villig til at sige: "Jeg har en drøm, at alle franske borgere, kristne og muslimer, sorte og hvide, en dag vil leve sammen i et samfund af ligemænd-"

Den regerende franske elite burde lytte opmærksomt til, hvad den muslimske ungdom siger. I talrige interview i løbet af den sidste uge, klager de protesterende unge mennesker over, at selv om de er lovsikrede franske statsborgere, får de ikke den samme respekt eller vises de samme hensyn som deres landsmænd - i realiteten det samme argument, der kunne høres fra talløse sorte og spanskfødte unge i by- og forstadsghettoerne i USA for en generation siden.

Men ulig situationen i USA, der er gået fra dårlig til værre i de forløbne 40 år, synes situationen i Frankrig at se mere lovende ud. I det mindste ønsker de fremmedgjorte unge stadig at blive en del af det franske samfund. Det er når de bliver ligeglade, man skal passe på. Det var det, der skete i USA.

Ingen tro på drømmen

Mens borgerrettighedsbevægelserne gjorde visse fremskridt i 50'erne og 60'erne, med bl.a. skolebusser for sorte studerende til hvide middelklasseskoler, positiv diskrimination-programmer, der skulle forbedre jobmulighederne, samt forbedrede uddannelsesprogrammer, forsvandt mange af de små forbedringer i afro-amerikanernes liv stille og roligt i 80'erne og 90'erne.

I dag har størsteparten af den afro-amerikanske ungdom det ikke stort bedre end for en generation siden. Sociale hjælpeprogrammer er blevet fjernet og arbejdsløsheden blandt unge sorte er rekordhøj. Men hvad der er endnu værre, 30 procent af unge sorte mænd i 20'erne enten venter på at komme i fængsel, er i fængsel eller er prøveløsladt. I løbet af mindre end en generation har vi spærret en stor del af det sorte, mandlige minoritetssamfund inde, uden den store offentlige debat.

Imens er de rige blevet rigere og de fattige er forblevet fattige. USA, der engang var det mest middelklasse-demokratiske samfund i verden, er droppet til 24. pladsen blandt de industrialiserede lande i indkomstforskel - det vil sige, kløften mellem de meget rige i toppen og millioner af fattige arbejdere og arbejdsløse amerikanere i bunden. Kun Mexico og Rusland har større forskel blandt OECD-landene. Og for første gang i USA's historie viser rapporter nu, at et flertal af nye indvandrere ikke bevæger sig ud af fattigdommen - et tegn på, at den amerikanske drøm vakler. Derfor burde det ikke komme som en overraskelse, at når unge sorte og mænd af spansk oprindelse i landet ghettoer bliver spurgt om deres ønsker om at være en del af den amerikanske drøm, trækker de blot på skulderen eller svarer endog med direkte foragt.

Utroligt nok siger en tredjedel af alle amerikanere, at de ikke længere tror på den amerikanske drøm. Den retfærdige vrede hos en tidligere generation af menneskerettighedsforkæmpere er i USA's fattigste områder blevet afløst af desperation, resignation og en almindelig accept af en voldelig, stoffyldt og kriminel livsstil. Det er naturligvis ikke hele det sorte samfund, der føler sådan, men en stor del af den svigtede ungdom gør.

Ikke bare Frankrig

Det franske politi bliver nødt til at lære af de amerikanske fejl. Der skal mere til at dæmpe utilfredsheden end forbud og mindre udbredt vold, eller indførelsen af et par symbolske sociale reformer. I stedet burde det franske samfund benytte situationen til at starte en bred, national diskussion. Man bør alvorligt overveje at nedsætte en uafhængig kommission til undersøgelse af unge minoriteters vanskelige forhold, en kommission med repræsentanter for alle dele af det franske samfund, inklusive repræsentanter for de utilfredse samfund. Det vigtigste er at man begynder at lytte til de unge menneskers klagepunkter og samarbejde med dem om udformningen af relevante reformer, der kan forbedre deres forhold. Lad de unge mennesker forstå, at det øvrige franske samfund virkelig er interesseret i dem. Gør det før den unge, franske muslimske borger ikke længere drømmer om at blive en del af det franske samfund. For så er det for sent.

Hvis spontane råb om integration afløses af mere organiserede opfordringer til oprør, er det franske samfund måske i fare. Og det ville være naivt at tro, at det, der sker i Frankrig nødvendigvis kan holdes inden for landets grænser. Der eksisterer store lommer af fremmedgjorte immigranter - de fleste af dem muslimer - over hele Europa. Der eksisterer en mulighed for, at volden i Frankrig kan sprede sig. Hvis den gør, kan også den europæiske drøm være i fare, med alvorlige konsekvenser for Europas fremtid.

Oversat af Ebbe Rossander

Jeremy Rifkin er forfatter til bogen 'The European Dream: How Europe's Vision of the Future is Quietly Eclipsing the American Dream' (Polity Press: August 2004)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu